Psykoterapeut København Katrine Boeck

Taber du dig selv eller tager du ansvar for dit liv?

Mange i tidens Danmark mærker noget ”kradse” eller puste i nakken – men har typisk haft travlt med at lukke det ned i en kasse, hvorfra den forstås som en irriterende ´trolden op af æsken´. Herfra popper trolden op og laver vrøvl en gang imellem. Men så længe den holder sig nede i kassen, så er den skjult og dermed ikke synlig, og det nyder mange umiddelbart, fordi de her slipper for at blive konfronteret med den. Hvilket er helt i tidens ånd, og en normal adfærd, fordi vi ikke magter at tage mere ind.

Men det er os selv vi ikke tager ind, og hermed sker der et selvtab. Det spørger mange mig, når jeg bruger ordet. Så omformulerer jeg begrebet og svarer med mere de måske mere forståelige ord: ”det er at miste sig selv”.

Skaberen af psykoanalysen Sigmund Freud siger, at selvtabet er når jeg'et er blevet fattigt og tomt.

Når vi selv er rykket ud og andres værdier, følelser og behov er rykket ind, så vil der opstå følelser af tomhed og meningsløshed.

Den schweiziske psykoterapeut Alice Miller er kendt for sin tilbundsgående beskrivelse af selvtabet i hendes bog Det selvudslettende barn. Her beskriver hun selvtabet som et falskt og dødt selv:

Tilpasningen til forældrenes behov fører ofte (men ikke altid) til udviklingen af ´som-om-personlighed´ eller det, man hyppigt kalder det falske selv. Personen udvikler en holdning, hvor vedkommende kun viser det, der forventes af ham, og helt smelter sammen med dette billede. Det sande selv kan ikke udvikles og differentieres, fordi det ikke kan leves. Forståeligt nok klager disse mennesker over følelser som tomhed, meningsløshed, rodløshed, for denne tomhed er yderst reel. Der har faktisk fundet en tømning, en forarmelse, et partielt drab på mulighederne sted. Barnets integritet er blevet krænket, og dermed er det levende, det spontane blevet kappet af. I disse menneskers barndom optræder der somme tider drømme, hvor de oplever sig selv som delvis døde.

Også de danske forfattere Marianne Davisen-Nielsen (Psykoterapeut MPF) og Nina Leick (Cand. Psych.) har beskrevet selvtabet i bogen Den nødvendige smerte: Prisen er selvtabet. Det betyder, at barnet må opgive at forstå, ja endog registrere sine egne følelser. Havde forældrene kunnet rumme barnets mangeartede følelser, kunne selvet være forblevet levende.

Der er altså mulighed for at udvikle og opleve selvtab allerede i vores barndom, hvor det så automatisk vil følge med os op i voksenalderen, medmindre vi får bevidsthed om, at der er tale om et selvtab – og endvidere starter en proces op med nye valg, hvori vi ikke taber os selv.

Også i kriser er det muligt at udvikle selvtab. Når vi er i krise og er blevet overvældede og på ny skal nyorientere os mht. at finde ny måder at være i verden på, så vil vi i en periode være ude af os selv. Her opstår muligheden for, at vi farer vild i personlighedens terræn på vejen hjem, dvs. mister os selv i et selvtab.

Selvtab er ikke et ´for evigt tab´. Vi kan gå ud og ind af selvtab. Så det handler selvfølgelig om at tabe os selv mindst muligt, og altid at finde tilbage – igen og igen hver gang vi mister fodfæstet og os selv.

  

I selvtabet kan vi komme til at

miste vores personlige integritet.

Judith Lewis Herman

 

 

Modsætningen til ignorans og det iboende selvtab er ansvaret.

At tage ansvar er grundlæggende for at kunne arbejde med sin trivsel. Arbejdet står simpelt hen stille, hvis ikke vi tager ansvar.

Det kan godt være, at det er unfair, at de voksne løb fra deres ansvar, da vi var børn. Eller at lægerne eller ens venner, eller hvem der er med i ens trivselsbillede, ikke støtter og tager ansvar nok. Eller at chefen er dum, eller andre er for meget.

Men det betyder ikke, at vi ikke selv kan tage ansvar for vores egen virkelighed. De voksne, vores venner, vores nuværende familie, kollegaer, chef, læge eller andre kan måske ikke forstå os – af forskellige grunde. Jeg ser det tit, at man arbejder for forståelse og accept ude i sine omgivelser – og at man desværre arbejder forgæves. Omgivelserne vil, eller kan ikke alle sammen forstå os. For det er menneskeligt umuligt at forstå noget, man ikke selv har prøvet – medmindre ens empatiske evner er meget udviklede.

At tage ansvar kan være forbundet med skyld og skam, samt følelser af forkerthed. For at lette os selv for forkertheden kan vi komme til at fralægge os ansvaret, f.eks. ved at vælge at se os selv som ofre.

