Selvtab
14/12/2020 (320 hits)
Alt så ud til, at jeg skulle have en super karriere og et godt socialt liv – men noget gik galt i starten af 20´erne, hvor jeg pludselig blev mere og mere syg.
For mig var det svært at opdage og erkende, at jeg var præstationsramt, og siden at håndtere, at jeg kører i et andet gear, end man normalt gør i et moderne samfund. Jeg har skullet lære at forholde mig til min præstationsramthed og håndtere dens belastninger og følelsesmæssige tilstande på mange niveauer. Bl.a. har det været behæftet med stor skam at være flyvende i en eller anden grad, men altid i mit eget nedsatte tempo – ved siden af flokken.
Dem, der er kommet til mig i min psykoterapeutiske praksis, har som jeg ikke kunnet flyve på alle motorerne, hvilket har givet mange scenarier med sygemeldinger, fysisk og følelsesmæssig smerte og forvirring.
Mit vedholdende arbejde for at skabe en identitet for mig selv som præstationsramt, er en erfaring, jeg arbejder på at få ud at virke blandt andre. Via min praksis, og via bogen ´STOP med at præstere – om tabet af os selv i relationer, familien og i samfundet´.
Bogen udspringer fra de erfaringer, jeg har med dårlig spejling af min egen og andres præstationsramthed. Det er bestyrtende at læse om mennesker, der mødes på de mest nedværdigende og mekaniske måder uden sjæl og ånd, men i stedet af kassetankegange, som spæder til præstationsramtheden. For ikke at snakke om alt for kortsigtede perspektiver.
Jeg havde selv brug for et andet spejl end det, vi har i det danske samfund og i vores opvækst. Et spejl, der kunne samle trådene og (an)vise mere langvarige aspekter i forhold til ikke at kunne præstere og følge med.
Men i mange år følte jeg mig meget alene med det behov, fordi det spejl ikke var til at finde trods intens søgen. Det har således været virkelig svært at kunne identificere kompetent hjælp til at skabe sådan et spejl, fordi der er så meget fokus på hurtige og kortvarige løsninger over alt.
Så i stedet udviklede jeg det selv – altså spejlet, der rummer og opfordrer til at gå andre veje end samfundet – løsninger der handler om et være i livet på helt nye måder. Det er et spejl, jeg bruger i mange sammenhænge. Med unge mennesker, voksne, seniorer, rige, fattige. Privat og professionelt.
For jeg oplever, at der er så hårdt brug for det. Og jeg bekræftes i min hverdag af dem, der vokser sig smukke i spejlet. Ikke ´vokser´ som i vækst, der er presset frem, men som gromuligheder, der pibler frem alene ved at sætte et andet spejl frem end det, de fleste mennesker har – i deres hjem, på arbejdspladsen mv. Det spejl kan vi ikke bruge mere, for det er et alt for hårdt spejl psykologisk set. I det spejl kan vi kun fejle og aldrig være tilstrækkelige og gode nok. Være rigtige. Ja jeg hører ofte i mange sammenhænge, at forkerthedsfølelsen banker på. Det at mislykkes i noget. Og her synes jeg, at vi må stille et godt spejl op, hvor folk lykkes, uanset hvad de har bedrevet.
Mange beretter – og jeg kender det fra mig selv og præstationsramte bekendte og venner – at ”man” ikke har følt sig set (som følge af manglende anerkendelse).
Det spejl, jeg selv har kæmpet for, vil jeg forsøge at skabe i den bog, jeg skriver på – med det formål at se og rigtiggøre præstationsramte mennesker.
Som du kan høre, ligger det mig altså på sinde at skabe et spejl som modtryk til det pressende spejl, som vi møder alle vegne i moderne tid – og uden tegn på at den evige acceleration stopper.
Mange protesterer højlydt, men høres ikke.
Jeg tager ikke kampen i det offentlige rum, da jeg efterhånden synes det virker nyttesløst. Offentlig debat er blevet til et sted, hvori vi ikke rummer hinanden mere, hvilket sproget også bærer præg af.
Derfor er et af formålene med bogen og denne blog at give mig selv lov til at have mit eget usagte rum til at skabe et spejl, der får mennesker til at gro i stedet for at visne åndeligt, psykologisk og fysisk. Lige som at jeg til at starte med trodsede ”skal-kulturen” og skabte et alternativ for mig selv med ihærdig insisteren, mod og daglig vilje.
