Psykoterapeut Lotte Palsteen

Tanker fra et kloster

Jeg er taget i kloster. Ørslev Kloster og Arbejdsrefugium. Her har jeg indlogeret mig i et klosterværelse i 5 dage for at skrive på en bog. Her er virkelig højt til loftet. Måske er det derfor, der er plads til at tænke tankerne til ende.  

Her er stille. Meget stille. De 1000 år gamle mure er dybt forankrede i den jyske muld. De perfekte rammer for min søgen ind i mig selv til min egen forankring og ro. Det er herfra, jeg kan skrive.

 Uforstyrret tid

Her på klostret er det en regel, at man ikke banker på hinandens værelser. Det er et sandt privilegie ikke at blive forstyrret eller afbrudt. Det er virkelig en gave, jeg giver mig selv. 5 dage uden afbrydelser. Jeg får fred til at tænke tankerne til ende. Jeg får tid til at mærke mig selv. Hvordan jeg egentlig har det. Om jeg er der, hvor jeg gerne vil være i mit liv. Jeg får lov at komme helt derind bag ved alle tankerne. Der, hvor jeg bare mærker dyb ro. Et stille sted. Her mærker jeg en fred, jeg ikke har kendt tidligere i mit liv. En dyb følelse af taknemmelighed over at være til. En stille glæde. Over livet. At jeg er præcis der, hvor jeg gerne vil være. Taknemmelig over at have den lille familie, som jeg altid har ønsket. Det arbejdsliv, jeg altid har ønsket. Det er faktisk svært at sætte ord på. Det kommer til at lyde så floskel-agtigt. Ordene slår ikke til, når jeg skal beskrive denne tilstand. Egentlig tror jeg, tilstanden hedder lykke. Ikke en brusende begejstret lykke, men en stille lykke.

Mit anker i stormvejr

Det er interessant, som vi mennesker ofte kommer til at jage lykken uden for os selv. Vi higer, knokler, kæmper og brokker os over alt det, vi ikke har. Taler om alt det, vi vil opnå og ønsker os. Bilder os ind, at når vi får det, SÅ bliver vi lykkelige. Måske bliver vi også kortvarigt lykkelige, når vi får det, vi ønsker os. Måske bliver vi skuffede. Men hvis vi søger den dybe stille lykke, så skal vi søge den anden vej. Indad.

Tidligere havde jeg en enorm rastløshed og uro i mig. Der skulle ske noget og gerne mest muligt på kortest tid. Det kunne kun gå for langsomt. Følelserne var ofte intense. Jeg kunne være enormt glad og begejstret, og jeg kunne være dybt trist og deprimeret. Jeg kunne blive rasende på ingen tid, og jeg kunne være plaget af bekymringstanker. Jeg har stadig alle disse følelser, bare ikke lige så intenst og længe mere.

Jeg har gennem mange års terapi og meditation fundet ind til min kerne. Men det er ikke bare sådan lige. Jeg har været nødt til at åbne op for gamle fortrængte følelser af sort raseri, dyb sorg, lammende frygt og skam. Og helt ærligt, det har gjort nas! Men det har været det hele værd. Og ja, det lyder sikkert for mange lidt rigeligt hippie-agtigt eller frelst, men jeg er virkelig “kommet hjem” i mig selv.

Jeg har før læst om, at vi alle dybest set er lys og kærlighed. At det er det, vores inderste kerne består af. Jeg forstod det ikke helt. Men nu ved jeg, hvad de taler om. Nu har jeg selv oplevet det i mine meditationer. Og jeg ved, at jer der læser dette og selv mediterer regelmæssigt, I ved også, hvad jeg taler om.

