psykoterapeut Marianne Bunch

Stressepidemien breder sig – nu også til vores børn

Er der plads til afvigelser i dit liv?

Eller kommer det altid på tværs?

Når problemer og små og store forhindringer nu er en del af livet, lige fra de små dagligdags som en vaskemaskine der ikke fungerer, til de store som handler om liv og død, så har vi.........øh...... et problem.

 To eksempler:

1 "Det er morgen, og jeg styrter rundt for at nå det sidste. Pakke tøj, husk regntøjet, hvor lagde jeg bilnøglerne. Lede alle jakkelommer igennem. Der var de. Vi skal køre om 2 minutter, for at jeg kan nå at aflevere Frederik i børnehaven og selv nå på arbejde til tiden. Når jeg får fri, skal jeg hente Frederik og køre ham til en legekammerat og så videre til et vigtigt møde om den nye skole. Alt er timet for at det hele kan lykkes. Ud af døren. Frederik ind på  bagsædet og ............åh nej, hvad er nu det. Baghjulet er fladt.

Panikfølelsen breder sig. Jeg kommanderer Frederik ind igen i en ikke alt for sød tone. Jeg går selv bagefter. Inde i gangen kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg sætter mig på gulvet og græder".

2 "Jeg sidder på jobbet og skriver på livet løs. Et smil breder sig. Det føles godt det her. Jeg mangler nogle sider endnu, så kan projektet afleveres lige før, jeg går hjem, lige før deadline. Det er blevet godt, og det skulle nok kunne sikre mig en plads i firmaet, når der er fyringsrunde om 14 dage.

Jeg har lige tid til at hente mig en kop kaffe. Der står et par stykker ved automaten og snakker.

Da det endelig bliver min tur, er der kommet flere til. "Nå, det er nok her vi mødes", siger jeg overskudsagtigt. En af dem siger med et stort suk "ja, systemet er gået ned".

Det kan bare ikke være rigtigt! Ikke Nu! Jeg løber tilbage, trykker på enter ....... fastfrosset skæm. Panisk prøver jeg alt, hvad der plejer at virke. Ingenting sker. Mit hjerte hamrer løs. Jeg SKAL være færdig.  Der tikker en SMS ind... " Vi arbejder på sagen. Det kan tage et stykke tid". Jeg sidder bare og kigger tomt ud i luften, mens en følelse af håbløshed sniger sig ind på mig".

 Måske kan du nikke genkendende til disse eksempler, eller noget der ligner.

Forhindringer er et livsvilkår

Sammenbruddet ville ikke være så stort, hvis vi kun oplevede sådan en situation en sjælden gang. Men da forhindringer er en del af livet, og vi ikke planlægger med dem, så sker det måske jævnligt, og frustrationerne bliver bygget ovenpå hinanden som legoklodser.

Livet er ikke som et tog, som man sætter op på skinnerne og så kører det støt indtil det når endestationen.

Det er et vilkår at livet indeholder smerte, problemer, forhindringer.

Også større ting som sygdom, dødsfald, skilsmisser, arbejdsløshed, økonomisk deroute kan blive del af enhver danskers liv. Og dertil kommer så alle de små dagligdags ting, som kan skabe forstyrrelser i planlægningen. På forskellige tidspunkter i forskellig målestok og mængder ja, men vi møder alle vores del af pakken selv i vores privilegerede del af verden.

Vi har fået gemt noget af det lidt væk - ind på alle institutionerne eller ned under gulvtæppet. Meget af det er blevet tabu at tale om. Som om det er noget forkert. Som om at hvis jeg bliver ramt, så er det fordi, jeg ikke har gjort det godt nok.

Når vi ikke kan vise, hvis vi er ramt af de store følelser, eller når vi føler os mislykkede, så må vi bide det i os og prøve at klare os selv. Tage os sammen.

At tage sig sammen i en akut situation, kan være godt at kunne, men at tage sig sammen dag ud og dag ind er ikke sundt. Det, der ikke kommer ud, kører rundt inde i vores krop, i hele vores system.

Resultatet af den samfundsudvikling er stress. Tusindvis af mennesker med stress.               
Kortvarig stress, langvarig stress, kronisk stress.                                        
Stress som nu sendes videre til vores børn, så selv små børn har symptomer på stress.
Store menneskelige omkostninger.
Store økonomiske omkostninger for både den enkelte, kommunerne og firmaerne.