Hvad vil det sige at være præstationramt?
Men hvad er præstationsramthed helt præcist? Og hvordan føles præstationsramthed? Er det en enkeltstående oplevelse, eller er det noget, vi er – eller kan være – hver dag? Og er der forskel på at være stresset og præstationsramt? Eller på at være præstationsramt og at have ondt i livet eller at være skrøbelig?
Måske det bare er ganske kort, at du mærker det. Hos andre igen kan den være mere fyldig, og man kan være ramt noget tid, hvor man så er mere sårbar over for nye påvirkninger. Jo længere tid det tager at komme tilbage i en tilstand af ikkeramthed – balance kunne vi kalde det – jo mere følsomme bliver vi over for nye situationer, der gør noget ved os, fordi vi i forvejen er ”bidte” og meget svingende i præstationsramthedens skygge.
At være præstationsramt findes ikke endnu i den danske ordbog. Søger vi i ordbogen på ´præstation´, så er definitionen: ”et (resultat af en) bestemt og ofte krævende (arbejds)indsats, hvor en særlig evne eller færdighed sættes på prøve og ofte er genstand for andres bedømmelse”.
Er man præstationsramt, vil man have en reaktion på det, som præstationerne kræver. Men kan vi så ikke bare lade være med at præstere? Til det synes jeg, at der behøves et perspektiv, for svaret er både et ja og nej. Vi kan ophøre med at skaffe os selv 12-taller i alt, hvad vi gør. Men at gå på arbejde kan også være en præstation i sig selv – selv når vi gør det til et 4 eller et 7 tal. Til ug i stedet for ug plus. Og det kan vi jo ikke bare sådan lige ophøre med. Her er der ikke så mange handlemuligheder.
Så at være præstationsramt handler om langt mere end ungdommen, der jagter 12-taller. Præstationsramthed rammer i alle aldersgrupper, og har at gøre med en reaktion på ydre omstændigheder – måden vi er i livet på, samt de værdier, der er i samfundet. Jo mere fokus der er på økonomi, systemer, effektivisering og nytteværdi, som er kolde og hårde faktorer, jo mere reagerer mennesker.
At være præstationsramt betyder ikke, at man slet ikke er i stand til at følge med. Man følger med i en eller anden grad, men i et langsommere tempo og på alternative måder, da det kræver store ressourcer.
Det langsommere tempo og alternative måde kommer til udtryk som en ´forringelse´, som vi måske først opdager efter lang tid. Det er som en stækket vinge: vi kan godt flyve videre, men opdager på et tidspunkt, at vi bliver trætte og ikke har samme flyveevner som ellers. Det kan tage mange år at opdage forringelsen, og ikke mindst at få bevidsthed om det meget individuelle livsvilkår, som den medfører. Det kan ligeledes tage år at opnå så stor en bevidsthed om forringelsen, at man kan danne et sprog for den – samt lære handlemuligheder.
Den bog, jeg skriver på, tager et opgør med den quick fix kultur, hvor heling bliver til et pres, og hvor de der ikke kommer videre i samfundets forstand, presses så meget ude fra, at det ender med at blive til et selvpres, der fortsætter uafhængigt af de ydre omgivelser. Således bliver det at ´tage sig sammen´ en værdi i sig selv – uden fokus på langsigtet læren i at håndtere og at mestre livet og den ”nedsathed” i forhold til samfundets værdier, som kan udfordre en.
Vi har alle en præstationsramthed i en eller anden grad. Alle mærker, at samfundet har fokus på menneskets nytteværdi, og at der i velfærdssamfundet langsomt sker en forråelse, hvor omsorg erstattes af tempo, målinger og andre faktorer, der kan gøres op i et regneark.
Spørgsmålet er mere, hvor stor vores præstationsramthed er, og på hvilke områder den optræder.
Måden, vores psykiske udvikling foregår, er meget individuel og baseret på et komplekst samspil mellem flere faktorer:
Forskere har fastslået, at det ikke længere giver mening at bruge den klassiske ´arv eller miljø model´, da det hverken er gener eller ens opvækstvilkår alene, der bestemmer, hvordan man udvikler sig. I dag ved vi, at det samme genetiske og miljømæssige udgangspunkt kan føre til mange forskellige udviklinger. Menneskets psykiske udvikling er nemlig ”probabilistisk” (det modsatte af deterministisk – som en form for håndgribelighed), hvorved medfødte dispositioner, tidligere erfaringer og aktuelle hændelser indgår i et komplekst samspil og i forskellige kombinationer hos os alle, hvorfor det er umuligt at forudsige udfald, lave prognoser eller generaliseringer.”
