Vi står midt i et kæmpe kultur skift, en overgangsperiode, som, i den grad, er karakteriseret ved kaos og dermed frygt. For nogle er skiftet kommet som et chok og overgangen handler, mest af alt, om at komme tilbage til business as usual efter Covid-19 lukkede verden ned for lidt over en måned siden.

For andre er det en længe ventet begivenhed, der måske endda kan synes som en lettelse. Endelig ser vi tydelige konsekvenser af den u-bæredygtige, opskruede livsstil, vi mennesker har lagt for dagen alt for længe. Ligemeget hvilken af disse kategorier eller hvad der ligger derimellem, vi tilhører, er faktum, at vi står overfor en ny verden. Efter en krise er vi nemlig ikke de samme. Noget i os er for evigt forvandlet, hvorfor business as usual aldrig kan blive en reel mulighed. 

Til gengæld er denne periode i sig selv en fantastisk mulighed for i fællesskab, at skabe nye rammer for den verden, vi gerne vil leve i. Netop derfor mener jeg, at noget af det vigtigste i denne opbruds tid, er vores evne til at kommunikere respektfuldt og konstruktivt med hinanden for derigennem at finde frem til bæredygtige løsninger.  

Kommunikation kommer af latin 'communicare' - at gøre fælles, som i sig selv indikerer at denne udveksling handler om at dele med hinanden for at opnå en større forståelse og evt./forhåbentlig finde et fælles stå sted. 

I øjeblikket flyder de sociale medier med emner som tvangsvaccination, alternativ behandling, overvågning, klima, fake news mm. Emner, som vi alle bør tage stilling til, hvis vi vil have indflydelse på den kurs, der er ved at blive sat og som fra et astrologisk perspektiv vil vare de næste 4 år, hvor Pluto står i Stenbukken. 

Jeg må indrømme at det bringer mig ret meget ud af kurs, når jeg mærker den desperation, der ofte ligger bag de ord, der fyger igennem den virtuelle æter i disse dage. Ofte bliver jeg helt paf og mangler pludselig adgangen til alle de ord, der ellers for det meste står i kø, for at formidle de budskaber, jeg er optaget af. 

Det svære ligger i at svare på et spørgsmål eller kommentere på et udsagn, som tydeligvis ( i min optik) kommer fra et sted, hvorfra det ikke er muligt at have en bevidst og konstruktiv diskussion. Simpelthen fordi ordene er ladet med en frygt, der trækker en lige linie tilbage til den agenda, der som oftest handler om at beskytte staus quo. Så snart frygten sniger sig ind og farver den måde vi kommunikerer på, er vi ikke længere bevidste, hvorfor et ellers udmærket budskab, bliver svært at høre for al ‘støjen’ ( især for den sensitive modtager). 

For der er noget galt og det er som sagt ikke nødvendigvis med selve det, der bliver sagt men til gengæld med hvordan og hvorfra budskabet kommer. Som terapeut er jeg i den grad trænet i at opfange energien bag ordene og ikke mindst den agenda, der ligger bag. Altså intentionen. Hvad vil vi egentlig med det vi udtrykker? Hvor vil vi hen? 

Jeg ved om nogen, at hvis vi vil nå frem til en konstruktiv løsning, hvad end det er for den enkelte, parret eller i en gruppe, hvor der er konflikt, må vi først dedikere alt vores nærvær ind i selve ‘mødet’. Det vil sige vi må starte med at opbygge den nødvendige tillid, gennem en total åben kommunikation ( læs: uden en skjult agenda) baseret på en grundlæggende respekt og ydmyghed for det/de menneske/r vi sidder overfor. 

Jeg elsker denne strofe fra en sang af den, cubanske, politiske musiker Carlos Varela; ‘Skaber du mure eller åbner du døre?’

Det er netop det, der er spørgsmålet, som jeg mener, vi må stille os selv i disse dage?

Ligemeget hvor sandt, du mener, det du siger, er, så er det aller vigtigste, efter min mening, at holde fokus på intentionen, således at resultatet ikke bliver det modsatte. For hvad hjælper det, at vi stålfast ytrer vores mening, mens vi kører den anden over med hurtige og mere eller mindre holdbare modargumenter, hvis resultatet i virkeligheden er en større splittelse?

Hvis jeg som terapeut borer igennem ind til min klients dybeste sår, før vedkommende er klar til at rumme det, så risikerer jeg, at vedkommende mister tillid, kommer i kontakt med noget, som er for svært at rumme i øjeblikket eller i værste tilfælde bliver re-traumatiseret. Og så har jeg tabt. Og det er fuldstændig komplet ligemeget hvor ‘dygtig’ jeg er til mine metoder eller til at spotte klientens tema. Fordi jeg har mistet indfølingen og dermed umuliggjort basis for det magiske ‘møde’, som undersøgelser viser, kan tage æren for ca. 85% af hvad der virker i et terapi forløb. 

Hvis vi tager terapeut og klient rollerne ud af ligningen, handler dette ganske simpelt om mødet mellem mennesker og om muligheden for, i fællesskab, at igangsætte en proces, der i sidste ende fører til nogle resultater. 

I dette tilfælde muligheden for at skabe en ny, bæredygtig dagsorden for vores fælles verden. 

Så måske vi skulle rette opmærksomheden lidt mere på hvordan vi kan opretholde en grundlæggende respekt og åbenhed overfor hinanden, når vi deler vores holdninger. Selv når vi kun kan være enige om at være uenige i en given sag, så alligevel at forblive åbne og nysgerrige på den andens ståsted. (om ikke andet, så nysgerrig på hvordan den anden mon kan se noget, der for os virker indlysende, på en anden måde)

Det er sådan hjerter mødes. Og uden det møde, kan vi ikke bygge noget af værdi.