Psykoterapeut Lotte Palsteen

Forældre - sådan lærer I at forstå og styrke jeres barn - teenager

“Det er ifølge Louis Cozolino, (professor i psykologi), et konstant og tilbagevendende tema i psykoterapi, at klientens forældre ikke har været nysgerrige på, hvem deres barn mon var, men i stedet haft travlt med at fortælle barnet, hvordan det skulle være, eller har ignoreret det. Denne mangel på nysgerrighed er fatal for udviklingen af et autentisk selv og er karakteriseret ved manglende synkronisering, dissonans og dysfunktionelle affektive afstemningsprocesser, der efterlader barnet i et skræmmende identitetstomrum.”

Citat fra bogen: Den indre uro af Inge S. Holm

Jeg genkender også dette tema fra mine klienter. Sorgen over ikke at have haft nogle forældre, der vitterlig var interesserede i at lytte og forstå, hvad der skete indeni dem. Savnet efter nogle forældre, der forsøgte at forstå, hvorfor de reagerede, som de gjorde. Hjalp dem med at sætte ord på deres svære tanker og følelser og var sammen med dem i det.

Forældre må være mere nysgerrige på, hvem deres barn/teenager er frem for at fortælle dem, hvem de skal være. Hvis vi forældre ikke ved, hvem vores barn er, og hvad der sker i deres indre, kan vi ikke vide, hvad de reelt har brug for og vi kan ikke spejle dem korrekt. Dermed kan vi komme til at give dem et falsk selvbillede og efterlade dem i et følelsesmæssigt tomrum, hvor de ikke føler sig set.

Drop irettesættelse og kritik og find ud af, hvad dit barn/din teenager prøver at fortælle dig.

Som forælder kan vi nemt komme til at falde i den traditionelle måde at opdrage på, hvor det handler om at fortælle vores barn, hvordan de skal opføre sig.  Det er selvfølgelig også nødvendigt til en vis grad, så længe vi fortæller dem det på en rolig og respektfuld måde. 

Men ofte bruger vi alt for meget tid på dette frem for tid på at finde ud af, hvordan det er at være vores barn og hvad vores barn har brug for.

Især når vi er pressede kommer vi til at skælde ud, irettesætte, ignorere, kritisere, råbe, true eller vi lytter ikke ordentligt efter, hvad de siger eller prøver at fortælle os.

Vi er ofte for skrå-sikre på, hvad der ligger bag deres adfærd og handler ud fra dette før vi overhovedet ved, om vi har ret i vores antagelse. 

Det har typisk den virkning, at vores barn lukker i og ikke vil samarbejde, og der sker ikke den  forandring, vi ønsker. Samtidig kommer vi til at give dem en følelse af, at de er forkerte og ikke gode nok.

Når du har sagt det samme for 117. gang, er det måske på tide at gøre noget andet.

Når der opstår en konflikt kan du i stedet gøre dette:

    • Mærk, hvad der sker indeni dig selv med venlighed og accept.

    • Vær bevidst om de tanker og antagelser du har i forbindelse med denne konflikt. Mind dig selv om, at du ikke kan vide præcist, hvorfor dit barn/din teenager handler og siger, som de gør.
    • Få ro på dig selv. Det kan være du har brug for en lille pause, gå en tur, trække vejret ned i maven eller meditere. Fortæl, at du lige går lidt, men at du kommer tilbage.
    • Læg bevidst dine egne følelser og tanker til side og “tune” dig ind på dit barn/din teenager.                                                                                               Bestem dig for at være nysgerrig på, hvad der mon sker indeni dit barn/din teenager.        -hvilke tanker, følelser, tidligere erfaringer og oplevelser, behov og længsler, er mon blevet aktiveret. 
    • Forsøg at skabe kontakt til dit barn/din teenager. Vær rolig og respektfuld. Vær nænsom og nærværende.
    • Hold inde med gode råd og lad være med at kritisere eller belære.                        Du skal allermest lytte, stille få spørgsmål og hjælpe med at sætte ord på dit barns/din teenagers indre. Nu handler det ikke om at få dit barn til at forstå, men om at forstå dit barn.
    • Det allermest afgørende for at skabe en god kontakt er, at din intention er helt ren i forhold til at ville blive klogere på dit barn/din teenager.                                     

Du må for en stund give helt slip på at ville forandre noget og i stedet sætte alt ind på at ville forstå.

Kærligst

Lotte palsteen

psykoterapeut MPF

www.lottepalsteen.dk

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Forældre - sådan lærer I at forstå og styrke jeres barn - teenager. Læs mere