Psykoterapeut Kresten Kay

Upersonlig udvikling

At eksistere betyder noget i retning af at træde frem. Træde frem fra verden, fra materien, fra de medfødte lænker og blive et individ. At blive personlig, vil nogen måske kalde det. Og måske er det herfra at hele ideen om personlig udvikling er opstået, herfra at udvikling er blevet personliggjort.

En misforstået opfattelse af selve det at eksistere, vil jeg mene. At eksistere er ganske rigtigt at træde frem, tage frihed og adskilthed på sig. Men ligeledes er denne eksistens betinget af det som eksistensen træder frem af. Altså af virkeligheden, medmennesker, jorden og psykiske lænker. 

Når du træder frem, påvirker du det, du træder frem fra. Du påvirker dine medmennesker og din omverden. Javist – denne påvirkning kan have forskellige grader og niveauer, men selve påvirkningen er en uundvigelig konsekvens af at eksistere. Din eksistens beror således ligeså meget på dig som fremtrædende, som den grund du træder frem fra.

Hvis udvikling og opfattelsen af udvikling forbliver personliggjort, mindskes oplevelsen af at eksistere. Da eksistensen jo netop ikke blot er personlig – og aldrig kun personlig – selvom den kan føles sådan. Din eksistens er også præget af at andre kan se og anerkende dig som et levende og individuelt menneske, på lige fod med dem selv. Dermed er det ligheden mellem mennesker der som udgangspunkt gør at vi kan se den anden som individ.

Det er først når personligt ejerskabet af udvikling afvikles, når ansvaret for og glæden ved, både mig og den anden indfinder sig, at agape opstår. Ikke et ansvar der underkender min væren, men et ansvar det er opmærksom på mig i den anden – og den anden i mig. At den anden er væsentlig for min forståelse af mig selv og min eksistens. At jeg har brug for den anden for at eksistere. Min væren-i-verden er uundgåeligt forbundet med verden og mine medmennesker. Det jeg træder frem af påvirker min måde at træde frem på. Jeg er på en og samme tid helt min egen, og kun af den verden jeg befinder mig i.

Derfor ejer jeg ikke min udvikling alene. Ansvaret kan jeg tage på mig eller lade være. Men min udvikling påvirker og er medspiller i vores fælles verden. Jeg er underkastet og påtvunget udvikling fordi jeg altid-allerede er i verden. Fordi verden forandrer sig, har jeg ligeledes mulighed for at forandre mig. Ja – jeg vil altid forandre mig. Om ikke andet, så vil min krop ældes og mine celler langsomt fornyes indtil døden banker på.

Ved bevidst at søge det åbne balancepunkt mellem individ og verden og afskrive enhver form for ophøjet personliggjort udvikling som en egoistisk fantasi, kan samhørigheden og nærværet mellem mennesker blomstre. Ikke som en tanke, men som en oplevelse af min væren-i-verden og ikke blot af personlighed.

Det nærvær der er upersonligt og anerkender at jeg eksisterer som en del af verden og samtidig som noget andet end verden. Uden at forfalde til at forherlige min anderledeshed, eller sætte omverden på en piedestal.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej Kresten,

der er da vildt gang i din pen for tiden!

Skønt med denne skriveinspiration ...

Kh Alice

Psykoterapeut Kresten Kay skriver om personlig og upersonlig udvikling