Selv om det ofte sker ubevidst, så er det ikke kønt at møde en, der er hoppet op i offerstolen. For det er dybest set en forskydning af ansvar. Det ansvar, som netop sætter os i stand til at håndtere livet, da handlemulighederne opstår via ansvaret, vi tager.

Jeg opridser noget af det, som du kan få at vide hos en terapeut første gang, du kommer med nogle livsvanskeligheder. For at tage ansvar udelukker bestemt ikke, at man henter støtte og hjælp. Tværtimod kan det blive så meget nemmere at tage imod hjælp, når man også er villig til at tage ansvar. Derfor er det en terapeuts opgave at kunne hjælpe med at motivere til ansvar. For ellers løber den gode og konstruktive proces af sporet.

Forskydningen af ansvar ser vi ikke kun i offerrollen, men også i et par andre roller, man kan vælge at gå ind i.

De to andre roller er: redder og krænker.

Jeg synes egentlig det er mere dækkende at kalde det for ´positioner´ i stedet for roller, fordi det mere handler om et sted, man vælger at stå i livet, end noget man klikker ud og ind af hele tiden.

Både de to positioner ´redder´ og ´krænker´, samt ´offer´ positionen, er skildret i den dynamiske model Offer, redder, krænker trekanten. Modellen viser, at man ved at indtage en af de 3 positioner, kan fastholde sine omgivelser i en dynamik, hvor de tvinges – eller i bedste fald ”inviteres” – til at indtage de andre positioner. Medmindre omgivelserne tager ansvar og bliver hjemme hos sig selv, og ikke sætter sig på en af stolene i positionerne og dermed går med i dynamikken. For man kan træde ud af det felt, som andre lægger op til, at man indtager.

I mange sammenhænge ses dynamikker mellem mennesker, hvor ingen er hjemme hos sig selv, og hvor ingen derfor tager et ordentligt ansvar.

Men arbejder vi for at hvile i os selv, har vi en modgift mod at glide eller at blive presset ud i positioner, som dybest set er destruktive.

I min egen historie er det foregået sådan, at jeg har været meget vred på mine forældre, fordi de bevirkede, at jeg havde en gennemgående utryg barndom. Jeg syntes alt var deres skyld og ansvar. Således også at jeg fik et godt liv fremover.

Min vrede betød, at jeg afskar forbindelsen til min far i flere perioder fra jeg var 13 år til jeg var 45 år, hvor han døde. Da jeg var i 40´erne, afbrød jeg også kontakten til min mor i næsten to år. Jeg er meget knyttet til min mor, og fraværet af hende i de to år gav et enormt afsavn og en stor sorg, og nedlukningen lukkede simpelthen ned for livet i mig. Så jeg genoptog kontakten efter et par år og begyndte i stedet at udtrykke mine grænser, samt intensiverede kærligheden og omsorgen til mig selv. Den har jeg opøvet – dvs. trænet og valgt til – samtidig med at jeg har fravalgt og sluppet forestillingen om én bestemt ydre kærlighed fra. Det beskytter mig på en god måde, hvor jeg ikke skal have noget bestemt i kontakt.

Det betyder ikke, at jeg ikke har længsler. De lever skam i bedste velgående. Men jeg stopper ikke med at trække vejret, når tingene ikke kommer præcis, som jeg har brug for.

Jeg har stadig ønsker for en god kontakt – eller det jeg definerer som god kontakt. Men jeg er ikke afhængig af den, fordi jeg nu har en god kontakt til mig selv.

At jeg tager ansvaret for mig selv, har lært mig at skabe noget, der er skræddersyet til mine behov. Jeg har skabt et nøjagtigt spejl til mig og mine behov helt ned på niveau med, om mit knæ har brug for at blive holdt på. Det lyder måske mærkeligt. Men det at få øje på kroppens ”meget almindelige” signaler, som kroppen jo taler igennem, er en kærlighedsforbindelse. Og den får mig til at slappe af og hvile i mig selv.

Når man hviler mere i sig selv, betyder det imidlertid ikke, at man holder op med at have brug for ydre ting. Men det bliver lidt nemmere at acceptere livets gang og fortsat trække vejret, når det ydre svar ikke kommer der, hvor man har brug for det.

Jeg forstår, at det kan være svært at få øje på, at man har et ansvar – og at man kan tage det ansvar. I stedet for at flygte eller ignorere ansvaret, og dermed tabe sig selv. For det gjorde jeg selv i de første 35 år af mit liv.

Hvor finder vi veje til at tage ansvar uden at gå i stykker, når vi nu forlader flugten og træder ind i det komplicerede og lidelsesfyldte? Det gør vi ved at søge rådgivere, der kan hjælpe med den proces det er at tage ansvar.  

Teksten er fra min bog Træf bevidste valg for din trivsel livet igennem, nærmere afsnittet om tendenser i tilgangen til det menneskelige aspekt i samfundet. 

 

__________________________

Katrine Boeck, Psykoterapeut og parterapeut i København/Lyngby.
Læs mere på: http://coachcare.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Taber du dig selv eller tager du ansvar for dit liv? Læs mere