Psykoterapeut Lotte Palsteen

Sådan undgår du, at din teenager får en indre kritisk stemme

Jeg kunne høre på hendes stemme, at hun mente det. Ellers havde det på ingen måder virket. Min veninde og jeg sidder i bilen. Jeg har lige holdt et foredrag om teenagere i en fuld sal i Odense.

Min veninde har hjulpet mig med at tage imod billetter og har hørt hele foredraget. Det var første gang, jeg skulle holde dette foredrag om teenagere, og jeg var meget spændt på, om det matchede folks forventninger, og om der ville være en tydelig rød tråd.

Jeg sidder i bilen og bliver helt rørt over, hvordan min veninde kommer med den ene anerkendende kommentar efter den anden. Hendes stemme er fuld af oprigtig begejstring, så jeg næsten bliver helt forlegen. Hun er meget konkret og præcis, når hun fortæller mig, hvad hun synes, fungerede godt. Det betød ufattelig meget at modtage så umiddelbar og fin en anerkendelse. 

Når den indre kritiske stemme blander sig og tvivlen kommer.

Jeg kunne også godt selv mærke, at foredraget gik godt, men jeg var alligevel bevidst om, at hvis min veninde ikke havde kørt med mig hjem og sagt alle de anerkendende ord, og jeg havde siddet der alene og evalueret mig selv, kunne min indre kritiker godt have blandet sig lidt rigeligt.

Den indre kritiske stemme kunne lige så stille (uden jeg havde opdaget det) have flyttet fokus fra alt det, der gik godt til steder, hvor jeg kunne have sagt noget på en anden måde, eller nævnt et andet eksempel eller tænkt om nogen mon gik skuffede hjem og om det nu også var så godt osv…. og så ville tvivlen være kommet, gik det nu alligevel så godt…

Vi har sådan brug for spejl fra vores nærmeste. Især når vi mister fornemmelsen for os selv. Og det kan nemt ske, hvis man har en velvoksen indre kritisk stemme siddende som en kommentatorboks, der gør os usikre.

Hvornår har du sidst oplevet at få en spontan ægte anerkendelse?

Er du god til at anerkende dine nærmeste? 

Kommentatorboksen kan gå i arv til vores børn og teenagere.

  • “-Hvorfor har du ikke tømt den opvaskemaskine, som jeg bad dig om!?”  
  • “-Sig mig engang, skal du ikke snart finde et job efter skole?”
  • “-SKAL dit hår se sådan ud?”  
  • “-Ligger du stadig der på sengen?” 
  • “Hold op, hvor der roder på dit værelse!”
  • “-Tror du andre gider være sammen med dig, når du er så sur?” 
  • “-Kan du ikke tage dig lidt mere sammen i skolen?” 
  • “-Skal du ikke gøre dig mere umage med den opgave?”
  • “-Kan du ikke være lidt mere imødekommende, når vi får gæster?”

 Hvis du, lige som jeg, har en teenager derhjemme, kan du måske genkende den her type af spørgsmål.  Jeg kan i hvert fald høre mig selv sige nogle lignende ting til mine teenagere. Og hver gang, det sker, lukkes der for kontakten, fordi mine ord tænder for “forkerthedsknappen”. Jeg forstår det egentlig godt. For hvem har brug for at få påpeget alt det, som man egentlig godt ved i forvejen, og som allerede stresser. 

Hvis denne “forkerthedsknap” udløses tilstrækkeligt mange gange, udvikler det sig til en indre kritisk kommentatorboks. 

Hvis nu min veninde efter foredraget havde remset en masse ting op, hun syntes jeg kunne have gjort anderledes, så havde jeg følt mig mere og mere uduelig og helt sikkert mistet selvtilliden og præsteret dårligere til næste foredrag.

Og det var ikke fordi min veninde slet ikke sagde noget, som jeg med fordel kunne skrue ned eller op for til næste foredrag. Men fordi hun først sagde en masse ros og anerkendelse, kunne jeg meget bedre tage imod de ting, hun tænkte, jeg kunne gøre lidt anderledes.

Vores teenagere har brug for at føle, de har betydning i familien.

Det er så vigtigt, vi giver vores børn og teenagere følelsen af, at de har betydning i familien. At vi anerkender og sætter pris på, når de hjælper til, gør sig umage med noget, sætter grænser over for andre på en respektfuld måde, viser omsorg for andre, spontant hjælper til, laver mad, siger de ser dejlige ud, at vi elsker at sidde og se tv sammen. Det kan gøre en kæmpe forskel for vores børns og teenageres selvbillede, at vi gør os umage for at finde positive ting, og at vi siger dem højt.

Teenagetiden er rigeligt fuld af problemer og svære følelser. 

Vredesudbrud, tårer, hårde ord, brudte aftaler og bekymring kan være nogle af de ting, der fylder meget, når man har en teenager i huset.

Man kan nemt komme til at italesætte teenagetiden som udelukkende problematisk og hvor hårdt det er at have en teenger hjemme, og det er det også. Vi skal bare ikke glemme, at det også er rigtig hårdt at være teenager. Alle følelserne, usikkerheden, kravene og så samtidig have en hjerne, der ikke altid formår at kunne skabe overblik og regulere følelserne. Så de har endnu mere brug for vi ser, når de gør noget godt. Og mest af alt, at vi elsker dem uanset hvor meget de roder og hvor mange grimme ord, de kaster i hovedet på os. At vi viser dem, at vi kan lide at være sammen med dem. At de har værdi i vores familie. At vi ser deres potentiale. At de kan mærke vi støtter dem uanset hvad. At vi gerne vil forstå dem. 

De har stadig brug for at blive nusset i hovedet eller få nulret fødder. At ligge tæt i sofaen eller få en stor krammer. 

Vil du gerne blive klogere på, hvad der sker i din teenagers hjerne og hvordan du undgår at gøre din teenager forkert, så holder jeg foredrag om teenager i flere byer i januar og februar 2018. Se under arrangementer eller skriv til info@lottepalsteen.dk

Kærligst

Psykoterapeut MPF

Lotte Palsteen

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Teenager - sådan undgår du at din teenager får en indre kritisk stemme