Psykoterapeut Kresten Kay

Angst - mine kattes visdom

Jeg har to katte. Uffe og AG. De er naturligvis verdens mest vidunderlige katte og jeg nyder deres selskab. De har lært mig meget – også om angst!

I min praksis møder jeg flere og flere mennesker der lider af angst. I mange forskellige udtryk og med forskellige fortegn. Gennemgående for alle er at angsten er et problem som de allerhelst vil af med her og nu. Det kan desværre bare ikke lade sig gøre. Jo – hvis du tyer til flasken, hash eller din læge har udstyret dig med en recept på valium. Men det er jo bare som at tisse i bukserne. Angsten skal nok komme igen, med fornyet kraft.

I vores samfund er der en klar tendens til at vi ikke må vise vores sårbarhed. Ikke vise at vi er bange og ikke kan overskue livet i perioder. Det er bevidsthedens bagside, tankernes ulempe. Vi kan reflektere over det at vi er angste. Og prøver gang på gang at forstå angsten med vores rationelle hjerne, for blot at blive angste igen. Vores rationale er en god støtte imod angsten, hvis den vel at mærke bliver brugt på den rigtige måde.

Tilbage til Uffe og AG. Især Uffe, min røde hankat, er noget af en bangebuks. Ved den mindste unormale lyd bliver han straks urolig og opmærksom. Enkelte gange, når naboens hund har været efter ham, ryster han og spænder i hele kroppen. Derefter finder han et trygt sted, måske på min mave, og falder til ro. Han tænker ikke et sekund over at angsten er ’forkert’ eller er bevidst om at han ikke må vise sin svaghed. Derfor kommer han hurtigt over angsten og lader sig ikke påvirke mere af det. Næste gang han er udenfor er han ikke angst – før hunden dukker op igen. Faktisk kan man sige at angsten er hans ven, idet han jo sandsynligvis ville få problemer hvis hans lille krop ikke reagerede instinktivt på den fare som naboens hund udgøre. Uffe er et klogt lille væsen, der ikke lader sin krops naturlige processer være andet end det – naturlige processer. Han lader kroppen og angsten arbejde, så han kan overleve bedre i verden.

Vi mennesker har det med at dømme os selv når angsten stikker sit brutale hoved frem. Og vi tolker den ofte som en fjende der ikke skal styre vores liv. Vi bekæmper den med næb og kløer og ligger ikke mærke til vores krops signaler. Signalet om at det er på tide at finde en tryg hule og samle energi. Jo mere vi bekæmper angsten og nægter at lytte til den, des mere magt for den over os.

Vi kan blive angste i mange situationer, i køen i supermarkedet, til fester, når en bil næsten kører os ned, når vi står midt i en skilsmisse osv. osv. Nogle af disse situationer er ikke farlige for vores liv. Vi er ikke i livsfare. Men angsten viser os at der er andre aspekter af vores liv vi måske ikke tør kigge på. Angsten i supermarkedet kan opstå fordi du ikke passer på dig selv i dit parforhold eller på dit arbejde.

Der hvor den rationelle del skal være med, er når vi skal udfordre og undersøge angsten. I supermarkedet lærer du ingenting ved at tvinge dig selv til at blive i angsten og blive i køen al for lang tid. Du lærer ved at mærke efter i din krop, tale med den og hvis angsten bliver for meget – ja – så gå tilbage i din trygge hule. Uden fordømmelse. Du skal nok finde kræfter til at gå i supermarkedet en anden gang.

At håndtere din angst handler om eksponering og beskyttelse. Det ved mine katte (især Uffe!). Men det er der så mange mennesker der har glemt det.

Alt godt

Kresten Kay

 

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Angst - mine kattes visdom. Læs Psykoterapeut Kresten Kay