Psykoterapeut København Katrine Boeck

Vedblivende sårbarhed og skam

En mere vedblivende sårbarhed kan præge et menneske livet igennem. Men at sige, at man ikke er videre, oplever jeg er en kæmpe provokation for det etablerede samfund. Vi mister ganske enkelt anerkendelse, når vi begynder at sagtne farten, og ikke løber med.

Når der er tale om langvarig sårbarhed, kan det imidlertid være nødvendigt at sagtne farten betydeligt over længere tid. Nedtoningen af det aktive liv vidner om behovet for tid til at fokusere på at begå sig i sin sårbarhed. Tid, som vi ikke kan sætte tid på. Et tomrum, en væren. Og en livsstilsændring til en langsommelighed, som ikke udfolder sig på en langtidsholdbar måde, når vi rejser væk nogle måneder med familien, eller omlægger vores karriere. Disse tiltag kan give en midlertidig ro og langsommelighed. Men der er flere skridt at gå stille i stilhed.

Uden et nyt niveau af bevidsthed, er disse korttidsændringer ikke med til at forebygge det stigende antal sygemeldinger vi ser for tiden pga. stress, og hvor angst, depression mv. ofte er inde over eller grund til stressen. Der arbejdes ikke dybt nok med stress, når den kun ses isoleret, når man f.eks. betragter stress som en kort reaktionsperiode uden følgevirkninger eller tråde til en egentlig mistrivsel eller sårbarhed.

Trods de massive omkostninger, og ønsket om at finde måder at begrænse ”epidemien” på, så accepteres sygemeldinger som en del af et normalitetsbegreb, mens den vedblivende og mere langvarige sårbarhed problematiseres. Når de mennesker, der ikke bare kan skubbes i gang igen hurtigt, ikke rummes i samfundets kasser, så falder individet ud af fællesskabet. Og det med en udstillelse af de manglende evner til at komme videre op på hesten.

Derfor lægger vi os alle gevaldigt i selen for at vise omverden, at vi er videre. At der ikke er noget galt med os nu. At alt er løst. Og her får vi måske pakket for meget sammen af os selv i situationer, hvor vi er ramt. KOM NU VIDERE! Jeg må også videre. Jeg skal og bør fixe mig selv og det, og det, og det… Disse sætninger tror jeg rammer den værdi, som vi kollektivt set lever for. Jeg hører sætningen igen og igen. Også den dag, da jeg så et tv-program om den unge pige, der havde oplevet en voldtægt, og som havde ringet ind til Tine Bryld for ca. 30 år siden. Nu her i Aftenshowet, genhører og genoplever hun radio samtalen med Tine Bryld. Den mandlige interviewer i Aftenshowt rystes lidt ud af den, da han ser den voldtagede dames påvirkning af genhøret, hvilket synes at komme bag på ham. I et forsøg på at genfinde fodfæste i denne shaky situation, trækker damen det kort, der kan få situationen under kontrol. ´Jeg er videre´, siger hun.

Det er skamfuldt ikke at være videre; pinligt og uværdigt at hænge i den. Så er man negativ, eller piller navle. Dem, der ikke kan så meget, de må også være dovne. For når man ikke har nogle tydelige ”defekter”; så er vi jo lige alle sammen. Vi SKAL alle sammen videre, hvad enten vi kan eller ej. Hele tankegangen i samfundet baserer sig på, at man kan kontrollere sig til vækst. Grundtankegangen i det er at vi SKAL vokse. Det er blot et spørgsmål om at hælde det rigtige på i den ene ende, for at der i den anden kommer vækst ud. Ikke bare ses det på arbejdsmarkedet, i offentlige instanser som sygehusvæsenet, og i beskæftigelsesreformer med evindelige arbejdsprøvninger og aktivering. Det er en falliterklæring at give op. Men for sårbare, der allerede har et job i at håndtere deres sårbarhed, er det eneste rigtige sådan set at slippe ”rigtighedsprincippet” og at acceptere, at man ikke kan følge med, og herfra at lære at håndtere det livsvilkår. Det handler i bund og grund om, at man som sårbar må skabe sin egen vej, og køre et parallelt spor med det vi opfatter som normalt. Sige ”det er min vej”, og den er god nok.

På sigt er det mit håb, at vi accepterer sårbarhed mere, og at omsorg igen kommer i højsædet, det vil sige, at vi drager omsorg for hinanden, når vi er allermest sårbare. De chefer jeg har haft, har ikke haft noget som helst beredskab i forhold til sårbare mennesker, andet end at sende dem til en psykolog. Og det er en falliterklæring, at andre skal deale med det, da det ikke øger omsorgen i hverdagen, hvor tingene opstår, og det endvidere alene bliver den sårbares ”problem”. Og dermed også skamfuldt, fordi vi individualiserer sårbarhed, selv om sårbarhed rent faktisk er fællesmenneskeligt. Vi ved, at skamfølelser er et vilkår i både den kortvarige og den langvarige sårbarhed. Men i den langvarige, skaber førnævnte problematisering og udstillelse mangle flere lag af skam. Med sådan en tyngde, går skammen fra at være den normale bonerthed vi mennesker har til at beskytte os, til at være en skam der gør hele personligheden forkert, fordi man grundlæggende ikke er god nok.