Selvtabet
Tilbage til det tidstypiske dilemma, som jeg har set i mit eget liv og hos mine klienter. Dilemmaet er, hvorvidt vi skal presse indad eller skubbe ud.
Jeg har klienter, som har været så ”gode til” at udøve selvcensur- og pres med en kynisme, hvormed de overordnet set udfører et selvtab.
Og det har meget ofte har store og skjulte konsekvenser. I selvtabets ”grød” er der irørt selvhad, forvirring, tomhed, tristhed og så den påtalte kynisme. Her svinger man konstant en pisk og dømmer sig selv og/eller andre. De er meget prægede af det, når de træder ind ad min dør, men uden at det umiddelbart kan ses på dem.
Når man ikke er kommet videre med den eller de problemstillinger, man ønsker at løse, så kan frustrationen altså føre en masse selvbebrejdelser og pres med sig, lige som at skyld og skam over ikke at være ”en succes” kan plage ens mentale tilstand døgnet rundt.
Og det kan medføre stor overbelastning at camouflere det, man dybest set ikke ønsker andre skal få øje på. At man – på trods af alle odds og forventninger – ikke er kommet videre eller oven på i det tempo ”normalen” er i samfundet (eller synes at være). At man er en fiasko og mangler noget vitalt. Det her vitale, som gør at andre lykkes og synes at leve et liv i overensstemmelse med tidens succeskriterie.
Andre følelser, som kan opstå når man er fastlåst, er vrede, meningsløshed, sorg og tristhed, som i sidste ende kan føre til depression, angst, stress mv. Disse lidelsesfyldte scenarier rejser spørgsmålet, som har trængt sig på hos både mine klienter og i mit eget liv: Hvordan tackler man en fastlåsthed, der medfører mange af de ingredienser vi ser i en egentlig krise, og hvor vi ej kan fixe os ud og hurtigt igennem?
Hvad er selvtab? Det spørger mange mig, når jeg bruger ordet.
Lad os starte med skaberen af psykoanalysen, Sigmund Freud. Freud siger, at selvtabet er når jeg´ et er blevet fattigt og tomt.
Når vi selv er rykket ud og andres værdier, følelser og behov er rykket ind, så vil der opstå følelser af tomhed og meningsløshed.
Den schweiziske psykoterapeut Alice Miller er kendt for sin tilbundsgående beskrivelse af selvtabet i hendes bog Det selvudslettende barn. Her beskriver hun selvtabet som et falskt og dødt selv:
”Tilpasningen til forældrenes behov fører ofte (men ikke altid) til udviklingen af ´som-om-personlighed´ eller det, man hyppigt kalder det falske selv. Personen udvikler en holdning, hvor vedkommende kun viser det, der forventes af ham, og helt smelter sammen med dette billede. Det sande selv kan ikke udvikles og differentieres, fordi det ikke kan leves. Forståeligt nok klager disse mennesker over følelser som tomhed, meningsløshed, rodløshed, for denne tomhed er yderst reel. Der har faktisk fundet en tømning, en forarmelse, et partielt drab på mulighederne sted. Barnets integritet er blevet krænket, og dermed er det levende, det spontane blevet kappet af. I disse menneskers barndom optræder der somme tider drømme, hvor de oplever sig selv som delvis døde.”
Også de danske forfattere Marianne Davisen-Nielsen (Psykoterapeut MPF) og Nina Leick (Cand. Psych.) har beskrevet selvtabet i bogen Den nødvendige smerte: Prisen er selvtabet. Det betyder, at barnet må opgive at forstå, ja endog registrere sine egne følelser. Havde forældrene kunnet rumme barnets mangeartede følelser, kunne selvet være forblevet levende.
Der er altså mulighed for at udvikle og opleve selvtab allerede i vores barndom, hvor det så automatisk vil følge med os op i voksenalderen, medmindre vi får bevidsthed om, at der er tale om et selvtab – og endvidere starter en proces op med nye valg, hvori vi ikke taber os selv.
