Psykolog eller Psykoterapeut - hvad er forskellen?
Bliver du også forvirret over forskellene på psykologer og psykoterapeuter? Det kan jeg godt forstå, det er heller ikke nemt at gennemskue, og jeg må bare erkende, at det til tider også er vanskeligt for psykologer og psykoterapeuter at give en klar definition på hvad forskellen er mellem de to fagprofessioner. Et hurtigt svar vil være, at det er lidt to sider af samme sag, men det er en alt for simpel forklaring og den vil også være misvisende, det skyldes blandt andet at psykoterapeuter ikke bare er psykoterapeuter. Nu blev det sikkert endnu mere forvirrende, men fortvivl ikke, jeg skal gøre mit bedste for at udrede forvirringen.
På det gode og trofaste internet kan du finde en masse artikler om forskelle på psykologer og psykoterapeuter. Lad mig sige det med det samme, nogle af dem er mindre retvisende end andre. Problemet er at nogle af skribenterne bag artiklerne ikke skelner mellem en psykoterapeut og en psykoterapeut MPF. Psykoterapeut er ikke en beskyttet titel, MEN det er KUN psykoterapeuter, der er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening, som må kalde sig psykoterapeut MPF. Det vil sige, at det du skal være opmærksom på, det er de tre små bogstaver MPF.
MPF betyder: Medlem af Dansk Psykoterapeutforening.
Derfor skal du vælge en psykoterapeut MPF. Medlemmer i Dansk Psykoterapeutforening kan føje et MPF til deres titel. MPF er en garanti for både uddannelse og erfaring. Alle psykoterapeuter MPF er to-faglige, det vil sige, at de både har en faglig relevant grunduddannelse på mindst bachelorniveau (sygeplejerske, pædagog, socialrådgiver, læge, psykolog og lignende), og at de derudover har afsluttet en godkendt 4-årig psykoterapeutuddannelse.
Psykoterapeuter MPF har ved siden af den faglige og teoretiske undervisning gennemgået egenterapi og personlig udvikling.
Da psykoterapeutens vigtigste værktøj er hans eller hendes egen person, er det et krav fra de psykoterapeutiske uddannelser, at psykoterapeuten har trænet de psykologiske og psykoterapeutiske teorier og metoder i praksis og mærket dem på egen krop.
Psykoterapeuter tager udgangspunkt i samtalen. Psykoterapeuter er uddannet til at hjælpe mennesker med psykiske og personlige udfordringer, såsom sorg, traumer, kriser, angst eller stress.
Psykologer tager også udgangspunkt i samtalen, men er uddannet til at vurdere og stille en diagnose på psykiske sygdomme. En psykolog har en universitetsuddannelse i psykologi og dertil eventuelt specialer inden for én eller flere psykologiske retninger. Vægten i psykologuddannelsen er overvejende på psykologiske teorier og metoder. En autorisation som psykolog kan tidligst opnås to år efter afsluttet kandidatuddannelse. Uddannelsen til psykolog indeholder ikke et krav om egenterapi.
Oplever du en svær periode i dit liv med angst, stress, krise, sorg, tristhed eller depression, eller vil du lære mere om dig selv og udvikle dig enten personligt eller fagligt, så kan en psykolog eller en psykoterapeut MPF hjælpe dig.
Så hvad skal du gøre, når du skal finde en psykolog eller en psykoterapeut MPF? Du skal bare gøre det, du plejer at gøre, når du shopper på nettet: du skal være nysgerrig og kritisk. De fleste psykologer og psykoterapeuter er heldigvis gode til at beskrive deres meritter og deres faglige baggrund. Tjek dem ud, find ud af hvad de kan, og spørg dig selv om det er præsenteret på en måde som tiltaler dig, som du finder tillidsvækkende. Se efter følgende oplysninger: uddannelse, erfaring, metoder, anbefalinger og priser.
Hvis du finder en psykolog eller en psykoterapeut MPF, som fanger din interesse, og som vækker din tillid og tryghed, så vil jeg anbefale dig at tage kontakt til vedkommende enten på mail eller telefon. Der findes psykologer og psykoterapeuter, der tilbyder en gratis telefonisk forsamtale, hvis det er tilfældet, så benyt dig af denne mulighed. Det er selvfølgelig op til dig om du vil lave en aftale med en psykolog eller en psykoterapeut inden du har haft en kontakt til vedkommende på mail eller telefon, men det kan være en god idé for dig, det er det fordi: det er en god måde til at fornemme om vedkommende er den ”rigtige” for dig. Du kan blive afklaret om de spørgsmål du eventuelt har, det kan være spørgsmål om der er ventetid, hvornår du kan starte dit forløb og aftale/afklare hvad dit forløb skal handle om, og selvfølgelig også om den pågældende psykolog eller psykoterapeut har de faglige kompetencer til at hjælpe dig med det du har brug for.
Hvis du mistrives, er det vigtigt, at du tager dig selv alvorligt, søg professionel hjælp, tal med din læge, en psykoterapeut MPF eller en psykolog.
Læs også: Lever du med angst?
__________________________
Thomas Bøttern
Psykoterapeut MPF, Familieterapeut, PD i Psykologi
www.thomasboettern.dk