Psykoterapeut Lotte Palsteen

Jeg var utro mod mig selv og blev syg af det.

Jeg var engang utro. Utro mod mig selv. Jeg byggede mit liv på en løgn. En løgn formet af andres forventninger og mine egne romantiske forestillinger. Men jeg var ikke klar over det.

Jeg troede virkelig, at jeg var sådan en med fuld fart på, som sagtens kunne have mange jern i ilden, at jeg elskede at være sammen med en masse mennesker hele tiden, at jeg var til fest og farver og gang i den. Jeg opfattede også mig selv som enormt god til forandringer, hurtig til at omstille mig.

 Min mand og jeg købte et stort gammelt hus med en kæmpe have, staudebede og plads til urtehave. Jeg forestillede mig, at jeg ville elske at gå og ordne hus og have. 

Jeg havde meget høje forventninger til mig selv. Jeg ville være den altfavnende kærlige mor til mine børn. Den altid lyttende og nærværende veninde. Den kærlige og støttende kone. Den dygtige, rummelige og anerkendende lærer. Og da jobbet blev lidt for nemt, så skulle jeg ud og arbejde med de rigtig udfordrende og udadreagerende børn. For jeg kunne klare det! Jeg var stærk. 

Troede jeg. For en dag hørte jeg pludselig en stemme dybt indeni sige: NU er det nok! 

Endnu engang var en dreng gået amok og havde sparket mig på mit tøj og ramt mig i ansigtet. Jeg måtte sige til min kollega, at jeg blev nødt til at køre hjem lidt før, og da jeg sad i bilen på vej væk fra skolen, med tårerne strømmende ned af mine kinder, kom stemmen igen: Jeg kører, og jeg kommer ALDRIG tilbage. Lægen sygemeldte mig med stress og udbrændthed, og nogle måneder senere sagde jeg op. Jeg kom aldrig tilbage på skolen.

 Den sygemelding var virkelig en øjenåbner. Jeg havde alt for længe skulle leve op til mine egne falske forestillinger om, hvem jeg var og skulle være. Jeg havde drevet rovdrift på mine ressourcer og var totalt udbrændt. Jeg havde misforstået, hvad det vil sige at være stærk.

 Jeg måtte i den grad revidere mit billede af mig selv. Finde ud af, hvem jeg virkelig var. Se mig selv dybt i øjnene. Favne min følsomhed og se den som en styrke og ikke en svaghed. Erkende at jeg i virkeligheden slet ikke gad bruge en masse tid på at ordne hus og have.  At jeg faktisk elsker at være alene og har brug for tid til bare at være mig eller være sammen med min lille familie uden at skulle en masse. At jeg meget nemt bliver overstimuleret af andres lyde. At jeg faktisk meget bedre kan lide at være sammen med een veninde frem for flere. At jeg elsker stilhed og at lave ingenting.

At jeg er en langsom sjæl og har brug for tid til at omstille mig. At jeg bliver totalt stresset, hvis jeg skal lave flere ting på samme tid eller hele tiden bliver forstyrret. 

Jeg mærkede i den grad, at jeg er særligt sensitiv. At jeg er både og. Både stærk og sårbar. Jeg er både til fest og farver og fredfyldt ensomhed. Jeg både elsker nye udfordringer og velkendte rutineopgaver.

 Jeg fandt ud af, at nøglen til det gode liv for mig er balancen. Balancen mellem aktivitet og tilbagetrækning med god tid til at vegetere indtrykkene. Jeg er rigtig meget både og. Både enormt følsom og sensitiv og enormt ekstrovert og nyhedssøgende. Men fordi jeg bedst kunne lide den ekstroverte fart-over-feltet-side, havde jeg ikke lyttet til min sensitive side.

 Men det gør jeg nu. Og jeg ELSKER min følsomhed og er meget taknemmlig for den, fordi den gør mig i stand til virkelig at  “mærke” mine klienter og deres følelser. Den gør, at jeg formår at skabe dyb kontakt til mine døtre og rumme deres sårbare følelser. Den gør, at jeg nemt bliver rørt, når jeg hører et smukt stykke musik, eller når jeg møder uventet medmenneskelighed på gaden mellem to mennesker. Min følsomhed giver mig nogle dybder, som jeg for alt i verden ikke ville være foruden.

 Vi mister os selv, hvis vi bliver ved med at bygge vores liv på en romantisk forestilling om, hvordan vi skal være som far, mor, kvinde, mand. Vi mister vores styrke, hvis vi bruger vores ressourcer på  at være noget, vi dybest set ikke er. Vi bliver udbrændte eller syge.

Og der findes mange kreative måder ikke at mærke os selv. Flugtstrategier iklædt et overdrevet behov for at træne, arbejde, spise, uddanne os, læse etc.

Der er ikke noget galt i alle disse ting, hvis bare det ikke tager overhånd og bliver brugt som en flugt fra at mærke os selv.

Hvad gør du, for ikke at mærke dig selv?

Hvilke strategier har du udviklet?

 Næste gang, du mærker impulsen til at “flygte” fra dig selv ved at spise noget sødt, gå ned og træne, løbe en tur, se tv eller kaste dig over arbejdet, så stop op og prøv i stedet at mærke, hvad der sker indeni. 

 Prøv at invitere dine følelser indenfor. Giv dem kærlig omsorg, som var de små børn, som alt for længe er blevet ignoreret og gjort forkerte. Mærk dem fuldt ud, træk vejret igennem dem. Gå ind i centrum af selv de mest ubehagelige følelser og mærk, hvordan de giver slip og ændrer sig. 

Hvis du tør give helt slip og bare lade følelserne bølge gennem din krop uden modstand, vil du til sidst nå ind til selve din essens. Du vil føle en helt fantastisk altfavnende kærlighed og fred. Du vil mærke DIG.

 Når du er i kontakt med denne essens, vil du mærke, hvem du virkelig er og hele tiden har været. Hvis du begynder at leve dit liv fra dette sted, vil du opleve meget mere glæde og frihed i dit liv. Du vil mærke, hvad der føles sandt for dig, og hvad der ikke føles sandt længere.

Du vil holde op med at bygge dit liv på en urealistisk forestilling og leve dit liv i overensstemmelse med den, du i virkeligheden er.

Hvis du kan mærke, at dette vækker noget i dig, så vil jeg elske at hjælpe dig til at komme ind til DIN essens på det retreat, jeg holder den 14.-16. november. 

 Jeg håber, du får en rigtig dejlig weekend

 Kærligst

Lotte Palsteen

Psykoterapeut MPF

www.lottepalsteen.dk

  __________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Utro mod mig selv, var jeg og blev syg af det. Læs mere på Levlykkeligt