

Hvis du flygter fra det ubehagelige risikerer du at stresse dig selv.
Hvordan hænger det nu sammen?
Du kan have ting fra din fortid, som du af al magt forsøger at glemme og holde væk.
Og du kan have ting i din nutid, som du godt ved, at du skulle gøre noget ved, men som du forsøger at fortrænge.
Det kan være en kollega, som du skal have sagt noget til.
Et parforhold som du egentlig vil ud af, men ikke kan tage dig sammen.
Det kan være stresssymptomer, som du negligerer som noget midlertidigt.
Eller økonomien som du bare lukke øjnene for, selvom det er ved at gå helt galt.
Det kan også være en sorg, som du ikke vil mærke.
Og det kan være så meget andet.
Det koster meget energi at undertrykke det ubehagelige.
Den fornuftigste måde at håndtere ubehag på, er at gøre noget ved det, du kan gøre noget ved. Altså at handle.
Men først må du se det i øjnene, som du ikke har lyst til at se på. Og det er det skridt, vi nogen gange undgår.
Vi bilder os selv ind, at det nok ikke er så slemt. "Det er nok bare lige nu". "Det er nok bare mig" (meget brugt, men hvad betyder det egentlig?). "Det bliver nok snart bedre".
Og det sker selvfølgelig, at det bliver bedre af sig selv. Men sjældent.
Imens vi lukker øjnene forsvinder ubehaget ikke, så vi må gøre noget for ikke at mærke det.
Vi flygter fra det. Vel at mærke uden at komme væk fra det.
Der er mange måder at flygte på, når livet gør ondt. Det kan fx være overforbrug af mad, sukker, alkohol, stoffer, sex, træning, spil og computer. Det kan være at arbejde for meget. På den måde overdøver du kroppens signaler, og du undgår at mærke for meget til dine følelser.
Du gør noget som i øjeblikket føles behageligt, for at slippe for at mærke det ubehagelige. Men det er altså ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen.
Flugt er en reaktion på noget, som du er bange for. Og når du er bange opstår stress.
Stress opstår når du føler dig truet, når du ikke tror, at du har tilstrækkelige ressourcer til at klare situationen, og når du ikke tror, du kan handle hensigtsmæssigt.
Hvis det er fordi, du står foran en tiger, vil flugt være en yderst fornuftig reaktion. Og efter flugten vil du kunne ryste oplevelsen af dig og igen slappe af.
Men i det liv vi lever nu, er det ikke tigere vi står overfor, og flugten består ikke i at løbe og derved komme væk fra problemet.
I nutidens liv er det meget mere komplekst. Mange ting kan af hjernen tolkes som faretruende - altså når du føler dig truet og ikke ved, hvad du skal gøre. Måske ville du ikke selv sige, at det er livstruende, men din underbevidsthed opfatter det sådan.
Og ofte er det, der opleves som faretruende noget som bliver ved og ved. Som fx den dårlige økonomi, den forfærdelige chef, den pressede hverdag.
Det vil sige at den stressede tilstand også bliver ved og dermed opstår den usunde stress. Den der kan gøre dig syg.
Derfor er det ikke nogen god taktik at flygte eller undertrykke. Din hjerne siger "fare" og stresshormonerne går i gang. Du stresser dig selv. Og du snyder dig selv.
Som sagt handler det om at åbne øjnene. Og hjertet. At se på virkeligheden som den er. At se og mærke på alt det der gør ondt eller skræmmer. At græde og rase. Rumme følelserne.
Og derefter rejse dig op og se på hvad der ville være det fornuftige at gøre. Ændre på noget og slutte fred med noget andet. Også selvom du er bange for det.
For når du har gjort det, kan hele dit system igen slappe af. Ligesom hvis du var løbet væk fra tigeren.
Et rigtigt godt redskab i den proces er meditation eller mindfulness. Det er at sætte sig ned og bare være. Være med det, der er. Følelserne og tankerne, kropsfornemmelserne. Bare iagttage det uden at gøre noget. Uden at vurdere det. Når du på den måde ser på det hele med et åbent hjerte, bliver du efterfølgende mere klar til at handle.
Det kan være svært at være alene om det. Dels fordi det kan gøre ondt. Og dels fordi du selv kan være blind overfor nogle ting, som andre måske godt kan se.
Så find nogen at snakke med. Venner eller professionelle. Nogen som vil støtte dig i processen. Hvad enten du skal se fortidens spøgelser i øjnene, du skal sige fra overfor noget i nutiden eller du skal foretage vigtige ændringer i dit liv.
Når du har gjort det vil hele dit system få mulighed for at slappe af igen, og al den energi der før var bundet i at fortrænge og undertrykke vil komme tilbage til dig.
Kærlig hilsen
Marianne
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer