Musene i ståltråden

Den lille Tove med rottehalerne sidder i tandlægestolen. Hendes spinkle krop forsvinder ned i det sorte plastik. De årvågne øjne har svært ved at rive sig løs fra det store tandlægebor, der hænger over hende, dét med den tykke ståltråd, der kører rundt. Mor holder hende i hånden.

"Kan du se de små mus, der farer rundt i ståltråden?" spørger tandlægen. Tove har for længst gennemskuet ham: han vil berolige hende. Altså er der grund til at være bange. Hun ser godt de store vatstykker i ståltråden, som farer rundt og rundt. Omend ung, endnu ikke begyndt i skolen, genkender hun dette: 'her er en voksen, som forsøger at aflede mig.’ Hendes øjne flakker. Men der er ingen hjælp at hente hos den stramme klinikdame, der hjælper lægen. Samtidig opsnapper hun mors angst og bekymring, smittes af hendes urolige nervesystem, som siger: "Det er rigtigt nok. Det her er farligt."

Det har gjort ondt længe. I kindtanden. Nu skal hun snart bedøves, og tanden skal trækkes ud. Både tandlægen og mor siger, at det kun vil give et lille prik. At blive stukket inde i munden er ikke sjovt. Men Tove er tapper og tager imod injektionen, for nålen vil sørge for, at der ikke kommer smerte, siger de.
Tandlægens tang griber fat i kindtanden og trækker til. Bedøvelsen virker ikke, fordi der er betændelse i tanden. Blodet vælter ud, og mor bliver dårlig. Hun er ved at besvime og bliver fulgt over på en briks af en klinikdame. Tove er overladt til sig selv, en reserveret klinikdame og den tilsyneladende flinke mand, som løj. Det gør rigtig ondt i munden, og hun bliver overvældet af chokket og den manglende omsorg.

I dag er det underlige kæmpebor afløst af moderne redskaber. Tandlægen er som regel ærlig, forstående og empatisk og fortæller, hvad der sker undervejs. Klinikassistenten er varm og åben, klar over sit ansvar og til at komme i kontakt med. Der er musik og video til at berolige. Intet kan komme uventet. Tandlægen vil ikke garantere for, at det ikke vil gøre en lille smule ondt. Men han kan sørge for, at patienten bliver effektivt bedøvet. Og ved betændelse vil hun først få en penicillinkur. Så alt er godt. Nu.

Alligevel er Tove bange og tør ikke gå til tandlægen. Noget har sat sig fast inden i hende. Selv om hun på det intellektuelle plan godt ved, at der ikke vil ske noget som dengang, er hendes krop i alarmberedskab. Tilstanden kan sammenlignes med ursituationen, hvor vi står over for en sabeltiger, i fare for at blive angrebet. Hendes krybdyrhjerne har givet nervesystemet besked om "fare," og det kender ikke forskellen på tandlægen og tigeren.

På grund af chokket husker hun kun i brudstykker og ved ikke, hvad der skete, da moderen kom tilbage. Og nogle gange fortæller hun sig selv, at det nok ikke var så slemt. Hun oplever, at andre beder hende om at ”tage sig sammen,” eller ”lade være med at tage det så tungt, hun er jo trods alt voksen, og der findes andre og langt værre lidelser og smerter i verden,” men intet af det hjælper. Tværtimod får de hende til at føle sig skamfuld. Hun har prøvet både tankefelt- og hypnoterapi, men det har ikke hjulpet. Hun har ikke været modtagelig.

Nu klager hun over flere situationer, hvor hun får en følelse af at sidde fast og være bange. At være dårlig til at have kontakt med andre. Hun er mistroisk og tør ikke stole på nogen. Tilstanden tændes igen og igen i hendes krop, forhindrer hende i at være glad og dominerer mange områder af hendes liv. Det er en almen frygt for fremtiden. Hun er – ud over tandlæger – bange for visse dyr, fly- og bilture, andre mennesker, ja for at gå ud i livet. Det fremgår, at hun - ud over turen hos tandlægen - har oplevet flere lignende situationer som barn, hvor der ikke var en voksen til at tage hånd om hende.

Oplevelsen ligger i kroppen som ophobet chok-energi, den energi, hun ideelt set skulle have brugt på at kæmpe eller flygte. Hun befandt sig i en situation, som føltes livsfarlig, og hendes aktiverede nervesystem vurderede, at kamp eller flugt ikke var mulige og skred til tredje barmhjertige løsning: at lukke ned for kroppens funktioner. Tove, overvældet i sin hjælpeløshed og alenehed, fik hjælp fra biologien, som sendte egne beroligende midler for at hjælpe hende igennem krisen.

Men den stivnede krop fik aldrig ”rystet” stressen af sig, og hun blev ikke reguleret i sit nervesystem af en omsorgsfuld voksen. Ingen så hende for alvor, personalet på tandlægeklinikken vidste ikke, hvor vigtigt det var, at hun blev hjulpet ud af tilstanden. Og hendes mor lå på briksen.

Choktraumeterapi kan hjælpe nervesystemet til at genetablere den naturlige balance og skabe nye spor i hjernen og nervesystemet ved lidt efter lidt at frigøre den blokerede overlevelsesenergi. Metoden kan - i det trygge rum og med nær kontakt til en empatisk terapeut - langsomt hjælpe Tove til at bearbejde sin oplevelse, regulere sig selv i sit nervesystem og derved frigøre sig fra den tunge chok-energi.
 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Musene i ståltråden. Choktraumeterapi kan afhjælpe angst for tandlæger, flyveture, dyr og andet - og livet i almindelighed