Psykoterapeut Kresten Kay

Afstande i det indre Arktis

Her til formiddag har jeg haft fornøjelsen af at være en tur på Louisiana. Ud over glæden ved at bevæge sig rundt på dette skønne sted, var det en udstilling om Arktis, der denne søndag formiddag bragte min lille familie og mig til Humlebæk.

En udstilling om Arktis og dets tiltrækning af drømme, visioner, mareridt, virkelighed og kunst. På mange måde en udstilling jeg vil anbefale, men det er nu ikke dette jeg vil skrive om her. Snarere hvilke tanker som udstillingen satte i gang.

Et fokus i udstillingen er fornemmelsen af afstand. Og hvordan Arktis, de store vidder, isen og den voldsomme natur, påvirker menneskets oplevelse og fornemmelse af afstande. På en planche bliver afstand beskrevet således:

”Afstand er et permanent problem i Arktis. Man kan ikke bedømme afstand. Man kan lære sig selv, at ting er længere væk end man tror, fordi man nu ved, at det er sådan. Men man kan ikke opleve det. Afstand kan også slå om i afstandsløshed, fordi det på en måde ikke betyder noget, hvor man er – med mindre man har ærinder i isørkenen. Det er som om hele verden følger med, når man bevæger sig. Arktis er ikke en destination, det er et element man er i.”

Ganske smukt, synes jeg. Og rammende i sin betragtning om afstand og skelnen mellem destination og element. Måske også et passende billede på personlig udvikling og arbejdet med sig selv.

Utallige gange har jeg hørt fra klienter, venner og bekendte - den forståelige - men noget urealistiske opfattelse af, at deres problemer kan forsvinde ved blot et par enkelte terapeutiske samtaler eller ved komplet hengivenhed til spirituelle/filosofiske/politiske/religiøse/badedyrs tilgange til livet. Et fromt ønske og nogle gange bliver jeg da også glædeligt overrasket over menneskers kapacitet til hurtig forandring.

Dog er det oftest en lang og hård vej – til destinationen eller til at indse at destinationen slet ikke er pointen med at bevæge sig. Det er så ufatteligt svært at bedømme afstande i det indre Arktis. Hvor både drømme, håb og fantasier er tæt knyttet med mørke, truende farer og elementernes rasen.

Håbet om at nå destinationen i det indre arbejde, er tydeligt hos så mange af de mennesker jeg møder. Og jeg kender det selv. Den naive forestilling om at jeg skal nå et bestemt sted hen - som ikke er her - og så er alt godt. Sådan var det også for mig i starten, da jeg som ganske ung lukkede op for Pandoras æske og vendte blikket ind i mit indre kaotiske ishav. Virkeligheden har vist mig at arbejdet er kontinuerligt, om end fokus ændres undervejs.

Destinationen er der jo mange mennesker der tilbyder og det kan være svært ikke at lade sig narre af den upålidelige afstandsbedømmelse. En fast forankret sandhed og et tydeligt mål. Tilbud der i mine øjne omhandler destinationer af fri fantasi og ikke forståelse af det element mennesket befinder sig i. Tilbud som måske intet andet har at byde på, end at fare vild i isørkenen og fortvivlelse over at destinationen igen og igen forsvinder i horisonten. Destinationer er gode hvis jeg skal køre fra A til B i den materielle verden, men ikke i forståelse af mit indre. Først når visdommen om at bevæge sig i et tilsyneladende uendeligt element opstår og håbet om en endelig destination svinder ind, viser lyksaligheden sig.

Den lyksalighed der opstår af at give slip på ønsket om et bestemt ærinde. Ved at opgive at tvinge en temporær vilje ned over uendeligheden; og tværtimod lade den temporære vilje være underlagt og udspille sig i uendeligheden. Den lyksalighed der blot observerer og ikke lader sig forlede af narrefulde destinationer. Det er netop når afstandsløsheden opleves, at lyksaligheden indfinder sig. Når destinationen altid er lige nu og her – og ikke et sted jeg skal bevæge mig hen imod.

Alt godt

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Psykoterapeut Kresten Kay skriver om Arktis