Psykoterapeut Kresten Kay

Fra øjeblik til øjeblik

En grundsten i mindfulness er at søge at være opmærksom fra øjeblik til øjeblik. Den formelle siddende meditation er altså ikke mindfulness i sig selv, men en måde at søge at blive mere opmærksom i livet generelt. At være mindful handler mest af alt om at kunne bevare opmærksomheden på nuet – i dagligdagens opgaver.

Når du skærer tomater, når du venter på bussen, når du kysser børnene godnat. Måske endda når der opstår en konflikt med din kæreste og bølgerne går højt. Det er svært at lade sig rive med af drama når du er mindful. Svært at hidse sig op. Svært at tage livet for tungt.

Her dukker den væsentlige uformelle mindfulness praksis op. I hverdagens trummerum hvor du gentagende retter din opmærksomhed på det nuværende. Hvad end du foretager dig, så søg at gøre det med så megen opmærksomhed som muligt. Om det så er en kop kaffe eller et fransk kys – med opmærksomhed bliver oplevelsen mere intens og giver dig flere handlemuligheder.

Ikke blot i 15 minutter med opmærksomhed på åndedrættet, men så meget af tiden som mulig. Med større og større opmærksomhed på det der sker lige nu og mindre fokus på tanker om fortiden eller bekymringer om fremtiden. Fortid og fremtid eksisterer alligevel ikke som andet end forestillinger der udspiller sig lige nu.

Det mageløse ved mindfulness er, at alle livets aspekter kan være genstand for opmærksomhed. Intet er for stort eller småt til at lære af. Intet er hverken mere eller mindre rigtigt som udgangspunkt for dit fokus i hverdagen, om end du med opmærksomhed bliver bedre til at vælge og til at kende genstandes natur.

Rengøring, toiletbesøg, siddende meditation i lotusstilling, beroligende blingeling meditationsmusik eller stress i Netto en lørdag formiddag. Alt er lige gyldigt og det er blot vores hang til opdeling og værdisætning af oplevelser der skaber forskellen på lotusstillingen og toiletbesøget.

Hvis mindful forbliver en etikette, et ophæng for identiteten, så er hele ideen røget af fløjten. Og det smukke udgangspunkt blevet endnu en knage for det sårede ’jeg’. Hvis øjeblik til øjeblik, bliver når ’jeg’ har tid og lyst, så forkætres opmærksomheden af samfundets tidsopfattelse. Hvis mindfulness er noget der proppes ind i den ellers overfyldte kalender og afgrænses til korte sessioner. Hvis rettet opmærksomhed kun søges i bestemte situationer eller med bestemte mennesker.

Pludselig har opdeling af oplevelser sneget sig ind af bagdøren og fornemmelsen af rigtig og forkert gjort sit indtog. Fra øjeblik til øjeblik værdibestemmer ikke det enkelte øjeblik, men lader øjeblikket udfolde sig uden fordømmelse.

Bevares, tidsafgrænset siddende meditation er et godt sted at starte. Lad dig bare ikke forlede til at tro at den formelle meditation er endemålet. Det er blot træning.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Totalt enig!

Lige vand på møllen.

Der er så mange muligheder i dagligdagen. Det behøver nemlig ikke være formelt, når det først kommer ind "under neglene".

Kh Alice

Mindfulness grundsten af Psykoterapeut Kresten Kay på Levlykkeligt.dk