Og det er ikke fordi, at nu er mit liv bare kærlighed og lys og alt er ren lykke. Mit liv er også hamrende besværligt, hårdt og fuld af problemer, jeg skal løse. Men jeg har fundet det sted indeni, som altid er der, også selvom jeg nogen gange ikke kan mærke det, fordi jeg er for stresset eller i mine tankers eller følelsers vold. Men jeg ved, hvad der skal til for at få fat i det sted. Jeg ved, at det er det eneste, der er at gøre. Få trukket mig tilbage og trække vejret. Ganske simpelt og alligevel så svært. Trække vejret og tillade følelserne og tankerne at være der. Holde op med at kæmpe imod eller flygte, men acceptere det, der er. Uden at dømme eller vurdere det. Med venlighed, blidt og kærligt. Som en altfavnende moder, der holder om sit oprørte barn.

Jo mere jeg har fat i dette sted indeni, jo mere modstandsdygtig er jeg over for andres følelser, ydre stress og negative påvirkninger. Jo bedre kan jeg træffe gode beslutninger.

Noget så simpelt som min vejrtrækning er blevet mit anker tilbage til mig selv, når der er stormvejr og oprørte vande.

 

Beslutningen om at skrive en bog.

Og nu sidder jeg så her på Ørslev Kloster og skriver på min bog. Jeg skriver den bog, som jeg selv ville have haft brug for dengang, jeg arbejdede som lærer og sad og græd i min bil fra arbejde, fordi jeg bare var så trist og følte mig så utilstrækkelig. Jeg skammede mig over, at jeg ikke var glad og taknemmelig, når nu jeg havde et godt og fast job. Jeg havde så meget skyldfølelse over for de dejlige børn og unge mennesker, jeg var lærer for. De fortjente mit fulde engagement. Jeg kunne bare ikke. Jeg brændte så meget for mit psykoterapeut-fag, og jeg længtes efter at arbejde fuld tid med det. Jeg troede, jeg kunne gøre begge dele, indtil min virksomhed var stor nok til, at jeg kunne slippe mit lærerjob. Det kunne jeg ikke. Jeg havde hørt om andre iværksættere, der bare knoklede dag og nat for at få deres virksomhed til at køre. Men det kunne jeg ikke. Det ville være en katastrofe for min familie. Jeg ville slet ikke kunne være den mor, jeg gerne ville være for mine børn. Jeg ville blive alt for stresset og den værste udgave af mig selv. Mit nærvær ville ryge. Jeg mærkede i den grad, at jeg er særligt sensitiv. Særligt modtagelig. Særligt følsom. Kald det, hvad du vil.

 

Så nu er jeg ved at skrive en bog til alle særligt sensitive mennesker, som er ved at dø langsomt af at lave noget, de ikke brænder for, og som ikke giver nogen mening for dem længere. Mennesker, som er ved at dø af skræk ved tanken om at sige deres job op og gå efter det, de drømmer om. Jeg giver al min viden og erfaring videre, som jeg selv har brugt på min egen rejse fra udbrændt lærer til selvstændig iværksætter. Den handler om de indre blokeringer, vi har i form af gamle overbevisninger, skyggesider, frygt og skam. Den handler om, hvordan vi gennem skyggeprocesser, mindfulness og meditation, kan få fat i vores sande potentiale og passion.

Læserne får min egen historie og andres historie som inspiration, og jeg ønsker inderligt, at jeg kan få andre til at smide livrem og seler og gå efter det, der får deres hjerte til at boble og sjæl til at danse.

Måske har du fået lyst til at give dig selv uforstyrret tid. Du kan tage i kloster nogle dage eller du kan låne et sommerhus, men mindre kan også gøre det. Måske kan du indrette et rum derhjemme, hvor du kan sidde uforstyrret og meditere eller skrive eller tænke. Bare en halv time hver dag. Du kan f.eks stå en halv time tidligere op før din familie, hvor der er helt ro i huset.

Kærligst fra tårnværelset i Ørslev Kloster

Lotte Palsteen

Psykoterapeut MPF

__________________________

Lotte Palsteen
Psykoterapeut København, Svendborg og Odense.
https://www.lottepalsteen.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kloster som Arbejdsrefugium - få tid til ro. Læs mere