Parforhold på ferie

Vores evne til at snyde os selv er helt mageløs - og det er både godt og skidt.

Vi kan nemt bilde os selv ind, at det er ok at snyde - lidt - bare det ikke bliver opdaget af nogen. Vi kan endda bilde os selv ind, at vi ikke er værd at elske - at andre ikke er værd at elske.

Endelig kan vi også kaste os ud i store selvbedrag om vores ægteskab/parforhold; ”Hvis bare vi får barn, så bliver alt bedre, så har vi noget at være fælles om”, ”hvis jeg elsker ham/hende nok, så holder han/hun op med at slå mig/lyve for mig/være mig utro/være ondskabsfuld” – eller den løgn som kan komme op i forbindelse med ferie: ”Når nu vi kommer af sted på ferie og får slappet af og på den måde er lidt væk fra alting, så løser det hele sig nok”.

Det er ikke, fordi du er dum, at du kan bilde dig selv det ind – det er i virkeligheden en overlevelsesmekanisme.

Nogle vil kalde det naivt, men det er jo et forsøg på, ved tanke- eller ønskekraft, (og nogle gange også efterfulgt af handling) at gøre verden til et bedre sted. Desværre nytter det ikke kun at forsøge at redde et parforhold med positive tanker.

Det kan godt være rigtigt, at på ferien har I det godt, fordi begge parter er taget ud af dagligdagen og derfor kan slappe af og få ro i hoved og krop. Men det kan ligeså godt føles provokerende for jer, fordi I ikke kan stå op og tage hver til jeres arbejde som I gør derhjemme – og så blusser problemerne op og slår ud i lys lue.

Uanset hvilken reaktion der kommer hos jer under eller efter en ferie, så er det sjældent en god idé at tage på ferie, når I har problemer i parforholdet. Det er, for nu at bruge en rigtig gammel kliche, som at tisse i bukserne – det varmer nok i starten, men bliver hurtigt koldt – og lugter værre end før!

I stedet er det vigtigt, at I får snakket tingene godt igennem inden ferien - eller måske aftaler at bruge ferien til at få snakket, selvom I havde håbet på noget andet.

Mange par som har problemer (og det gælder såmænd alle mennesker i relationer) har svært ved at forstå, hvorfor det skal være så svært at løse problemerne – også selvom parterne normalt er typer, der kan snakke om tingene; det er som om alle samtaler går i hårdknude - hvorfor?

Et af de mange mønstre vi tager med os ind i parforholdet, er vores måde at kommunikere på – og selvom de fleste danskere taler nogenlunde samme sprog, så er der langt fra de samme betydninger eller forventninger i formuleringerne hos os. To mennesker fra forskellige egne af landet kan mene helt forskellige ting med de samme ord - eller mene det samme med helt forskellige ord.

For at give et forsimplet, men klart eksempel, så kan en fra den ene ende af Danmark måske godt sige ”hold kæft” og ikke mene noget groft med det, mens en person fra en anden ende af landet vil opfatte det som groft og krænkende. Bare tænk på, hvordan vi kan lave sjov med københavneres og jyders forskellige måde at tale på. Men selv to personer fra samme by kan få problemer med kommunikationen, fordi deres familier har forskellig samtalekultur.

Hvis en person fra en familie der krammer hinanden meget og taler åbent om følelser, bliver kæreste med en person der kommer fra en familie, der ikke rører så meget ved hinanden og ikke siger så meget eller slet ikke taler om følelser, så vil parret stensikkert få problemer, hvis ikke de griber fat i problemet tidligt.

De nævnte eksempler er nogle der er tydelige og forholdsvis enkle at løse. Der er dog rigtig mange forskelle i kommunikationen, som vi ikke ”ser” og derfor slet ikke kan være opmærksomme på at løse. Får et par ikke kigget på dem i starten af forholdet, kan de blive svære at rede ud.

Et andet eksempel: I hans familie kan der sagtens stå opvask på køkkenbordet en dags tid uden, at nogen bliver sure over det. I hendes familie er det underforstået, at alle rydder af med det samme. Hun går derfor og rydder af for dem begge, også når han har brugt køkkenet. Det bliver hun naturligvis træt af, og hendes tanke er, at han ikke gider gøre det – fordi hun gør det.

Hun føler sig udnyttet og bliver irriteret, men siger det ikke. I stedet surmuler hun og kommer med hentydninger til ham efter aftensmaden – men han opfatter ikke meningen. Han mærker dog meget tydeligt den følelse, der ligger i ordene, nemlig at hun er irriteret, og så bliver han forvirret. Han har formodentlig ikke opdaget, at han har gjort noget forkert, og da han ikke kommer fra et hjem, hvor man rydder af straks efter maden, ved han ikke, at han har stødt hende. Han føler derfor, at hendes irritation er urimelig, og han bliver vred på hende over den - efter hans mening - unødvendige irritation.

De har nu skabt en konflikt uden at vide hvordan. En som ovenikøbet kan køre fra nu af og til statsamtet, fordi de ikke fra starten har fundet ud af, hvad det handlede om og fået talt om det og fundet et kompromis. Nu ER de irriterede på hinanden, og så er det ofte for sent at forklare: ”Jamen hjemme hos mig måtte der gerne stå opvask, det er ikke fordi jeg ikke gider.” Det vil ofte blot øge konflikten, fordi der nu ligger så mange misforståelser mellem parterne.

I stedet må de øve sig i at lytte til hinanden og virkelig sætte sig ind i hinandens måde at kommunikere på, før de kan komme videre med en løsning af de praktiske gøremål i hverdagen. Det kan være meget svært at lytte til hinanden, når man føler sig trådt på og uretfærdigt behandlet – og af den grund ender mange par i skilsmisse i stedet for hos en psykoterapeut i parterapi.

Psykoterapeuten har værktøjer, der kan hjælpe parret videre – hvis der stadig er kærlighed i forholdet. Kærlighed er limen i et parforhold. Uden den, kan det være svært at reparere de skader, der måtte være opstået undervejs.

Kærligheden overvinder kun alt, hvis parterne kan og vil tage hånd om deres problemer på en måde, som ikke handler om at få ret, men om at forstå den anden og samarbejde.

Derfor - hvis I skal videre, kan I med fordel øve jer i at lytte til hinanden. 

I øvrigt gælder lige netop dette ikke kun for kommunikation i parforholdet, men i alle forhold mellem mennesker – misforståelser er den enkelte største faktor, når mennesker bliver vrede på hinanden. Fortællingen om babelstårnet i biblen er tankevækkende – for det er tydeligt, at der faktisk er rigtig mange mennesker, som ikke taler det samme ”sprog”. Hvis vi altid forstod, hvad andre mener med det de siger, ville verden være anderledes.

Så send ikke bare jeres parforhold på ferie, hvis I har problemer. Tag i stedet fat i problemerne og få dem løst – så bliver ferien - og alle de kommende ferier også meget bedre!

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Når parforholdet er i krise, hjælper det ikke at tage på ferie