Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut Linda Clod Præstholm

De fleste med belastningsreaktion tror næsten ikke selv på, at det er så slemt som det er. For det føles helt urealistisk. Men jeg kan beroligende sige, at det er sådan det er. For jeg har selv prøvet det. Og nu vil jeg forsøge at sætte nogle ord på hvordan det føles, og ikke mindst hvad jeg har lært om belastningsreaktion og mig selv.  

Det startede med stress

Jeg var sygemeldt i lige knap 3 år. Med det som startede med at blive kaldt stress, men som viste sig at være meget mere alvorligt, det var nemlig en stærkt invaliderende belastningsreaktion. 

Kulminationen skete i sommeren 2014, og jeg havde enormt svært ved at erkende, at jeg var ramt af stress. Det harmonerede ikke med mit selvbillede. Men min krop havde så mange stresssymptomer, at jeg næsten ikke kunne hænge sammen mere eller komme igennem en dag. Til trods for, at jeg elskede mit arbejde og ikke havde lyst til at være væk fra det. 

Min læge anbefalede mig meget stærkt at blive sygemeldt, og på turen hjem fra den konsultation var det som om hele korthuset væltede og min verden styrtede sammen. Og så mærkede jeg hvor drænet, træt og udkørt jeg var. 

Jeg havde fuld plade i stresssymptomer, som ligesom de fleste andres faktisk mest er fysiske. Jeg havde også de lidt mere alvorlige stresssymptomer, som tyder på langvarig og alvorlig stressbelastning; svimmelhed, fornemmelse af at være i en osteklokke og ekstrem udmattelse. På det tidspunkt var jeg dog ikke opmærksom på de alvorlige stresssymptomer, og der var ingen som spurgte ind til det. (Læs hvad jeg har skrevet om 3. grads stress)

Det blev ikke rigtig bedre

Selvom jeg var sygemeldt, så blev min tilstand ikke rigtig bedre. Selvfølgelig var det en lettelse ikke at skulle forsøge at udføre et arbejde, mens min krop og hjerne råbte og skreg. Men jeg blev ved at have de samme symptomer efter en, to, tre, fire, fem, seks og syv måneder. 

Okay, måske lidt bedre. Ikke hele tiden svimmel, ikke hele tiden hjertebanken, ikke hele tiden hovedpine, ikke hele tiden muskelspændinger, ikke hele tiden tinitus, osv. Men der skulle ikke meget til før det kom. Jeg følte mig som verdens største nervevrag, og alligevel tog det mig lang tid at anerkende, hvor lidt jeg tålte at blive belastet. Men jeg forstod ikke pind. Og det gjorde dem omkring mig heller ikke. 

Derfor lod jeg mig presse af lægen og kommunen og forsøgte at starte på arbejde igen. Langsomt, med de største skånehensyn. Det gik desværre rigtig skidt. Jeg fik det dårligere og udviklede nye og flere belastningssymptomer. Og ja, ikke stresssymptomer, for jeg havde nemlig i denne periode mulighed for at opdage, at symptomerne kom af belastning og ikke af at jeg følte mig stresset. Jeg følte mig nemlig ikke stresset mere. Heller ikke da jeg tog på arbejde igen. Men alligevel kunne jeg ikke klare belastningen. 

Belastningsreaktionen viser sig 

Hvis nogen havde haft den viden jeg selv har i dag, og de havde talt med mig om det jeg oplevede, så ville de kunne fortælle mig, at det var tegn på, at jeg havde udviklet en belastningsreaktion. Ligesom med PTSD, bliver denne tilstand først rigtig tydelig efter omkring 6 måneder. Men det var der ikke rigtig nogen som kunne fortælle mig. 

Men jeg måtte stoppe med arbejdet igen. Jeg kunne ikke, og det føltes ekstremt skadeligt for min hjerne. Noget som en psykolog med speciale i traumatisk stress senere bekræftede mig i. Og det skulle også vise sig, at min hjerne faktisk allerede havde taget skade. Heldigvis blev jeg anbefalet at starte på et rehabiliteringsskema, en metode jeg selv har videreudviklet og finpudset gennem syv år og erfaringer fra flere hundrede klientcases. 

