Psykoterapeut Lotte Palsteen

Den eneste vej ud af smerten er ind i den

Mange har lukket af for deres følelser. De føler ikke rigtig noget mere. Ingen glæde. Alt er gråt i gråt. De lider. De har lært, at følelser er farlige og for alt i verden skal holdes nede - ellers opsluger de een og får magten.
 
Men det forholder sig helt modsat.
 
Alt det, vi ikke vil have med at gøre, vokser bare i det skjulte og bliver som en tungere og tungere rygsæk, vi må bære på. Det æder os op indefra.
 
Når vi ikke vil have med mørket at gøre, kan lyset heller ikke trænge frem.
 
Vi bliver mere og mere deprimerede, triste og mærker ingenting. Men en dag, går der hul på bylden, og det er uden for vores kontrol. Nogen gange i form af en sygdom. Det har vokset sig for stort. Det, vi har gjort alt for at holde nede og kontrollere, overmander os.
 
DERFOR er det så vigtigt, at vi giver følelserne plads. At vi tør mærke dem og vise os for andre i vores sårbarhed. Det kræver mod og styrke.
 
SAND STYRKE ER AT VISE SIN SÅRBARHED.
 
Jo mere vi er i kontakt med vores følelser og behov, jo stærkere bliver vi. En styrke og modstandsdygtighed der vokser indefra.
 
Når mennesker kommer til mig i min praksis, hjælper jeg dem ind i deres mest smertefulde og skamfulde følelser. Det er den største tillid at vise sig for mig lige der, hvor det gør allermest ondt. Der, hvor de er allermest sårbare. Og det er lige der, smerten slipper.
 
Følelserne er som små forladte børn, der længe har levet i mørke og kulde, forladt og uden kærlighed og omsorg. Nogen gange har de helt mistet troen på, at nogen vil dem det godt, og det tager tid, før de tør vise sig. Andre gange skal der ikke så meget til, før de tør træde frem.
 
Jeg ser det i mine klienters øjne, når lyset og varmen kommer tilbage i deres blik i den kontakt, der kan opstå i terapien. Det er på en måde et kærlighedsøjeblik. Ingen facade eller laden som om. Ingen fornægtelse eller dom. Bare et helt autentisk og sårbart møde mellem to mennesker. Og det er det, der heler og forløser. At lade sig blive set med kærlige øjne i det mest sårbare.
 
 
Der er INGEN anden vej ud af smerten end IND i den.
 
 
The cure for the pain is in the pain.

~ Rumi
 
Med kærlig hilsen
Psykoterapeut MPF
Lotte Palsteen
www.lottepalsteen.dk

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Smerter skal ikke holdes nede men have plads. Læs mere