Men vi har altså ikke tid til at stoppe op.

Vi har ikke tid til afvigelser.

Alle vores mekaniske og digitale hjælpemidler har lettet hverdagen for os og gør en stor del af arbejdet. Det betyder, at vi selv har fået tid til at gøre en masse andre ting. Dedikere os til vores arbejde, motionere, dyrke fritidsinteresser, spise efter den nyeste trend, indrette det perfekte hjem o.s.v. Alt sammen på et andet plan end før.

De ydre forventninger til hvordan vi bør leve vores liv er blevet tårnhøje. Og de ydre forventninger bliver til indre forventninger, som mange prøver at leve op til.

Indtil der kommer forhindringer som stopper os og tydeliggør hvor afhængige vi er blevet. Af alle maskinerne. Af digitaliseringen.

Gennem tiden har vi besunget uafhængigheden. Vi skal ikke være afhængige af partnere eller andre mennesker. Vi skal kunne klare os selv.

Men hvordan ser det egentlig ud. De fleste er dybt afhængige af, at det hele fungerer perfekt, for vores hverdag er skemalagt, og der er ikke indlagt tid til afvigelser.
Vi skal videre, videre, videre.

Vi taler om en stress- og depressions- epidemi

Som psykoterapeut ser jeg resultatet af samfundsudviklingen - mange mennesker med stress ( og deraf afledt depression og angst)
Havde det været en virus, var der for lang tid siden blevet råbt vagt i gevær.

Men det er ikke en virus. Det er "noget psykisk". Og så er vi tilbage til, at det nok er den enkelte, der er lidt svag, der nok skal tage sig lidt sammen, der ikke er robust nok o.s.v.

Der efterspørges robuste jobansøgere alle vegne. Underforstået - det er bestemte mennesker der får stress.
De fleste af dem, som jeg møder udtaler, at de aldrig havde forestillet sig, at lige netop de skulle få stress. Det er noget de andre får.

 Jeg har mange ting i min værktøjskasse der kan både forebygge og afhjælpe stress. Der er meget den enkelte kan lære at ændre på.
Men
Det er ikke nok!                                                                                                

 Hvem tager ansvaret?

Det er på tide, at vi tager ansvar for udviklingen, for epidemien.
Alle sammen.
Den enkelte i sin egen familie.                                                                           Arbejdspladserne, lederne, fagforeningerne, kommunerne der møder alle de syge, regeringen.
Den enkelte kan ikke gøre det alene.
Det er et stort skib som skal ændre retning.

De, der har stress, skal hjælpes - ordentligt. Ikke bare med tilfældige lappeløsninger.
Alt for mange får kronisk stress, som aldrig går over, fordi de ikke fik den rette hjælp i tide.

Det er fint at nogle arbejdspladser uddanner personale, som bliver bedre til at spotte om kollegerne har stress. For kollegerne opdager det som regel før, den enkelte gør det selv.
Det er bare ikke godt nok.

Vi skal have nogle arbejdspladser som ikke presser folk ud i stress.
Vi skal have tempoet ned i børnefamilierne og daginstitutionerne, så vi passer på de små.
Der findes en masse undersøgelser, der fortæller noget om, hvad der giver trivsel på en arbejdsplads, og hvad der giver stress. De undersøgelser kunne vi jo begynde at lytte til og bruge til noget.

Der kan gøres meget, og jeg skal ikke her begynde at komme med løsningsforslag.
Jeg efterlyser viljen til virkelig at gribe fat om nældens rod.
Det her er ikke noget der skal løses med en pille, hvorefter vi løber videre.
Vi må stoppe op og kigge på den praksis der er, bruge de undersøgelser der er lavet og skabe de forandringer, der er brug for, så mennesket igen kommer i centrum.

 Vi er her på jorden i så kort tid - hvad er det egentlig som betyder noget for os i den tid?

Marianne Bunch
psykoterapeut og mindfulnessinstruktør
forfatter og foredragsholder
www.mariannebunch.dk

 

 

 

 

__________________________

Psykoterapeut Marianne Bunch
mindfulness-instruktør
socialpædagog
børnerådgiver
www.mariannebunch.dk
Tlf 30259333
mail: mariannebunch@gmail.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stress - en epidemi der breder sig også til vores børn.