Psykoterapeut Lotte Palsteen

Vores masker skjuler alt det, vi skammer os over

Ofte viser vi ét ansigt udadtil, når vi har det fuldstændig modsat indeni. Den arrogante maske kan dække over en stor usikkerhed. Den bedrevidende og kloge maske kan dække over følelsen af at være dum. Den evigt søde og omsorgsfulde maske kan dække over en vrede og egoisme. Den overdrevent gavmilde maske kan dække over en nærighed. Vi gemmer os bag masker for at skjule det, som vi har lært er forkert, og som vi skammer os over.

Ofte er vi slet ikke klar over, at det er masker, vi bærer. De er gennem årene blevet en del af vores selvopfattelse. Vi kan også kalde disse masker selvbeskyttelsesstrategier. Mange gange stammer de helt tilbage fra vores barndom, hvor der var et virkeligt behov for at bære disse masker. Fordi vi var dybt afhængige af vores forældre. Hvis vi mærkede, at nogle af vores følelser eller adfærd medførte de voksnes vrede eller afvisning, fraspaltede vi hellere dele af os selv. Som voksne er vi ikke længere i kontakt med disse sider, og de er blevet til vores skygger. Maskerne dækker over disse skyggesider. 

Men det kan pludselig føles som et ulideligt fængsel, når det går op for os, at de masker, som i barndommen beskyttede os, er skyld i, at vi som voksne ikke får det, som vi dybest set har brug for og længes efter.

endnu en aften faldt hun i søvn stille grædende ved siden af sin kæreste. Hun havde lært at græde lydløst, siden hun var barn. Ingen måtte høre noget.

Da hun vågnede om morgenen, sad tristheden stadig i kroppen. Men hun ville ikke have noget med den at gøre. Hun hadede at føle sig sårbar og lille. I stedet blev hun irritabel på sit barn og sin kæreste, vrissede af dem og virkede kold og utilnærmelig. Det virkede med det samme. Hendes kæreste hadede, når hun var i det humør og holdt sig væk fra hende. Hun vidste godt, at hun spredte dårlig stemning i den lille familie, og hun kunne mærke, at hendes lille dreng blev usikker og mere pivet og klæbende. Hun hadede det. Kunne ikke rumme ham. Hun havde rigeligt i sit eget. 

På vej til børnehaven kom de op og skændes i bilen. Deres søn begyndte at græde og holdt sig for ørerne. Hun havde også lyst til at græde. Og råbe som et lille barn. Halsen snørede sig sammen. Hun gjorde sig hård. Hun følte sig som en elendig mor og en elendig kæreste.  

Bilen stoppede foran hendes arbejde. Hun lænede sig frem mod sin kæreste og et kort øjeblik havde hun lyst til at kaste sig ind til ham og græde. Men hun kunne ikke. I stedet gjorde hun sig hård. Han virkede også vred på hende. Hun gav ham et hurtigt kys og et køligt farvel og steg ud af bilen.

Gråden pressede sig virkelig på nu, og hun følte, hun var ved at bryde sammen. I det samme kom hendes chef forbi, og hun sendte ham et stort smil, rettede ryggen og gik med selvsikre skridt ind på kontoret. 

Resten af dagen stor-smilede hun hver gang, hun mødte en kollega og grinede og snakkede på den overskudsagtige måde, sådan som de kendte hende på arbejdet.”

Kvinden i denne fortælling lider. Hun længes efter omsorg og nærhed. Men hendes forsvarsmekanisme tillader det ikke. Frygten og skammen i hende gør, at hun holder følelsen tilbage, og derfor lider hun. Da hun var barn blev hun skældt ud, når hun var ked af det og sat ind på hendes værelse. De voksne kunne ikke håndtere hendes sorg, fordi de var fyldt op af deres egen. De var ikke i stand til at trøste hende og lære hende, at det at være ked af det, er en helt almindelig følelse, og at den lindres ved at række ud efter nogen, som kan trøste og holde om én. Hun lærte, at denne følelse for alt i verden skulle skjules for andre. Det var en farlig følelse, som var forbundet med frygten for at blive forladt. De kunne ikke lide den triste pige. De ville kun have den lille glade pige, så det fik de. Hun smilede og strålede og var altid glad, sagde de. Det gav dem følelsen af at være nogle gode forældre. Når hun var ked af det, græd hun stille under dynen om aftenen, så ingen kunne høre hende. Den glade maske beskyttede hende mod følelsen af at være forkert og frygten for at blive forladt. Hun lærte, at det var svagt at græde og vise sårbarhed, og som voksen følte hun sig som en stærk kvinde, der ikke sad og flæbede fra tid til anden ligesom mange andre af hendes kvindelige kolleger. Med denne overbevisning og dette selvbillede gør hun vold på sig selv. Hun fastholder sig selv i noget, som var en nødvendig overlevelse engang, men som ikke længere gør noget godt for hende som en voksen kvinde. Nu hindrer det hende i at få den omsorg og nærhed, hun længes sådan efter fra sin kæreste. Nu hindrer det hende i at bryde dette mønster og lære sin lille søn, at det er ok at være ked af det og trøste og rumme ham, så han lærer, at det godt kan betale sig at række ud efter nogen, når man er trist indeni. At det ikke er svagt at vise sårbarhed, men tværtimod et tegn på styrke og mod.

Hvis hun ikke vil erkende dette, bearbejde sin sorg og arbejde med at integrere nye og mere sande overbevisninger om sig selv og sin verden, forbliver hun forpint og ensom i sit fængsel. Hun må have modet og styrken til at udfordre skammen og frygten, så sårbarheden kan få plads. Hun må møde sorgen i sig selv for ikke at ryge ned i depressionens mørke og for omsider at blive et helt og frit menneske.

Lotte Palsteen holder retreats for særligt sensitive, foredrag og terapi. Læs mere under arrangementer og tilbud eller på: www.lottepalsteen.dk

Med kærlig hilsen
Psykoterapeut og foredragsholder Lotte Palsteen __________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Selvopfattelse er tit selvbeskyttelsesstrategier. Lotte Palsteen på Levlykkeligt.dk