Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut og spirituel vejleder Jane Mejlhede

"Det er vores lys og ikke vores mørke, som skræmmer os mest" Er du enig? I hvert fald er der mange af os, som har mere end svært ved at træde frem som dem, vi virkelig er. Her er en meget personlig beretning om, hvordan jeg selv lige igen er blevet udfordret på det. Citatet tillægges Marianne Williamson

Forleden mødtes jeg med en af "mine". En person, som på en eller anden måde hører til i samme tribe som jeg, uden at vi nødvendigvis ved nøjagtigt, hvad det betyder. Vi ved det bare. Der er et fællesskab, en forbindelse, en genkendelse, og vi kan træde ind i et rum sammen, hvor vi ikke har brug for ret mange ord om, hvad det er for et bånd, der knytter os.

"Hvorfor fortæller du egentlig ikke folk, at du har det vildeste klarsyn, og at det i høj grad er det, der gør, alt hvad du laver, så stærkt og transformerende?" var et af de spørgsmål, jeg fik stillet.

Det havde jeg mange gode svar og forklaringer på. Men de nåede ikke engang at blive formuleret, før jeg godt vidste, at det altsammen bare var B...S... 

For hvis jeg skal koge den feedback jeg får fra klienter, kursister og elever sammen til én eneste ting, der virkelig er det, der rykker, så er det noget med, at jeg har evnen til at se meget dybt i andre. Se hvilke temaer og mønstre, der er, se hvad modstanden og forhindringerne er, og se hvilke fantastiske kvaliteter og talenter, der ligger slumrende.

Så hvorfor fortæller jeg egentlig ikke folk det? Det tror jeg, hvis jeg skal lægge hånden på hjertet, at der især er to årsager til. Den ene (og mindre) grund er, at det ikke er for alle. Jeg er en meget empatisk og medfølende person, men jeg pakker ikke tingene ind. Jeg peger på det, der er smertefuldt, på lagene der holder sammen på personligheden og på de usunde mønstre og vaner. Det kræver en vis grad af selvindsigt at kunne tage den slags ind, og det er simpelthen ikke alle, som er dér.

Men den egentlige grund er, at jeg er bange. For sårbarheden og det allerstørste talent går hånd i hånd. Der hvor vores sjæl får mest plads, går mest klart, rent og stærkt igennem, er også der, hvor vi har mest på spil. Det er der, vi er blevet sårede, måske endda traumatiserede tidligere i livet. Det er der hvor skammen, ubehaget og følelsen af at være udsat og ubeskyttet har sit omdrejningspunkt.

Der er så mange, som gennem årene har fortalt mig, at det er noget helt særligt at være i et rum med mig som terapeut, spirituel lærer eller healer. Fordi de føler sig set og mødt helt klart og tydeligt som dem de er inderst inde, som de mange masker de bærer udenpå, og uden at de føler sig dømt eller kritiseret. 

Men jeg har ikke rigtigt hørt det. For jeg har ikke villet høre det. Jeg har slået det hen, ikke taget det sådan rigtigt alvorligt og nærmest følt mig lidt utilpas. Indtil altså forleden, hvor jeg meget kontant fik sat stolen for døren.

Det interessante er, at jeg hjælper og støtter andre med lige præcis det her. At skabe mere plads og rum til at sjælen med alle dens talenter kan folde sig mere ud. At gøre personlighedens fiksering mere løs, blød og fleksibel. At holde sårbarheden varsomt og samtidig være skarp og direkte.

Men jeg har åbenbart nået en blindgyde. Som en anden måtte hjælpe mig med at pege på. Og det er sådan, det er for langt de fleste af os. At der er så meget angst og frygt forbundet med at sætte os selv fri, som vi slet ikke er bevidste om. At vi hele tiden- og helt ubevidst - skaber nye mure for at skærme os mod de forandringer, der følger, når vi begynder at leve (mere) fra vores inderste.

Nu har jeg set det, og det havde jeg brug for. For selv det stærkeste klarsyn har sine blinde vinkler, især når det drejer sig om en selv. Og jeg er klar til at træde ind i sensommeren og måske blive endnu bedre til at gøre det, jeg gør, når jeg arbejder med andre individuelt eller i grupper.

Kærlige sensommerhilsner

Spirituel lærer og psykoterapeut Jane Mejlhede

__________________________

Jane Mejlhede. Psykoterapeut og spirituel vejleder.
Læs mere https://janemejlhede.com