Se kontaktoplysninger og profil for Alice Persson

Tænk, at det er den. Stemmen tilhører selveste Lykken, den lille strik. Den sidder træt på en træstub og hviler hovedet i sine hænder. "Jamen dog, sidder du dér?" ryger det intelligent ud af munden på mig.

Ude midt i Rude Skov. Jeg går på stien og lytter til en indre dialog om Lykken. Én indre del af mig har defineret Lykken som en følelse af accept, en accept af livet, som det er. At det vigtigste ved livet er nærvær, kærlighed og glæde. Lykkens Firkløver.

Det forsøger jeg at forklare en anden del af mig, som ofte stiller provokerende spørgsmål og kommer med irriterende udsagn.

"Lykken leger kispus med dig. Den boltrer sig jo i opmærksomhed. Den eneste lille kendis, der kan være sikker på at få anerkendelse for evigt. Tidløst lykkelig, som den er, vil den altid kunne regne med, at andre kerer sig om den og prøver at få del i den."

"Jo, men jeg regner da også med, at den kerer sig om mig," indvender jeg lidt spagt.

Stemmen fortsætter uden at lytte: "Aristoteles talte om den. Dalai Lama taler om den. Man synger om den. Heldige Lykke."

Alle ordene slår mod min filosofihjerne som regnvejrets små skomagerdrenge.

"Shhh," siger jeg hårdt. Dråberne stopper.

Selv Lykken kan få nok
Bag et stort træ hører jeg hikstegråd og derpå en lys stemme.

”Hvorfor snakker I om mig hele tiden? Snakker om Lykken mig hér og Lykken mig dér. Kalder på mig. I vil hele tiden have noget af mig. Ja, I vil have mig. Jeg farer rundt fra den ene til den anden. Jeg kan ikke nå at besøge én, før kaldet fra den næste gjalder i mit hoved. Det er rart at få opmærksomhed og vide, at andre har brug for én. Men det kan også blive for meget," snøfter den. "Nogle gange kunne jeg godt bruge lidt fred. Bare for at finde ud af, hvem jeg selv er. Kan I ikke bare lade mig være?”

Hvor jeg kender det. Og jeg ved, at mange andre mennesker også gør.

Tænk, at det er den. Stemmen tilhører selveste Lykken, den lille strik. Den sidder træt på en træstub og hviler hovedet i sine hænder.

"Jamen dog, sidder du dér?" ryger det intelligent ud af munden på mig.

Min krop får en impuls til at fare hen og gribe Lykken, nu jeg endelig har fundet den. Jeg vil holde den fast, så den ikke forsvinder igen. Men tanken langer en arm ud og stopper mig. Tænk, at det er lykkedes mig at møde den herude. Den er dukket op helt af sig selv og viser sig for mig, den, som alle leder efter.

Og så mærker jeg indeni, hvor hårdt det må være for Lykken. Ingen har som den i århundreder været fredløst bytte. Offer for andres definitioner. Genstand for utallige filosofiske undersøgelser, teorier og meninger. Emne for mange menneskers længsel. Hovedperson i spillefilm, sange og teaterstykker. Og så har den utallige gange fået at vide, at den hverken er gods eller guld. Nogen siger, at den er et valg, og at mennesker selv kan bestemme, om de vil være sammen med den. Men måske har den en mening om, hvem den vil være. Den leder jo efter sin egen identitet.

Hvem er jeg, der ikke skulle tillade Lykken at få lidt fred? At få en chance for at nærme sig andre uden at blive påduttet forventninger.

Jeg tænker: Kære Lykke, hvem er du? Hvem er du, lille strik? Er du én, som tør nærhed?

"Jeg vil ikke forlange noget af dig. Og du må gerne sidde lidt hos mig," siger jeg og gør tegn til at nærme mig. Lykken klapper på træstubben.

"Sæt dig her. Og så kan jeg sidde lidt på skødet."

Og sådan går det til, at jeg - dybt taknemmelig - sidder i Rude Skov en helt almindelig søndag i solskinsvejr med Lykken på skødet. Lige indtil den og jeg får nok for nu.

Tag på skovtur. Måske finder du også Lykken for en stund.