Psykoterapeut Faxe og Frederiksberg Thomas Bøttern

STOP vrede - Få kontrollen tilbage over vreden

Stop vreden - få kontrollen tilbage over vreden

Har du gentagne vredesudbrud, som synes ude af proportion i forhold til den aktuelle situation, så har du et problem som bør håndteres. Det er et stort problem hvis du ofte bliver for vred, og det er skadeligt for dine nærmeste og dine omgivelser.

Vrede er en grundfølelse, og vi bliver alle sammen vrede en gang i mellem. Vi kan ikke undvære vreden, og vi kan heller ikke slippe af med den. Hvis vi lukker os inde i et buddhistisk kloster langt inde i Nepal, og lever af vand, brød og meditation, så kan vi måske lære, at tøjle vores vrede. Men det er de færreste af os, der har lyst til at leve som en munk. Den gode nyhed er, at det heller ikke er nødvendigt, men mere om det senere. Først lidt mere om vrede.

Vrede er et af de hverdagsfænomener, der optræder i forskellig grader. Det vil sige, at vi kan skalere vores vrede på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er en lille smule vred, gnaven, småsur og lignende. 10 derimod er full blown vrede, det er hér, hvor vi er ude af kontrol, og vreden bliver til vold og voldsom adfærd.

På samme måde kan vi skalere alle vores følelser. Og det er faktisk temmelig smart, at vi er i stand til at skrue op og ned for vores følelser alt efter behov. Der er jo ingen grund til at være glad på et 10-tal, bare fordi vi drikker et glas lunkent vand på en varm dag. Et 3-tal ville måske være mere passende.

Omvendt er der heller ingen grund til at blive vred på et 10-tal, fordi partneren eller datteren eller sønnen har glemt at tømme opvaskemaskinen, eller fordi ham der kører foran på motorvejen kører for langsomt, og samtidig har en beskidt bil, og for øvrigt glemte han også at blinke inden han kørte ud foran dig. Det ville nok være mere passende med et 4-tal.

Men hvad nu hvis den volumeknap, der skruer op og ned for din vrede, den er defekt? Og hvad nu hvis du oplever, at du ikke kan kontrollere din vrede? Hvad nu hvis du oplever, at din vrede kontrollerer dig, og du har mistet kontrollen over din vrede? Så er det på tide, at du tager dig selv alvorligt.

Du kan lære, at kontrollere din vrede, men først og fremmest må du erkende, at du har et problem, og at du skal gøre noget ved det. Kognitiv terapi er en effektiv metode til at genvinde kontrollen over dit temperament. Igennem terapi og psykolog samtaler kan du lære vredeshåndtering. 

Ukontrolleret vrede skaber utryghed for dine nærmeste. Gentagne og overdrevne vredesudbrud gør dig uforudsigelig og er skadelige for de mennesker, det går ud over. Det uforudsigelige og ukontrollerede gør os utrygge, og ingen af os trives i et utrygt og truende miljø, og det gælder især for vores børn.

Mister du ofte kontrollen over din vrede? Eller bor du sammen med én, der har svært ved at håndtere sin vrede? Så gør noget ved det nu.

Læs også: "Lever du med angst?"

 

__________________________

Thomas Bøttern
Psykoterapeut MPF, Familieterapeut, PD i Psykologi
www.thomasboettern.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
STOP vrede - Få kontrollen tilbage over vreden. Læs mere