Rehabiliteringen hjalp, og jeg fandt endelig ud af hvordan jeg kunne holde min belastning så langt nede, at jeg kunne opleve bedring. Om end det var i et ekstremt langsomt tempo. Jeg skulle blive en snegl, som jeg forleden dag sagde til en veninde. Hun spurgte mig om jeg oplevede et skifte i min personlighed i forbindelse med min belastningsreaktion. Og ja, det gjorde jeg, i den grad. 

Jeg genopstod som en ny person

Min nye personlighed var en snegl. Jeg måtte være langsom og tålmodig. Og jeg måtte på den hårde måde indse, at mit gamle mønster med at handle mig ud af alt og presse på, ikke duede. Det gjorde mig bare mere dårlig. Hvor andre omkring mig selvoptimerede, gik på kure, bedrev karriere og opsøgte nye mål, så måtte jeg smide alle gamle overbevisninger ud. 

Det var hårdt og ekstremt sorgfuldt at være uden arbejdsidentitet, ikke at kunne klare sociale sammenkomster, ændre kropsform og føle mig fuldkommen sårbar. Men det var det eneste jeg kunne, og hvis min dag forløb uden de alt for invaliderende belastningssymptomer, så havde det været en god dag. Hvis ikke jeg endte min dag i total kollaps, overvældelse, hovedpine og tinitus, men bare “almindelig” udmattet, så var det godt. 

Takket være mit personlighedsskifte kunne jeg observere mig selv lidt bedre. Jeg opdagede hvordan mit nervesystem på en måde overreagerede på bestemte situationer. Nogle typer af belastning gav næsten øjeblikkeligt svære belastningssymptomer. Nogen ville måske kalde det angst, men jeg var ikke sikker, da symptomerne var rent kropslige; muskelspændinger, tinitus, svimmelhed, “osteklokke”, spændinger i øje og hoved og hovedpine. Det er det, som jeg skriver om under overskriften: 3. grads stress.

Hos en psykoterapeut med efteruddannelse i Somatic Experiencing fik jeg hjælp til at mærke min krop igen og dermed også regulere mit nervesystem når det reagerede så kraftigt og pludseligt. Det gav endnu et skub i den rigtige retning i min belastningsreaktion. Jeg opdagede hvor vigtigt det er at lære arousalregulering. Og så opdagede jeg også, at jo mere jeg mestrede det, jo tydeligere blev det, at min hjerne ikke virkede. 

Fire psykiatere dømmer min hjerne ude

Under min lige knap tre år lange sygemelding var jeg forbi fire psykiatere. Én i forbindelse med min udredning på Arbejds- og miljømedicinsk klinik, to privatpraktiserende og én på Rigshospitalets hukommelsesklinik. Udmeldingen var klar: en arbejdsrelateret belastningsreaktion, som havde givet mig betydelig nedsat arbejdshukommelse. Med andre ord: Min hjerne havde taget skade, og kunne ikke klare meget belastning og kunne ikke arbejde med alt for mange informationer eller i for højt tempo. 

Det var både en lettelse at blive bekræftet i det jeg selv mærkede, men det var også skræmmende. Og så var det bemærkelsesværdigt, at ingen af dem kunne tilbyde mig behandling eller pege mig i retningen af behandling. 

Der var heller ikke nogen patientoplysning om tilstanden, som man ellers tilbydes ved de fleste andre lidelser, sygdomme og diagnoser. Heldigvis stod det mere og mere klart for mig, at min bedring afhang af to indsatsområder: 

• underbelastning 
• arousalregulering 

Så jeg fortsatte min skemalagte liv i snegletempo og jeg fortsatte min traumeterapeutiske psykoterapi. Jeg havde på en måde udviklet en ny og kærlig indstilling overfor mig selv, og jeg nægtede at lade omverdenen styre mig og udsætte mig for belastning, som ville bremse min fremgang. Jeg blev den egentlige herre i mit eget hus. Og jeg kom til et punkt, hvor jeg under de rette omstændigheder havde det godt, jeg trivedes. Selvom jeg var stærkt begrænset i hvad og hvor meget jeg kunne klare i løbet af en dag. 

