Psykoterapeut Kresten Kay

Hvis du kan elske andre, så kan du elske dig selv!

Du kan ikke elske andre, hvis du ikke elsker dig selv. Et ofte benyttet og særdeles vedhængende udsagn fra den populære psykologi.

Men er det nu så simpelt? Jeg tror det ikke. Kærligheden er heldigvis langt mere nuanceret og kompliceret end som så. Desuden udvikler kærligheden sig hele tiden – det er i hvert fald min oplevelse. Jeg elsker ikke på samme måde som for 5 år siden. Og dengang jeg ikke elskede mig selv, eller måske snarere havde glemt det, elskede jeg andre anderledes end i dag. Men at gå så langt som til at sige at jeg IKKE elskede. Ja – det er næsten fornærmende.

Spørg moderen der ikke elsker sig selv, om hun elsker sine børn? Mon ikke hun ville svare "ja, naturligvis". Lad os nu antage at en eller anden får bildt hende ind, at hun ikke kan elske sine børn ”rigtigt” hvis hun ikke elsker sig selv. Velkommen dårlig samvittighed og skyldfølelse. At få besked om at du ikke kan elske andre, hvis du ikke elsker dig selv, er vand på det lave selvværds mølle.

I min praksis som psykoterapeut ser billedet heldigvis anderledes ud. Klienter der ikke elsker sig selv, elsker typisk andre rigtig meget. Det handler ikke om fravær af kærlighed, eller evnen til at elske, men mere hvordan denne kærlighed giver sig til udtryk. Ved at tage kærligheden til andre seriøst, ikke afvise den, og nænsomt arbejde med at rette kærligheden ind af, sker der ændringer. Uden at klienten får dårlig samvittighed af poppsykologiens befamlende tentakler. Og uden at der bliver sat spørgsmåltegn ved evnen til at elske.

Manglende kærlighed til en selv, er altså ikke et udtryk for en manglende evne til at elske. Blot at du har ”glemt” at kærligheden også kan indbefatte dig selv. Lad kærligheden udvikle sig, lad den vokse og forsøg ikke at definere hvordan ”rigtig” kærlighed skal være.

Måske kan kærligheden til en selv og til andre, slet ikke opdeles. Måske kræver kærlighed til mig selv at jeg elsker andre. Hvad er kærligheden hvis den ikke er delt mellem mennesker? 


Alt godt


Kresten Kay, Psykoterapeut MPF

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Jeg er meget enig!

Jeg har aldrig kunnet forstå det udsagn, og du udtrykker meget præcist hvad det i virkeligheden handler om.

Tak for det.

Kære Odd,

Tak - det har altid undret mig at denne forvildelse om kærlighed florerer så magtfuldt.

Alt godt til dig

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Psykoterapeut Kresten Kay skriver om kærlighed