Se kontaktoplysninger og profil for Alice Persson

Tiden har skjult sig bag taburetten. Men hun kommer til at hoste og røbe sit skjulested. Før jeg kan nå at gribe ind, er hun lukket inde i den sorte sæk, hvor hun ligger og råber om hjælp.

Arbejdsopgaver kan være som en dam fyldt med kvækkende frøer: "tag mig, tag mig," knirker de. Da jeg sidder dér og prøver at sluge den største frø, den kedeligste arbejdsopgave, og er ved at blive kvalt, bliver døren til min opmærksomhed sparket ind med et ordentligt brag.

Røveriet
Tidsrøverne er ankommet.

De bærer gammelgulnede uniformer med det blinkende logo: "For meget tid? Vi rydder alt" foran på brystet. Deres rygmærker har teksten: "Tidsboer ryddes."

De gulnede vandaler går skamløst rundt i mit rum. Jeg bliver ret forarget, da den ene - han hedder "wordfeud" - sætter sig på hug og indoktrinerer mit ubeskyttede indre barn: Hvorfor bruge tiden på kedeligt arbejde? Du vil have det sjovt, ikke? Hun nikker med tommelfingeren i munden. Røveren tager noget stjålen tid op af sækken og rækker hende, og hun er ikke længe om at gå i gang med det første ord i legen.

Fristelserne
En anden røver har sat sig ved min computer og lukket mit skriveprogram og regnearket. I stedet åbner hun Facebook, vi-kvinder, dr, Politiken, kogebogen og nogle sites om maleri. Uimodståelige sider. Hun rejser sig og laver en indbydende håndbevægelse mod skærmen. "Se her, der er flere nyheder du ikke har set. Og læs her, der er kommet nye blogs, du er da nødt til at følge med," lokker hun og åbner Levlykkeligt.

Jeg slipper den store frø og siger til mig selv, at det må blive en anden dag, den bliver slugt. Min energi og oprydningslyst forsvinder ned i Tidsrøvernes sække. Optimismen ryger samme vej. Opgivende ser jeg alle mine gode egenløfter marchere af sig selv ned i sækken. De falder tungt på bunden, kan jeg høre. Imens sidder mit indre barn i sofaen og klukker lokkende over et ord, hun har fået en masse point for.

Tiden
Tiden kender farerne bedst af nogen. Hun er vant til at blive mast og glemt og presset. Væknavigeret af en stigende netafhængighed.

Hun løber stærkt. Men jeg ved, hvordan jeg kan hjælpe hende til at sætte tempoet ned. Når jeg er bevidst, mærker mig selv, er opmærksom på her og nu.

Tiden har skjult sig bag taburetten. Men hun kommer til at hoste og røbe sit skjulested. Før jeg kan nå at gribe ind, er hun lukket inde i den sorte sæk, hvor hun ligger og råber om hjælp.

Opgøret
Vreden dukker op ud af ingenting og hjælper mig mod Tidsrøverne.

"Giv mig min Tid tilbage."

Min stemme er mørk og kommer helt nede fra maven. De gulnede røvere stivner, slipper grebet om sækkene og smelter lydløst ned i gulvbrædderne. Det sidste der forsvinder, er rygmærkerne.

Alle tyvekosterne kravler op af sækkene og slutter sig til mig. Tiden, egenløfterne, energien, oprydningslysten, optimismen. Jeg lader overspringsbarnet beholde wordfeud i sofaen, lukker netsiderne ned og vender mig igen mod den store frø.

Da den og flere andre opgaver er ekspederet, hygger jeg mig med Tiden. Hvilken vidunderlig veninde.