Noget af det jeg opdagede i den proces, er at man kan kalde belastningsreaktion for et dynamisk handicap. Som andre der lider af dynamiske handicap, så kan mennesker med belastningsreaktion ikke altid det samme eller lige meget. Ofte vil der være størst overskud først på dagen og så vil man kunne mindre og mindre jo mere man belastes hen over dagen. Det kan også have længererækkende konsekvenser, således at meget belastning kan handlingslamme hjerne og krop i flere dage eller uger efterfølgende. 

Hvad har jeg så lært? 

Min belastningsreaktion har lært mig ekstremt meget, både om mig selv og om tilstanden belastningsreaktion, om nervesystemet, om psyken, om stress og traumer, om barndom, arbejde og rehabilitering. 

Det er meget svært for mig at fatte mig i korthed, men jeg vil forsøge at lave ti (nææ, det blev til elleve) punkter for noget af det vigtigste jeg har lært: 

• Stress og belastningsreaktion er to forskellige ting, men begge dele behandles med ro, underbelastning og arousalregulering
• Modsat stress, kan det tage flere år at komme sig over belastningsreaktion
• Belastningsreaktion er et dynamisk handicap, jeg kan ikke forvente det samme af mig over en hel dag eller fra dag til dag
• Psykiatrien / psykiatere kan sjældent hjælpe med behandling af belastningsreaktion, men de kan stille en diagnose, og det er ofte vigtigt for mødet med systemet
• Jo mere kærlig og tålmodig jeg er ved mig selv, des bedre får jeg det
• Pauser for krop og hjerne er vigtige, og jeg holdt alt for få pauser i mit tidligere liv !!!
• Jeg kan sagtens være og komme i trivsel, selvom jeg lever med belastningsreaktion og nedsat udholdenhed
• Min krop kan gennem kost og blide bevægelser finde mere balance. Det er ikke dét, som behandler belastningsreaktion, men det gør det lettere at rehabilitere. 
• Da jeg opgav håbet om at komme et bestemt sted hen eller blive “helt normal” igen, så fik jeg mere ro på og rehabiliterede paradoksalt hurtigere
• Som neurodivergent bliver jeg hurtigere overstimuleret, og det betyder at jeg hurtigere kan blive belastet og kan være længere tid om at komme mig over stress og belastning. Samtidig kan hyperfokus og hyperaktivitet holde mig fast i at gøre for meget, og dermed bremse min rehabilitering. 
• Som kvinde betyder mine hormonniveauer ekstremt meget for min hjerne og dens sundhed; min tilstand kan svinge med min cyklus og den kan forværres ved hormontab i forbindelse med perimenopause og menopause. Og måske kan den modsat forbedres ved hormonel substitution? 

Læs også mine andre populære blogs:

• Langvarig stress - det sker der i kroppen
• 3. grads stress - invaliderende stress
• Efter stress - hvem er jeg nu?
• Kanaliseret stress - Når stressen ikke forsvinder
• Regulering af nervesystemet
• Tryghed frem for ro
• Hvad er en belastningsreaktion?
• Er din stress opkørt eller udkørt?
• Hvordan går det med din stress-sygemelding?
• Stresskollaps - det værste var manglen på forståelse
• 9 ting jeg lærte af min stresssygemelding og at tage den med ro
• Hvad er forskellen på stress og traumer?
• Pas på stress i sommerferien!

Og sidst men ikke mindst, kan du få meget mere viden om stress i min podcast 'Samtaler Om Stress' .

__________________________

Linda Clod Præstholm
Psykoterapeut MPF, Traumeterapeut SEP, Stresscoach, Sygeplejerske og Yogalærer

www.lindaclodpraestholm.com
T: 22368808
MobilePay: 56959
mail@lindaclodpraestholm.com