Psykoterapeut Alice Persson

Pleaserens død

"Det kniber med nattesøvnen for tiden. Jeg vågner midt om natten, som regel ved 2-tiden, og tager mig til hjertet. Jeg er simpelthen bange for at dø."

I den sidste del af min 30 års alder sloges jeg med natteangst og søgte hjælp hos en psykoterapeut. Bagefter skrev jeg i min dagbog:

Så er det blevet efterår. Jeg er træt af al den angst og hjertebanken om natten. Igen er jeg havnet i terapeutens kurvestol. Igen har jeg overvejet for og imod: nye støvler eller et bedre liv med terapi. Og har taget beslutningen.: et bedre liv - uden støvler - i hvert fald lige nu.

Jeg fortæller terapeuten om mine natlige fornemmelser.

"Hvad mærker du i kroppen?" spørger hun.

"Jeg er nærmest helt lam. Som om nogen har spundet en puppe uden på min krop. Og jeg trækker næsten ikke vejret. Må bevæge benene for at finde ud af, om jeg er i live. Ja, jeg får virkelig et billede af at være stiv af skræk, som man siger."

"Kan du huske, hvad du har drømt?"

"Ja, specielt i nat. Da drømte jeg, at jeg var den dér sleske type, den dér, der står med hatten i hånden eller kravler ydmygt rundt for at have lov at være her. Det var en eller anden fin herre i uniform, jeg kravlede for. Sikkert min chef ... Og så skifter billedet, og så ligger jeg i en kiste. Da bøjer jeg mig ned over kisten ... ja, for samtidig med at jeg ligger der, står jeg og kigger ned i den. Sådan er drømme jo."

Psykoterapeuten nikker og ser opmærksomt på mig. Jeg kan mærke hun er med.

"Men da jeg så står dér og kigger ned i kisten, ser jeg min far ligge dernede. Han er ren pergament. Grå og støvet og indtørret. Og så forvandler han sig pludselig og bliver til min mor. Det er ret uhyggeligt, når jeg fortæller det, men jeg var ikke særlig bange for synet af dem. Og alligevel var jeg ved at dø af skræk, da jeg vågnede."

Psykoterapeuten foreslår en tolkning, som jeg er enig i, men alligevel må korrigere lidt. Det er jo kun mig, der ved, hvordan det præcis hænger sammen inden i mig.

"Død er i drømme ofte forbundet med noget positivt," siger hun. "Når noget dør, kan noget nyt begynde. Er der noget i dig, der skal dø?" spørger hun.

En jubii-følelse dukker op indeni. Jeg mærker en enorm lettelse i maven. Som om den knude, der har pint mig så længe, er opløst. Knuden har længe fungeret som en indre årvågen vagtpost: pas nu på, for der sker noget farligt derude. At opløse den giver en fornemmelse af frihed. Jeg har det, som om nogen har åbnet mit indre fuglebur. Der er stadig angst for den ukendte fornemmelse af frihed. Men den følges med lysten. Så det er nok ikke så slemt.

Og det går op for mig, at det er på tide, jeg træder frem som mig selv. Mor og far er døde. Altså er det billede, jeg har skabt af mig selv for at tækkes dem, dødt. Og mit eget selv begynder at træde frem.

"Ja," siger jeg lettet. "Min indre pleaser er død."

Det lettede på natteangsten efterhånden. Og da der var gået en måned, kom de smarte støvler på udsalg.

Mange varme hilsener
Alice Persson, Psykoterapeut på Østerbro

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Pleaserens død - Når dit sande selv træder frem i lyset