Sådan en skam er langt mere kompleks og af relativ blivende karaktér, fordi den forgrener sig ind i alle kroge af krop og sjæl. Sådan en skam kommer man ikke bare videre med.

Via skammen bliver ”svaghederne” ved at være sårbar mere individuelle. Det bliver til en byrde den enkelte bærer på. Men vi må huske, at det ikke kun er langvarigt sårbare, der lider under vores store fokus på at være videre. Alle rammes. For det taler ind i, at der er noget vi skal nå. Et mål vi skal forløse i vores liv, som ikke tillader langsommelighed. Det er et gigantisk pres at skulle finde vej i at forløse vores individualitet. Det er nok individualiseringens mest negative side, fordi vi med den øgede frihed, samtidig har stort fokus på nytteværdi, hvilket jo er en meget gammel tankegang, som ikke har fulgt med den frihed, vi ellers oplever. Her kan vi få bildt os selv ind, at vi er blevet meget frie., frem for en forlænget arm på arbejdsmarkedet. Og tankerne om nytteværdi griber godt ind i vores selvopfattelse. Med pangoverskrifter som slipdinangstnu, og kom stærk ud af din angst, understreges værdier i samfundet, som hylder det at komme hurtigt og stærkt over på den anden side til helbredelse og forløsning; på vej mod et nyt mål. Så vi igen kan være stærke. Når vi er stærke og robuste, så er vi en de luxe ressource for arbejdsmarkedet.

Når man så på bagsiden af politiken mødes af en annonce for et foredrag med titlen ”hvad er du bange for”, med fokus på at provokere/udfordre almen bekymrethed; og der konstant tales om, at undgåelse af det ”normale” liv er farligt; ja så er der kun en vej vi anvises: at mase på og at presse løsninger frem.

Styrke i kombination med hurtigt tempo er værdier, som i moderne tid føres ind i sundhedsverdenen. Når vi taler helbredelsens værdisæt, ser vi etableringen af systemer, der fikser den syge/svage. Ud i den anden ende af samlebåndet kommer mennesker, der forsøger at tilpasse sig tempoet og at undsige sig svaghed. Alle ved godt, at det hele handler om at komme op på hesten igen og videre. Parathed hos den enkelte er ikke noget, der er øje for. For parathed er en luksus. Vi må alle udvise den, og må guds nåde være med den, der ikke er parat. Det eksisterer ikke. Det er ikke muligt for systemet. Kassen til ikke-parathed er afskaffet.

Sådan et sundhedssystem inddrager ikke samfundets rolle, og skaber derfor intet fællesskab omkring det enkelte menneskes sygdomme og reaktioner på pres.

Den enorme selvhjælps trend understøtter ligeledes individets enegang, og synes at være et marked, der er opstået som følge af, at vi søger hurtige svar i forsøget på at komme hurtigt videre. Hele det alternative behandlermarked har stort fokus på saliggørende svar, der forløser. Når der er så mange tilbud om færdigpakkede svar, kan det synes som en mangelvare at tilbyde ufærdige svar. Men hvor der ikke er parathed, er ting ikke færdige. Faktum er, at mange ting er uforløste, og at vi må leve med frustration, vrede og sorg over, at vi ikke altid kan styre verden der hen, hvor vi vil.

Jeg har blind tillid til, at alle mennesker har kloge svar selv. Jeg tror på retten til at være langsom og grundig, og at ro til fordybelse er essentiel for vores sundhed og vores evne til at håndtere sårbarhed, hvad enten den er kortvarig eller langvarig.

At opretholde en langsomhed, en grundighed, en ro og en fordybelse er en kæmpe udfordring for den langvarigt sårbare, da det er selve kampen med samfundet og normalitetsbegrebet, der er i spil.

Men hvis ikke man skal fremmedgøres over for sig selv og distancere sig fra ens grundlæggende behov, så er det vitalt og essentielt at rumme og acceptere det svære, fremfor at  modarbejde, flygte fra og fortrænge. Det kan derfor være nødvendigt at anerkende sin sårbarhed, selv om samfundet gerne vil fixe og fjerne den.

Hvis du vil læse mere om skam, så klik her http://levlykkeligt.dk/skam_som_f%C3%B8lelse

 

 

__________________________

Katrine Boeck, Psykoterapeut og parterapeut i København/Lyngby.
Læs mere på: http://coachcare.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Skam hos den der vedbliver at være sårbar. Læs mere