Hvornår ved du om du har angst?
I vores hverdagssprog kan vi beskrive angst med mange forskellige ord. Blandt andet beskrives angst med ord som frygt, bekymring, flov, usikker, genert og bange. Det at vi har så mange ord for én følelse, viser at angst ikke bare er angst, men at angst kan opleves på mange forskellige måder og i flere forskellige grader. Det viser også hvor almindelig en følelse det er.
Angst er nemlig en naturlig følelse, der hælper os til at overleve ved at advare os om farer og risici i vores omgivelser. Samtidig hjælper angsten os til at reagere på de faresignaler, som vi registrerer. Angst er en meget stærk følelse, og fra naturens side er den designet til at kunne tilsidesætte andre følelser og endda også rationel tænkning. På den måde bliver vi i stand til at reagere hurtigt og effektivt, når vi er i fare. Kort sagt: angsten får os til at handle med henblik på at overleve.
Alle mennesker oplever angst og at være bange ind i mellem. Vi bliver nervøse når vi skal til jobsamtale, til eksamen eller på første date. Som regel går det over, og for det meste kan en smule angst være ok, det kan ligefrem være præstationsfremmende. Men hvis du ofte er bekymret, nervøs og hvis du har svært ved at glæde dig over noget, og hvis du ofte overtænker og eftertænker hverdagsbegivenheder og livssituationer, så kan det være at du har en angstlidelse.
Angst opleves forskelligt fra person til person, og det kan være forskelligt hvad der opleves som angstfremkaldende. Måske kan du genkende få eller flere af følgende angst symptomer:
Symptomer på angst:
- Hjertebanken - høj puls.
- Øget svedproduktion.
- Muskelspænding – anspændt.
- Mundtørhed.
- Rysten.
- Åndenød – vejrtrækningsproblemer.
- Kvælningsfornemmelse.
- Katastrofetanker.
- Svimmelhed.
- Lyst til at undgå – flygte - trække sig.
- Kamp/flugt reaktion.
Angst behandling handler ikke om at ændre dig eller om at fortælle dig hvordan du skal leve dit liv. Du er god nok som du er, også selv om angsten begrænser dig i at gøre de ting, som du ønsker at gøre. Det er vigtigt at erkende, at du ikke selv har valgt at invitere angsten ind i dit liv, og de begrænsninger du oplever på grund af angst, er en effekt af angsten, og ikke fordi du ikke er god nok. Negativ selvvurdering er blot endnu en kedelig bivirkning ved angst.
Når angsten skal sikre vores overlevelse, så har angsten også potentialet til at overtage styringen over vores tanker, krop og handlinger. Samtidig kan uhensigtsmæssige måder at tænke og handle på være med til at fremkalde angst. En vigtig del af angstbehandlingen består i at opnå indsigt i dine uhensigstmæssige tankemønstre, der fremkalder angst. Når disse tankemønstre ændres til en mere positiv karakter vil du blive bedre til at håndtere de vanskelige og udfordrende situationer.
Angstbehandling handler om at give dig de færdigheder, der kan hjælpe dig med at styre og regulere hvor bange, bekymret eller genert du bliver i forskellige situationer.
Hvornår ved du så om du har en angstlidelse eller om der er tale om normal angst? Det er vanskeligt at sætte en helt klar markør for hvornår grænsen overskrides, men de to væsentligste overvejelser er følgende:
- Oplever du at angsten er generende/pinagtig?
- Oplever du at angsten er hæmmende/begrænsende?
Som sagt kan det være svært at vurdere hvornår der er tale om en angstlidelse eller normal angst. Derfor er det vigtigt, at du ikke prøver at diagnosticere dig selv. Kan du svare ja, til de ovenstående spørgsmål, og oplever du, at angsten fylder for meget i dine tanker og i dit liv, så skal du tage dig selv alvorligt og søge hjælp hos en professionel psykoterapeut eller psykolog.
Hvis angst forhindrer dig i at gøre de ting i livet, som du ønsker for dig selv, kan det være, at det er værd at gøre noget ved det.
Der er heldigvis noget du kan gøre for at reducere din angst og bekymring.
Angstbehandling forudsætter den nødvendige faglige viden til at agere med nænsomhed, grundighed og kontinuitet. Ubehandlet angst er desværre ofte noget der ikke bare forsvinder af sig selv. Langt de fleste med angst vil opleve, at angst behandling har en positiv effekt, hvor resultatet for behandlingen enten er fravær af angst (at blive rask) eller en generel bedring (at få det bedre).
læs også: "Lever du med angst?"
__________________________
Thomas Bøttern
Psykoterapeut MPF, Familieterapeut, PD i Psykologi
www.thomasboettern.dk