Også i kriser er det muligt at udvikle selvtab. Når vi er i krise og er blevet overvældede og på ny skal nyorientere os mht. at finde ny måder at være i verden på, så vil vi i en periode være ude af os selv. Her opstår muligheden for, at vi farer vild i personlighedens terræn på vejen hjem, dvs. mister os selv i et selvtab.
I selvtabet kan vi komme til at miste vores personlige integritet.
Judith Lewis Herman
Vi kan i princippet opleve mange små kriser, hvor selvtabet ligger lige for. Derfor er det vigtigt, at vi tager os tid til at håndtere og perspektivere den præstationsramthed, der følger med en krise, så den bliver et aktiv for os frem for en nedadgående spiral, hvor præstationsramthed og præstationsramthed kan gå hen og blive til decideret sygdom. Jeg ved godt, at jeg før har sagt det. Men nu siger jeg det igen: det er vigtigt at bruge tid på at håndtere det vilkår, SOM det er at være præstationsramt
Når jeg her gentager, er det for at tilskynde og inspirere mange flere til at arbejde struktureret med deres præstationsramthed – herunder også eventuelle selvtab.
Selvtab er ikke et ´for evigt tab´. Vi kan gå ud og ind af selvtab. Så det handler selvfølgelig om at tabe os selv mindst muligt, og altid at finde tilbage – igen og igen hver gang vi mister fodfæstet og os selv.
Andre tab
Der kan forekomme en del kontroltab i forbindelse med præstationsramthed, og kontroltabet rammer ikke kun de præstationsramte, men også de nærmeste omgivelser – og måske endda hele samfundet. Og det kan medføre, at man som præstationsramt afvises, fordi det er for kaotisk for andre at forholde sig til kompleksiteten i præstationsramtheden. Som jeg sagde tidligere, så kan det nok ikke være anderledes, da det er meget svært at forstå og rumme noget hos andre, som man ikke selv har mærket på egen krop.
Vi har alle vores helt individuelle sår, som i mødet med andre mennesker kan betyde for stor præstationsramthed – i forhold til hvad vi anser for trygt og godt. Derfor værner mennesker generelt om deres præstationsramthed. Og det kan være svært at finde den frem fra dens skjul, hvis vi har ”værnet” for meget om den, og dermed lukket af til den. Når en præstationsramt person efterspørger en ligesindet dialog om præstationsramthed hos en af de nærmeste relationer (forældre, søskende, partner, god ven), kan de nære relationer, der ikke er bevidste om deres egen præstationsramthed, komme til at afvise den andens præstationsramthed. For måske han/hun mangler de fornødne erfaringer med at åbne til sin egen præstationsramthed.
Det medfører yderligere et tab for den præstationsramte, når han/hun afvises eller ikke bliver forstået i sin præstationsramthed. Her sker et tab af forståelse og empati, af den simple grund at ikke alle kan strække sig så langt. Hvilket er helt naturligt.
Jeg oplever, at mange præstationsramte bakser med i forhold til forståelse. Det kan godt være, at det føles som om, at en person ikke gider forstå. Men som sagt før: har de ikke selv erfaret det, som du har erfaret, så kan det ganske enkelt ikke lade sig gøre. For man kan ikke tvinge andre til at forstå noget, som de ikke selv har erfaret. Men man kan lære at give en aktiv delvis forståelse. F.eks. at sige ”det kan jeg godt forstå”, selv om man ikke helt forstår det. Langt de fleste tror, at forståelse kun kan gives, hvis man kan sætte sig i den andens sted. Men vi kan faktisk give forståelse uden at kunne sætte os i andres sted – også uden at det er en løgn, vi fremsætter.
Får vi ikke forståelse – måske efter lang tids kamp for at få den – er der sådan set kun at slippe kampen. Alternativet er nemlig at intensivere opfordringen eller at blive vred og bitter. Og i sidste ende rammer vrede og bitterhed mest dem, der føler disse følelser, særligt når de varer ved og bliver mere kroniske.
Når vi som præstationsramte taber forståelse og empati på grund af, at omgivelserne ikke kan få øje på synlige sandsynlige forklaringer, kan det gå hen og udvikle sig til en manglende selvforståelse og selvempati. For manglen på et forstående og empatisk spejl har den konsekvens, at vi taber selvværd og selvfølelse, og ikke kan føle, at vi grundlæggende er gode nok og rigtige som mennesker i kraft af det, vi ”blot” er.
