Adopteret og at være en del af flokken

Her kommer et uddrag af min kommende selvbiografi og refleksionsbog om det at være adopteret.

At være en del af flokken er det allervigtigste for mig. Derfor sørger jeg også altid for, at jeg er “nem” at være sammen med. Forstået på den måde, at jeg aldrig bliver uvenner med nogen. For tænk hvis jeg er uenig med en af veninderne og bliver skubbet væk, fordi jeg har en anden holdning. Som barn er det ikke gået op for mig endnu, at forskellige holdninger ikke betyder uvenskab. I mine øjne er det alt for farligt at være uenige med dem, jeg holder af, og som betyder alt for mig. For uenighed kan føre til skænderier, og jeg vil ikke skændes med nogen. Jeg vil heller ikke have, at nogen skal synes, at jeg er dum eller besværlig og ikke værd at være sammen med. Derfor er der ikke nogen, der skal have problemer med mig. 

Frygten for at blive udstødt og ikke længere være en del af et fællesskab er så indgroet hos mig. Jeg dyrker en masse sport i barneårene. Ikke fordi jeg er specielt sportsligt anlagt. Jeg er ikke ligesom nogle af dem, der er født til at være på en håndboldbane eller som nærmest har svømmehud mellem tæerne. Men jeg er okay til sport. Og det passer mig fint at skulle bevæge mig med al den uro, jeg har i kroppen. Egentlig vil jeg bare gerne være med, og så er det ikke så vigtigt, hvad det er, jeg er med i. Om det er svømning, håndbold, badminton, gymnastik. Så længe jeg er en del af holdet. At jeg ikke er den bedste af sportsudøverne hænger nok sammen med mit manglende konkurrencegen. Det er svært at kæmpe om at vinde over de andre, når man i virkeligheden helst vil være venner med alle. Selv i en vigtig håndboldkamp misser jeg hele pointen, nemlig at vi jo skal vinde over modstanderne. Jeg dækker op i forsvaret, og mens nogle af de andre tager nærkampene, kigger jeg interesseret på hende, jeg dækker op.

- Nå, men hvad hedder du? spørger jeg, mens jeg tripper på stedet og dækker af for målfeltet. 

- Helle, svarer hun hurtigt og lidt overrasket. Hun har travlt med at holde øje med medspillerne og boldens placering. Måske er det hende, der får bolden om lidt og skal forsøge at bryde gennem forsvaret og score kampens næste mål.

- Guuud, hedder du Helle! Hende, der passer os lige nu, hedder også Helle, siger jeg, glad over at have fundet en fællesnævner. Selv modstanderne forsøger jeg at blive venner med.

__________________________

Psykoterapeut Jeanette Søm
http://www.din-vej.nu

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Adopteret og at være en del af flokken. Læs mere