Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut Linda Clod Præstholm

I dette indlæg vil jeg gerne forklare lidt om begrebet tolerancevinduet, som ofte bruges i traumeterapi. Tolerancevinduet fungerer som en metafor for, hvornår vores nervesystem er i en tryg tilstand, og hvornår det er utrygt. En forståelse af dette kan hjælpe os med at forstå de reaktioner, nervesystemet kan frembringe, samt metoder til at håndtere dem.

De fleste vil genkende elementer som belastningsreaktioner, nervesystemets regulering, stressniveauer og svimmelhed fra mine tidligere blogs. 

Personer med langvarig stress, traumer eller utryg tilknytning kan opleve, at nervesystemet bliver stressaktiveret “for hurtigt”, hvilket kan give sig udslag i angst, stresssymptomer eller voldsomme kropslige reaktioner ved minimal belastning eller situationer, som ikke burde give en stressreaktion.

Jeg bruger selv begrebet ‘et selvantændende nervesystem’ fordi man kan sige, at nervesystemet reagerer kraftigt uden en faktisk ydre trigger,  eller som reaktion på kropslige fornemmelser som fx hjertebanken. Dette hænger ofte sammen med et smalt tolerancevindue.

Tolerancevinduet er den belastningsgrænse, vores nervesystem kan håndtere uden at det reagerer, så vi bliver overvældede. Når vi befinder os indenfor tolerancevinduet, kan vi tænke klart, mærke følelser og opretholde en vis balance mellem afslapning og let stress, uden at blive slået ud. At bevæge sig indenfor tolerancevindue betyder altså ikke, at vi ikke bliver stressede, men at vi kan bevæge os frit mellem stress og afslapning.

Hvis vi har et smalt tolerancevindue, kan vi sige, at nervesystemet er overfølsomt  og så oplever vi, at kroppen reagerer overdrevent på små belastninger. Den overdrevne reaktion kan både komme som det man kunne kalde en overaktivering og en underaktivering. Begge reaktioner er nervesystemet som går i en overlevelsestilstand, også selvom der som sådan ikke er noget man skal overleve. Og derfor er reaktioner uden for tolerancevinduet ekstremt ubehagelige. Det er fx både ubehageligt og uhensigtsmæssigt, at være i en overlevelsestilstand, når man blot skal handle i en butik eller køre med bus. 

Overaktivering er præget af højstress-tilstande med symptomer som hjertebanken, åndenød, frygt og tunnel syn, mens underaktivering kan føles som kollaps, apati, følelsesløshed, svimmel og hukommelsestab. Disse tilstande kan forekomme separat eller samtidig.

Alle med belastnings- eller traumetilstande – herunder mennesker med belastningsreaktion, PTSD, C-PTSD, kronisk træthedssyndrom, og senfølger efter hjernerystelse – har ofte et smalt tolerancevindue. Det betyder, at vi hurtigere bliver stressaktiverede og dermed lettere udmattes. En vigtig pointe er, at en kontinuerlig belastning uden for vores tolerancevindue kan forhindre rehabilitering af ovennævnte tilstande.

Hvad kan vi gøre?
Når vi oplever overaktivering og/eller underaktivering, er det bedst at søge tryghed for vores nervesystem. Man kan måske sige, at jo oftere vi bliver presset ud af vores tolerancevindue, desto smallere bliver det. Reaktioner uden for dette vindue kan også tolkes som nervesystemets måde at stoppe os på. Og jo længere tid vi bruger på at lytte til vores kropssignaler, desto hurtigere aktiveres “alarmerne”. Et snævert tolerancevindue kan med tålmodighed og kærlig indsats udvides. Nøgleordene her er tryghed og kalibrering.

Mange med angst bliver præsenteret for ideen om, at de skal udsætte sig for det, der trigger dem, for på sigt ikke længere at reagere. De centrale mangler i denne tilgang er imidlertid tryghed og kalibrering, hvilket ofte kan føre til øget angst. For at illustrere hvordan vi kan udvide vores tolerancevindue, vil jeg benytte en analogi. 