Følelsen af ikke at være god nok kan endvidere være forbundet med et tab af værdighed, som jeg skriver mere om senere.
Tabene af værdighed, selvværd og selvfølelse, forståelse og empati, kontrol, beskyttelse, ro, tillid, succes og måske kropslig uforstyrrethed og sundhed; det trækker jo selvfølgelig på overskuddet. Og derfor er tabet af overskud også meget ofte en del af at være præstationsramt. Men det er meget individuelt, hvor meget det trækker på vores energi. Det kan være en daglig, ugentlig, eller i bedste fald månedlig eller årlig opgave at tage sig af sin præstationsramthed og præstationsramthed og bearbejde indtryk, følelsesmæssig smerte, fysisk smerte mv., og at genvinde balance igen og igen.
Det er det, som jeg kalder for at ´energetisere´.
Energetisere?
´Energetisere´ er dybest set at være opmærksom, men det er ikke opmærksomhed i den forstand, vi normalt forstår det.
I min praksis faciliterer jeg dvælen på mange punkter. Og jeg oplever, at mine klienter holder af og har meget gavn af, at jeg f.eks. kører sessioner på et par timer. For her bliver der tid til fordybelse og langsommelighed. Her får vi mulighed for at blive opmærksomme og indignerede frem for uopmærksomme og ignorante. Når jeg bruger ordet indigneret, som bl.a. betyder oprørt, skyldes det, at jeg mener det er vigtigt at få muligheden for at mærke vores oprørthed og berørthed i det stille langsomme rum. I det stille langsomme rum kan vi nemlig alle energetisere os selv i både oprørthed og berørthed frem for at energetisere verden med vores uslebne og ofte ubevidste følelser. Den proces kan være god for alle – og essentiel for præstationsramte.
Særligt for os præstationsramte kan energetiseringsmetoderne være en måde at være tilstede med præstationsramtheden, der integreres som en følsomhed, snarere end som lidelse, der sidder fast og ikke flytter sig overhovedet.
Energetisering er en regulering af livet ud fra en dybere kropslig energetisk fornemmelse af egen kerne. Energetisering kan f.eks. ske via meditation, mindfulness, yoga og forskellige slags kropsterapi, samt på simpel vis ved at dvæle og sætte tempoet ned.
Men det er faktisk ikke spor simpelt for mange. Som jeg skrev tidligere, så oplever jeg, at mine klienter kan have ualmindelig svært ved at dvæle og være i deres krop, fordi det vækker så mange ting, der er blevet holdt hen, eller som bliver holdt hen i hverdagen. Så nogle kan ganske enkelt ikke praktisere opmærksomhed uden at sætte en struktur op hos en terapeut, der kan hjælpe til og støtte i det.
Så fortvivl ikke, hvis det ikke er lykkedes for dig eller en tæt på dig.
I perioder med stor lidelse i mit liv har jeg selv brugt op til otte timer dagligt på at energetisere. For tiden kan jeg klare mig med 10 minutter til en halv time. Men hver gang livet ”popper” med ting, der belaster mig følelsesmæssigt og kropsligt, går jeg ind på mit rum for at mærke og rumme det, jeg bliver opmærksom på. Vælger jeg ikke denne rensning til, så bliver ting pludselig meget store og fylder enormt.
Det at foretage en daglig rensning med at vende fokus fra udefrakommende impulser til indre impulser, oplever jeg ikke medfører respekt og anerkendelse i et moderne samfund. Det betragtes som noget hobbyagtigt og mindre vigtigt i forhold til at tjene penge. Men for mig som præstationsramt er det forudsætningen for at leve og overhovedet at kunne tjene penge. Så ud fra både et professionelt og personligt plan, går jeg ind for at mærke. Nogle vil kalde det navlepilleri. Andre igen vil kalde det helbredende mindfulness, eller noget helt tredje. Kært barn har mange navne. Vi må mærke. For hvordan kan vi ellers forholde os konstruktivt (forholde = få et forhold) til en præstationsramthed, der kan tale hele tiden og forstyrre hele vores liv, hvis vi ikke vil eller tør mærke og forholde os?
Min erfaring er, at når vi forholder os til vor egen præstationsramthed og dagligt er i kontakt med den, øger det vores autenticitet og integritet i livet.
