Psykoterapeut og spirituel vejleder Jane Mejlhede

Bliv ven med din indre kritiker

Har du også en stemme indeni, som fortæller dig, hvad du gør forkert, hvad du burde gøre bedre, anderledes eller helt lade være med? En stemme, som repræsenterer en del, der hele tiden holder øje med, hvad du gør og siger. Som kommenterer, retter, skælder ud, kritiserer og dømmer dig?

Velkommen til den indre kritiker. Og sænk bare skuldrene og pust ud med det samme, for du er bestemt ikke alene. Vi har alle en del af vores personlighed, som sørger for, at vi holder os indenfor rammerne. I hvert fald hvis vi ikke er så narcissistisk forstyrrede, at vi ikke sanser den.

Den indre kritiker kan være mere eller mindre højtråbende og mere eller mindre konstant. Og ja - mere eller mindre grov i munden. Men helt sikkert er det, at når vi bevæger os ud på farvand, der er ukendt for vores personlighed, så stikker den sit ansigt frem, og begynder at fortælle os, at vi skal skynde os at vende tilbage til det, vi plejer at gøre. Måske skælder den os ud, måske skammer den os ud, måske er den mere indirekte og får os til at tvivle på os selv og vores eget værd.

Den indre kritiker er kreativ. Og den er specialdesignet til at kommunikere med os på netop den måde, som gør det mest sandsynligt, at vi bliver i det, der er trygt og kendt for os, også selvom det måske ikke er særligt godt for os. 

“Du duer alligevel ikke til noget” “Det er også typisk dig at lave fejl” “Du lærer det aldrig” “Alle andre synes, du er latterlig/dum/grim/tyk/tynd/barnlig/nørdet/kedelig/overfladisk…” “Du fylder for meget” “Ingen kan lide dig” “Du burde slet ikke være her” “Du kan ikke finde ud af det”. Listen og variationerne er uendelige, men din indre kritiker, vil koncentrere sig om at gentage netop de centrale budskaber, som er afgørende for dig.

For de fleste af os skærer det i hjertet, når vi læser eller hører de sætninger, som andre menneskers indre kritiker fortæller dem. Så kan vi godt mærke, at det faktisk kan være ret voldsomt. Men når det gælder vores egen indre kritiker, er det tit som om, vi har svært ved at mærke, hvordan det føles at blive talt til på den måde. Og det er klart, for hvis vi virkelig skulle mærke det, ville det blive meget svært for os at rumme, at vi har en del, som kan virke så selvdestruktiv.

Uanset om din indre kritiker er højrøstet og konstant eller om den er mere subtil, så har du sikkert et ønske om at slippe af med den, når du har opdaget, at du har den. Din indre kritiker sluger dit selvværd, dit overskud, dit humør og i nogle tilfælde endda dit helbred, og den forhindrer dig i at kaste dig ud i nye ting, hvor du risikerer at blive eksponeret, sårbar eller udsat for andres vurdering. (Medmindre du er typen, som har en indre kritiker, der sørger for, at du altid kaster dig ud i noget nyt. I så tilfælde er det nye, din indre kritiker forhindrer dig i måske, at mærke dig selv og ikke altid være i gang)

Men den indre kritiker slipper vi ikke bare sådan for. Og slet ikke ved at forsøge at bekæmpe den. Det gælder i øvrigt alle vores indre sider, uanset hvor ubehagelige, destruktive eller skamfulde, vi synes de er. Hvis vi forsøger at slås med dem eller på anden måde få dem til at forsvinde, har vi kastet os ud i et projekt, som er dømt til at mislykkes.

Den indre kritiker er her nemlig af en grund. Den er her for at beskytte os. Den er her blandt andet for at sørge for, at netop alt det, den fortæller os, ikke skal komme til at ske. At vi ikke en dag skal blive skammet ud, skældt ud, dømt, kritiseret, drillet, mobbet, irettesat, ignoreret, afvist, latterliggjort osv. 

For den indre kritiker har engang oplevet, at det er sådan, nogle mennesker kan finde på at behandle en, uanset om det var deres mening eller ej. Og det var så smertefuldt, at den indre kritiker gik i gang med at organisere et forsvar, hvis hensigt det var og er at sørge for, at det ikke sker igen. Og hvis det sker, så er man i det mindste forberedt, og såret bliver ikke så smertefuldt, fordi nu er det det, man allerede har sagt til sig selv.

Jamen skal man så bare finde sig i en indre kritiker, der fylder en med løgn og latin, så man kommer til at tro på det, og som forhindrer en i at gøre en masse af de ting, som man egentlig drømmer om og længes efter? Nej det skal man selvfølgelig ikke. Men man er nødt til at begynde at gå i dialog med sin indre kritiker, finde ud af hvilke specifikke hensigter den har på forskellige tidspunkter, hvad den gerne vil beskytte mod, hvad dens idealer er, hvad den frygter og hvordan den gerne ville have verden til at se ud.

Det er ikke et knipse-med-fingrene-arbejde at arbejde med den indre kritiker. Det er et vedvarende, livslangt samarbejde, især hvis man sætter sig for, at man vil arbejde med sin personlige og spirituelle udvikling. For når det drejer sig om at skabe forandring i noget så fundamentalt som vores selvopfattelse, vores identitet, har den indre kritiker altid noget at skulle have sagt.

Men vi kan lære at rumme vores indre kritiker. At se at der nedenunder den befinder sig et meget lille barn, som engang blev meget bange eller såret. Og så kan vi begynde at sende det en masse kærlighed, omsorg, accept og forståelse. Stille og roligt, dag efter dag kan vi blødgøre den indre kritiker lidt mere. Holde den varsomt i hjertet og begynde en vandring. Sammen.

Kærligst Jane Mejlhede

__________________________

http://janemejlhede.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Bliv ven med din indre kritiker. Læs mere