Essensen i skam

Skam er en ikke-sproglig oplevelse, som bare er eller ikke er tilstede – som en autonom følelse uden kontakt, der kan tænde og slukke. En følelse - som når den rammer dig - har sneget sig ind i os, uden om alle barrierer, og nu har sat sig som en tæge, som vi ikke kan få helt ud – hvor benene bliver siddende.

At følelsen går hen og bliver nærmest autonom, viser at det er en følelse, der ofte er ubevidst. Ikke at den ikke har bevidsthed. Men den er som en oplevelse. Ikke en god en. Og så er den meget kropslig. Stivnen, blussen, panik, angst, livet der stopper. Skal vi finde begreber, der kommer tæt på, og som vi kender, kan skammen minde om følelser af lavt selvværd, flovhed, pinlighed og forkerthed.

Har vi ikke fået et kærligt og rummende spejl i vores barndoms skabelse – er vi ikke blevet set, som dem vi er, men fejlfortolket, så vil der med stor sandsynlighed være opstået en skam. Det bliver nu svært for os at være oprigtige, fordi vores rigtighed har fået en forvrængning - og nu er forkert. Det behøver ikke være løgne – det er blot ikke oprigtighed. Det er en maske, der er mester i at skjule alt, hvad der er helt naturligt.

Skam er derfor et konstant og krævende arbejde i at være noget andet, end man er. Det kan være et fuldtidsjob at have skam, og det at være med andre mennesker på job og privat være meget udmattende.

Skam er et tab. Tabet af dig selv. Af naturlighed og oprindelighed, ægthed og spontanitet. Tab af ubekymrethed.

Skam er et selvtab.

Men skam er noget, vi kan arbejde med – og måske bør arbejde med, set ud fra alvoren.

Skammen foregår ikke bare autonomt - som noget, der har sit eget viljesliv. Den opererer også i det skjulte. Andre kan ikke nødvendigvis se skammen. Det betyder, at vi kan gå rundt med den i årevis, uden at vores omgivelser reagerer. At den er skjult siger også noget om dens ”mudrede” karakter. Den vil mærkes som et stærkt ubehag – men hvad er det, at vi mærker? Den er nemlig svær at genkende. For vi har ikke så meget sprog for skammen i vores samfund. Selv om vi nu har haft en norsk TV-serie af samme navn, og en ´Skammerens datter´. For hvad er det der skam egentlig?

En, der har meget sprog, er tidligere chefpsykolog på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland, Lars J. Sørensen. Han har bl.a. skrevet bogen ´Skam- medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord´. I forbindelse med kurset ”Skam, selvet og menneskelighed” (dp.dk), afholdt i Dansk Psykolog Forenings regi, skriver han følgende:  

”Den psykiske smerte ved skam er langt den største og mest invaliderende, men overses alligevel ofte.”

Netop den udtalelse kommer i forbindelse med en kontekst, hvor begrebet skam holdes op mod begrebet skyld – og hvor han altså her udtaler, at det at føle skam er langt mere invaliderende end det at føle skyld.

Lars J. Sørensen siger lidt mere om det skjulte aspekt på Depressionsforeningens hjemmeside:

”Skamfølelsen ligger ofte skjult bag andre lidelser, og kan være svær at få øje på. Depression og angst kan så at sige forvirre billedet, så det kan være svært at få øje på den skjulte skam. ”

Her har vi igen det skjulte ikke-synlig aspekt over for de mere synlige tilstande (her depression og angst), som diagnoserne er med til at synliggøre.

I skammens oprindelige forhold ligger der et tab af tilknytning, fordi der har været forhold i tilknytningen (relationens ressourcer eller mangler på samme), der fremmede fremkomsten af skammen. Det at være et individuelt sandt menneske (barn) i forhold til et individuelt sandt menneske (de primære omsorgspersoner/forældre i de tidlige år) er jo blevet forvrænget, hvorfor tilknytningen også vil være blevet forvrænget.

Det sætter en fed streg under, at der skal arbejdes ud fra det relationelle aspekt i enhver behandling af skammen, såvel som i tilstandene oven på skammen - det være sig depression, lavt selvværd, angst, stress/PTSD, psykosomatiske symptomer, funktionelle lidelser etc., som måtte være en udspringer af skammens stærke natur af selvdestruktion.

At relationen er omdrejningspunktet, hører vi også Lars J. Sørensen sige her (fra dp.dk):

”Skadevirkningerne af ikke-erkendt skam kan være den største enkeltfaktor bag psykisk sygdom og være afgørende for utilstrækkelig psykoterapi. Skam er imidlertid en skjult følelse, der typisk forværres ved omtale og bevidstgørelse. Det påhviler således behandleren at have kendskabet og fingerspidsfornemmelsen til at arbejde med skamfølelserne.”

Derfor er det essentielt, at der tages en snak med terapeuten om begrebet skam. Det er vigtigt at fortælle, at der måske kan være tale om skam, samt at spørge til hvordan terapeuten vil arbejde med det, og ikke mindst om terapeuten har andre klienter med skam, og evt. egen erfaring.

 

Foto af Carsten Hawk Høgh

__________________________

Katrine Boeck, Psykoterapeut og parterapeut i København/Lyngby.
Læs mere på: http://coachcare.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Essensen i skam. Læs mere