Hvorfor falder jeg for idioter?

Anonym

Halle Berry har offentligt erkendt at hun har haft en tendens til at falde for ”nogle idiotiske fjolser”, som har slået hende og været utro. Men nu har hun været i terapi i et par år og er faldet for en sød fyr, der hverken tæver hende eller er utro.

Vi hører tit at terapi kan hjælpe på den slags problemer, men hvad er det egentlig der skaber problemerne og hvad gør terapeuten?

Svaret på det første er enkelt, når man ved hvad man skal kigge efter.

Her er et eksempel som illustrerer hvad der sker med barnet der bliver en voksen som forelsker sig i ”idioter”. (Som jo selv har oplevet noget traumatisk og har brug for hjælp til at ændre adfærd)

”Inge voksede op i et kvarter, hvor der var en del drikkeri og vold. Hendes egen familie var ingen undtagelse, selvom den slags familier også forekommer udenfor kvarterer der er kendt for den slags. Fra Inge var ganske lille måtte hun høre sine forældre råbe af hinanden og tale nedsættende om og til hinanden.

Blandt andet hørte hun faren sige til moren at ”Det har du ingen forstand på” og ”det er du for dum til”. Moren sagde blandt andet til faren: ”Du forstår ingenting” og ”du er ufølsom”. Faren opførte sig som krænker og moren som offer.

Moren var alkoholiker og når det blev hen ad eftermiddagstid, var hun svær at komme i kontakt med for den lille pige.

Faren var selv vokset op i et hjem med problemer og havde svært ved at være naturlig overfor sin datter, derfor blev han mest overstadig eller dominerende og kontrollerende.

Det endte ind imellem i fysiske konflikter med blå øjne, gråd og trusler om bål og brand.

Inge voksede derfor op med den opfattelse at:

- voksne taler ikke ordentlig til hinanden og mænd slår kvinder, hvis kvinderne ikke opfører sig efter mandens ønsker.

- voksne taler ikke ordentligt til børn og børn er så dumme at man er nødt til at kontrollerer dem hele tiden.

- jeg er ikke min mors første prioritet – det er flasken. Jeg fortjener altså ikke at være det vigtigste i verden for dem jeg elsker.

- jeg kan ikke forvente at mine omgivelser forstår mig eller anerkender mine behov. Jeg skal derimod være god til at anerkende andres.

Og ubevidst oplevede den lille Inge at hendes mor og far ikke var særlig glade, hverken for dem selv eller hinanden.

Inges forældre var hendes ubetingede kærlighedsgenstande og rollemodeller.

Også selvom hun som teenager sagde: ”Jeg skal aldrig være som min mor” og ”Jeg falder aldrig for en idiot som min far”.

Og sådan går det – vi vokser op med kun de redskaber til at blive hvem vi er, som vi har fået af vores forældre – og så de gode intentioner.

Vi kan ikke alene ændre de vilkår, men har brug for andres hjælp – måske ikke nødvendigvis terapi, men vi er nødt til at blotte os og bede om hjælp.

Men hvis man vælger at gå i terapi, hvad er det så terapeuten gør?

Det er selvfølgelig meget forskelligt fra terapeut til terapeut hvilken metode der benyttes, men ofte vil man opleve at man arbejder med sit selvværd. Det at ændre et uhensigtsmæssigt billede af en selv og det andet køn er noget der tager tid.

Man trækker situationer frem hvor man har været tilfreds med sig selv og så undersøger man hvad man har gjort for at være tilfreds med sig selv i lige netop den situation. Eller man undersøger situationer hvor man ikke har været tilfreds med sig selv og ser på, hvordan man kunne have handlet anderledes for at være mere tilfreds.

De erfaringer man gør sig fra positive og negative situationer går man så i gang med at undersøge hvordan man kan tage med sig i sit liv fremover. Man opbygger en ”vidensdatabase” over gode måder at håndtere situationer på og lidt efter lidt vil man blive bedre til at bruge den i konkrete situationer.

Ofte vil terapeuten også gå ind og undersøge ens selvbillede og finde ud af om det er et man blot har ”overtaget” fra en forælder og hvad man ønsker at ændre i det og arbejde med mulighederne for det. Ser man sig selv som offer, kan man for eksempel arbejde med at ændre sin adfærd så man fremstå stærkere og derfor kan bevæge ud af følelsen af at være et offer. Man omformer simpelthen aktivt sine værdier og begynder at vælge hvem man er og hvordan man ser på sig selv.

Man får også i terapien redskaber til at nye måder at handle på, så man kan stoppe med at opføre sig uhensigtsmæssigt og i stedet stå ved sig selv og tage sig selv alvorligt. Der er ingen lov om, at hvis man elsker, skal man lade sig krænke, men hvis man ikke har lært det hjemmefra, så har man ikke redskaberne og må lære dem af en der har dem.

Det lyder måske simpelt og banalt, men mens man er i processen er det på ingen måde simpelt – det kan være smertefuldt og hårdt arbejde, men når man kommer ud på den anden side har mange en tendens til at sige: ”Var det bare det der skulle til – det skulle jeg bare have vidst!”

For terapeuter er jo ikke mirakelmagere – terapeuter kan kun være dygtige fordi alle mennesker har det potentiale i dem selv som terapeuten tager udgangspunkt i. Alle mennesker besidder potentialet til at vokse og udvikle sig og skabe det liv de ønsker. Det er ”kun” et spørgsmål om at beslutte sig for at finde det og bruge det!

Kærlig hilsen
Mette Glargaard

__________________________