Psykoterapeut Tisvildeleje

AT STÅ I KO

Jeg har tygget drøv, i knap to år, på forestillingerne, om mit liv og mit formål. Udgangspunktet føltes sådan set harmonisk. Fabrikken kørte, forholdsvis velsmurt. Fedt hus, fede naboer. Mor til verdens to (natürlich) mest vidunderlige unge kvinder, der havde det godt. Samboende på 25. år, med ægtemand, elsker og sjæleven, i èn og samme pakke (og plads til flere, whats not to like!?) Godt og praktisk job (døgnvagter) som supplement til min egen geschæft, som privatpraktiserende psykoterapeut. Selv økonomien var god, uden at være prangende. Og jeg havde, efter et helt liv med foragt, for den forbandede værnepligt der hed motion, fundet en ny passion. Det var svømning. Det var jo sindsygt lækkert! Og dertil masser af meditation og spirituel søgen. Masser af Facebook, og kold rosè. Foruden tyve orange Kings, af og til med et grønt drys. Kartoffel i sofaen med chokoladeovertræk, den mørke, det er klart, det er jo nærmest en grøntsag. Og masser af Netflix, indtil filmen knækkede, og jeg prøvede at knække koden. 

Graves Disease, det bæst, sneg sig ind på mig bagfra, og rev tæppet væk med et enkelt ryk. Tvang mig til at luge ud i alle afgrøder, og vælge, hvilke der skulle gødes, og hvilke der skulle forgå. Kun få standhaftige stilke stod tilbage; de fik lov at gro i en krukke, mens jeg gumlede på et strå, og så på.

Efter ti år, i et fantastisk dejligt og givende spirituelt fællesskab, rejste jeg mig op og gik, uden at se mig tilbage. Jeg gik hjem og stod i ko.

Jeg gik hjem til Netflix, rosè, og tyve orange Kings. Eftertænksomhed og ligegyldighed. Efterhånden som jeg rummede afmagten, blev det lige_ gyldigt. Det ene, var så gyldigt, som det andet. "Det" fik værdi. Han fik ret, min mentor, fra det spirituelle fællesskab. Han sagde det, da jeg gik: "Gitte, når du kan rumme afmagten, bliver den til frihed. Og gå så hjem og genfind din uskyld"

Jeg forstod det ikke. Jeg forstår det bedre nu. Jeg tror, jeg vil forstå det endnu bedre - dybere - senere. Jeg mærker friheden. Jeg føler ikke længere afmagt. Uskylden er jeg i tvivl om. Den ejer jeg nok ikke endnu. Jeg tror, at jeg stadig bliver en skærebrænder, når jeg er presset. Undskyld, til jer, det går ud over. I ved selv hvem I er. (Jeg ved det ikke. Fordi Blind spot)

Næsten to år, har jeg boet under en sten, i eftertænksomhed. Introvert. Sparsom kontakt med omverdenen. Skåret alt overflødigt bort. Undtagen dèt, der havde mere magt over mig, end omvendt. Det var fine, gyldige to år.

En dag gad jeg ikke drikke rosè mere. Det føltes, som at sidde med et glas klorin - valget var ikke svært. Samme dag, gad jeg ikke ryge mine orange Kings mere. Det smagte ad helvede til, og føltes som at indånde udstødningsgas. Valget var ikke svært.

En dag, fik jeg sådan lyst til, at begynde at svømme igen. Det er så dejligt, så valget var ikke svært. Det er næsten som om "jeg bliver svømmet" - det er ikke noget jeg gør, jeg er bare med. En dag fik jeg meget lyst til at gå i fitness center, og det var så hyggeligt et sted, og utrolig dejligt, at mærke "the sweet pain" når musklerne får lov at arbejde. Så skete det en dag, at jeg fik virkelig meget lyst til at løbe. Og det er det mærkeligste af alt. Lyst til at løbe? Jeg har, hånden på hjertet, aldrig fattet en skid af, hvad der er fedt ved at lave ting der får pulsen op (medmindre det er lagengymnastik) - det er jo en lidelse!

 

Men det skete altså for mig! Jeg har mange gange ønsket, at jeg en dag ville komme til at kunne lide det, så det ville være en fornøjelse, og ikke en sur værnepligt. Jeg har foragtet "fake it til you make it" og "just do it" udsagn, og andet bullshit, der handler om at vride armen om på sin modstand, og male en ny farve ovenpå. Sugar on shit. Det holder ikke for mig. Det gør det bare ikke.

Jeg fik lyst.

 

"Hvor er du bare sej" siger nogen til mig. Hvis jeg gennemførte, med viljens kraft, på trods af alt muligt, så ja - så ville jeg være sej.

Men jeg fik lyst! Jeg har ikke lyst til at lade være. Jeg nyder det, helt vildt. Og det er den glæde, jeg rigtig gerne vil dele med jer nu. Jeg forstår det ikke selv. Jeg elsker at løbe, svømme og styrketræne! Det er ren eleksir og "me-time". Uh, på med træningstøjet og afsted. Røde kinder. Brusende liv i kroppen. Bankende hjerte. Jeg bliver så glad!

 

Bæstet, Graves Disease, er næsten brændt ud. Den side af mig, der har forsøgt at finde følelsen af "brusende liv, bankende hjerte, jeg bliver så glad" - i rosè'en, i smøgerne, i skærmoverforbruget - den er også ved at brænde ud. Så forunderligt. Så spirende sprødt, at jeg er lidt bange for, om det bare er en drøm, jeg mister igen. Men det føles så naturligt, saligt og frit. Frihed fra afhængigheder. Frihed til at mærke livet.

 

- Og jeg kaldte min ko, gummel i lo

Muh!

 

Gitte Olesen
Psykoterapeut og Forfatterspire

 

 

 

 

 

 

 

__________________________

Gitte Olesen, Psykoterapeut Tisvildeleje
Se mere på: http://gitteolesen.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
AT STÅ I KO - eftertænksomhed og en tur i opladeren.