Vores tolerancevindue kan sammenlignes med et lille barn, der skal føle sig trygt for at kunne udforske en ny legeplads. Når barnet går uden for dette vindue, bliver det uroligt, græder og søger trøst. Selv hvis barnet senere kommer til at elske legepladsen, kan det i starten opleve utryghed.

Som forældre ville vi ikke bare sende det grædende barn ud på legepladsen uden omsorg. Vi ville i stedet trøste det og berolige med opmuntrende ord, indtil barnet føler sig trygt. Herefter kan vi gradvist tage barnet nærmere legepladsen, måske hen til gyngen. Hvis barnet reagerer med utryghed igen, stopper vi op og skaber igen tryghed. Over tid vil nysgerrigheden genopstå, og barnet vil begynde at gribe efter gyngen.

Hvis vi tager hele processen i små, håndterbare skridt og fokuserer på barnets følelse af tryghed, vil det udvikle tillid til at udforske mere af legepladsen – helt frit og trygt, fuld af nysgerrighed.

I denne analogi er barnet vores nervesystem, og det at berolige barnet og skabe tryghed svarer til at regulere vores eget nervesystem. Hver gang vi oplever en stressaktivering, såsom angst eller dissociation, kan vi regulere os selv og vende tilbage til en tryg tilstand.

At udvide sit tolerancevindue handler altså om at kunne regulere sig selv, når man føler sig utryg, i stedet for blot at presse sig videre gennem stressreaktioner – noget, personer med stress ofte er særligt dygtige til. 

Det er igen væsentligt at forstå, at regulering ikke er det samme som undgåelse. At respektere sit tolerancevindue kan kræve, at man midlertidigt undgår visse situationer, men målet er, at man med tiden vil kunne håndtere dem igen – blot på en mere hensigtsmæssig måde.

Hvis vi vender tilbage til analogien med barnet og legepladsen, handler det ikke om at undgå legepladsen, men om at give barnet tid og tryghed til at træde frem. På denne måde skaber vi nye neurale forbindelser, der kan hjælpe os med at overvinde frygten for eksempelvis legepladsen.

Opsummering:  

• Traumereaktioner og det selvantændende nervesystem
• Et smalt tolerancevindue og dets konsekvenser
• Over- og underaktivering
• To strategier: Respekter dit tolerancevindue og udvid det gennem nervesystemregulering
• Skabe nye neurale baner for bedre håndtering

Ved at forstå og respektere vores nervesystems grænser, kan vi gradvis opnå mere resilient og modstandsdygtighed mod stress.

Læs også mine andre og meget populære blogs:

• Derfor fejler stresssygemeldinger
• Er det stress eller overgangsalder?
• Hvordan føles det at have belastningsreaktion? Og hvad har jeg lært
• Langvarig stress - det sker der i kroppen
• 3. grads stress - invaliderende stress
• Efter stress - hvem er jeg nu?
• Kanaliseret stress - Når stressen ikke forsvinder
• Regulering af nervesystemet
• Tryghed frem for ro
• Hvad er en belastningsreaktion?
• Er din stress opkørt eller udkørt?
• Hvordan går det med din stress-sygemelding?
• Stresskollaps - det værste var manglen på forståelse
• 9 ting jeg lærte af min stresssygemelding og at tage den med ro
• Hvad er forskellen på stress og traumer?
• Pas på stress i sommerferien!

Og sidst men ikke mindst, kan du få meget mere viden om stress i min podcast 'Samtaler Om Stress' .

__________________________

Linda Clod Præstholm
Psykoterapeut MPF, Traumeterapeut SEP, Stresscoach, Sygeplejerske og Yogalærer

www.lindaclodpraestholm.com
T: 22368808
MobilePay: 56959
mail@lindaclodpraestholm.com