Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut Kresten Kay

Den 1. maj. Arbejdernes kampdag. En dag med fokus på fællesskab. Men måske også en dag hvor et særligt blik på afhængighed kan være på sin plads.

Jeg vedkender mig gerne min afhængighed. Ikke kun af kaffe, snus og cykelløb i tv. Snarere den afhængighed der gør at vi som mennesker er fælles. Fælles om livet og om udvikling.

Der er så megen snak om uafhængighed. Om at være selvstændig – og med denne – en ganske unuanceret opfattelse af frihed. Uafhængig af relationelle bånd der strammer. Uafhængig af samfundets gøren og laden. Et stærkt og uafhængigt individ der kan stå på egne ben og se livets realiteter i øjnene.

Men måske er en af livets realiteter netop at vi alle er afhængige. At afhængighed er en del af eksistensen på lige fod med stræben efter uafhængighed. Eller måske endda bagvedliggende denne stræben.

For er vi ikke alle afhængige af den luft vi indånder? Banalt – men alligevel sandt. For mit vedkommende vil jeg gå så langt som til at erkende at jeg er afhængig af dig. Dig som den anden jeg spejler mig i. Dig som den anden der er vidne til min individualitet og er medskaber af min verden. Dig jeg møder på gaden, ser i mit tv, hører i min radio og læser om i min avis.

Min søgen efter sandhed kan kun foregå i samarbejde med dig. Afhængig af dig, kan man sige. Jeg kender ikke sandheden om universet, livet eller mennesket. Alligevel ved jeg, at jeg har brug for dig i min søgen. Denne afhængighed tvivler jeg ikke på - og vil ej heller undvære.

Dermed erkender jeg at der er flere sandheder og at disse aldrig må underkendes eller nedgøres. At sandhed i ental er et individuelt projekt skabt i fællesskabet. For hvad er min sandhed uden din medvirken? Og hvad er din uden min? Jeg kan end ikke forsøge at nærme mig sandheden uden dit bidrag.

Som et frit menneske vedkender jeg mig denne afhængighed og det ansvar følger. Fri i min refleksion, men afhængig af den verden jeg er kastet ind i. Ansvaret følger af min tilstedeværelse i en fælles verden. En verden jeg kan forholde mig til, men ikke vælge fra. Ansvar for dig, for min næste i yderste forstand.

Ikke et ansvar der gør mig skyldig i al verdens lidelse og ondskab. Men et ansvar for at bringe omsorg, forståelse og glæde, hvor lidelse og ondskab findes. Samt et ansvar for at modtage omsorg, forståelse og glæde fra den anden, hvor end jeg møder den. Fordi afhængighed er gensidig. Den afhængighed min – og din - individualitet udspringer fra og er et billede af.

Forfaldet starter der hvor afhængigheden af den anden afvises.

Min afhængighed af kaffe, snus og cykelløb på tv, kan jeg sikkert slippe for. Om jeg vil, er en anden sag. Men min grundlæggende afhængighed af fællesskabet og den verden jeg er kastet ind i kan aldrig afskrives. Hvor meget jeg så end fastholder min ret til uafhængighed og individualitet.

Kresten Kay, Psykoterapeut

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk