psykoterapeut Marianne Bunch

10 ting der øger din risiko for stress og depression, og som du med fordel kan holde op med at gøre.

Mange mennesker behandler ikke sig selv særligt pænt. De er for hårde ved sig selv. Så selvom mange ydre ting kan være årsag til stress både på jobbet og privat, ting som du ikke er herre over, ting som andre har ansvaret for.

Så kan der også være ting, som du selv gør, som øger din risiko. Her har jeg vendt det lidt på hovedet for at gøre det tydeligt, hvad der kan føre til stress og depression.

  1. Sørg for at skælde dig selv ud. Tal grimt til dig selv. Sig at du ikke er god nok, pæn nok, sød, nok, sund nok, dygtig nok o.s.v. Sig ofte "jeg burde" og "jeg er nødt til". Vær kritisk overfor dig selv. Du kan være sikker på at der er en som lytter, og det er dig!
  2. Kræv absolut perfektion af dig selv. Kræv at du hele tiden er bedre end andre. Du skal spise rigtigt, dit hjem skal være perfekt, du skal være en fantastisk forældre og den bedste på jobbet. Fortæl dig selv at det du har lavet, ikke er godt nok. Det kunne blive bedre. Husk at sammenligne dig med de allerbedste.
  3. Lev op til det, som du tror andre forventer af dig. Du skal ikke spørge dem. Bare prøv at regne det ud og så gør hvad du kan uden at tage hensyn til dine egne værdier og meninger.
  4. Tag altid skylden på dig for det som ikke går godt. Det som ikke fungerer. Gå tilbage til punkt 1 og skæld dig selv ud.
  5. Sig altid ja når nogen beder dig om noget. Uanset om du har lyst til det. Uanset om du har overskud til det. Tænk ikke på dig selv men sig hurtigt ja. Overbevis dig selv om at hvis du siger nej, så vil folk ikke kunne lide dig. Og overbevis dig selv om at du har ansvaret for deres følelser.
  6. Tag dig sammen. Når du mærker, at du ikke orker mere. Når du mærker, at noget er forkert. Så overhør signalerne og bare tag dig sammen og knokl endnu mere. Undlad at tage dig selv alvorligt og at passe på dig selv.
  7. Forestil dig hele tiden det værste der kan ske. Hvis nu ....... så sker der nok......... og så kan jeg risikere ........  Forestil dig det uden at du ved det. En spiral af katastrofetanker. Åben endelig ikke muligheden for at alt kan gå godt.
  8. Sørg for at bekymre dig om alt muligt. Også selvom det ikke er noget, du kan gøre noget ved. Og også selvom du faktisk kan gøre noget ved det. Bliv ved med at give næring til bekymringerne. Tro ikke på at noget vil løse sig og gå godt.
  9. Vær hele tiden pligtopfyldende. Både på jobbet og derhjemme. Gør hvad du kan for at være den bedste til alting. Sørg for at der aldrig bliver tid til det sjove og til det, som giver dig energi og glæde.
  10. Klar alting selv. Bed aldrig om hjælp. Lad som om du sagtens kan det hele selv. Både det praktiske og det personlige. Vis ikke nogen at du bare er et almindeligt menneske. Vis ikke nogen dine følelser.

 

Ved at holde op med disse ting, eller i hvert fald gøre mindre af dem, har du mulighed for at forebygge og behandle stress og depression.

Marianne Bunch
Psykoterapeut og mindfulnessinstruktør
Forfatter til bogen: "Bliv ven med dig selv - en vej ud af stress, depression og angst"

__________________________

Psykoterapeut Marianne Bunch
mindfulness-instruktør
socialpædagog
børnerådgiver
www.mariannebunch.dk
Tlf 30259333
mail: mariannebunch@gmail.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stress og depression - 10 ting du måske gør. Læs mere