En af tidens fremmeste debattører, som jeg plejer at være enig med et langt stykke af vejen, er Svend Brinkmann. I sin bog ´Stå fast´ kommer han med 7 bud, hvor bud 1 og 4 henholdsvis lyder: ”Hold op med at mærke efter i dig selv” og ”Undertryk dine følelser”. Det er nogle opfordringer, som jeg overhovedet ikke er enig i. Som jeg har skrevet tidligere flere steder, skal der være en balance mellem at mærke og slet ikke at mærke. Jeg ved godt, at Svend Brinkmann nok er ude i et provokationsærinde. Men det er ærlig talt det mest modarbejdende, man efter min erfaring kan sige til en præstationsramt. Og præstationsramte læser også populærbøger.
Jeg understøtter netop opmærksomhed på de følelser, som er indeholdt i vores præstationsramthed, fordi mine erfaringer både professionelt og personligt er, at det har fatale konsekvenser at være for uopmærksom.
For opmærksomhed er også en måde at undgå stress. Med opmærksomhed kan vi observere mængden af stimuli og skære fra eller lægge til for at bevare en god balance.
Skam
Selv om flere og flere kendte løfter sløret for en præstationsramthed og præstationsramthed, så er det dog generelt stadig tabubelagt. Og det kan desværre betyde, at man som præstationsramt og/eller præstationsramt også må døje med skam.
Skjulthedens konsekvenser er, at skammen (og bæreren af skammen) ikke kan finde et bekræftende og anerkendende spejl – fordi vi ikke kan bekræfte noget, som vi ikke kan få øje på.
Dermed sker der et tab af et bekræftende og anerkendende spejl af en skamtilstand, der har brug for at blive set, opdaget og mødt kærligt og accepterende (det modsatte af skamgivende). En skjult skam, som imidlertid ikke møder dette kærlige spejl, kan gå hen og udvikle sig til selvdestruktion, selvhad – eller i ”bedste fald” selvkritik og perfektionisme.
For med et ukærligt og ikke-accepterende spejl, hvor vi ikke bliver set som dem vi er, sker der en forringelse af vores selvfølelse og grundlæggende identitet, der skaber en form for forvrængning i os alias skammen.
Lad mig uddybe lidt, hvad jeg mener med forvrængning: det er lidt lige som en pladespiller, der spiller på forkert hastighed, eller som er røget ned i en ridse. Men med skammen kan vi ikke slukke for den, flytte pigup´en eller dreje på tempoknappen. Jeg ved ikke, om du er så gammel, at du har set en af de gamle pladespillere. Jeg er født i 1968, så jeg havde sådan en som barn og senere, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg husker, at der var to tempi på en knap, der var meget stor. Den kunne drejes fra den ene position til den anden, alt efter om man satte en lp eller ep på pladespilleren. Og gud være lovet, hvis man satte knappen forkert. Så lød det sønderskærende og meget forvrænget.
Denne form for forvrængning minder om skam, og som sammen med pladespillerens evige drejen rundt i det forkerte ”gear”, bliver til en grundbyrde i sjælen.
Jeg har haft mange klienter med skam, som har haft gavn af en ny ”gearing/tuning”. Jeg oplever det terapeutiske rum som et frirum, hvor skammen ikke aktiveres for overvældende. Forudsat at terapeuten har den fingerspitzgefüel, som kan facilitere det rum, hvor de skjulte forhold har mulighed for at bryde frem og blive set og spejlet på en ikke-destruktiv måde.
Tegninger og digte kan være en vej ud af skammen og tabuet omkring skammen (eller iboende skammen).
Med tiden, når skammen lægger sig lidt, og modet vokser, kan det være meget essentielt at stå op for sig selv og sige det højt, som man skammer sig over. Det kan f.eks. være, at vi ikke nødvendigvis er videre.
Via sproget kan vi aktivt anerkende en virkelighed, der foregår skjult, inde i os. Anerkende både over for os selv – og andre. Men vi behøver ikke vente på, at vi tør stå op for og dermed tage ansvar for os selv. For i sprogliggørelsen lærer vi også noget om at tage vores præstationsramthed til os, og at tage ansvar for den.
Fra den første time, der blev sat ord på mine ellers ordløse erfaringer med min præstationsramthed, kunne jeg med ét mærke præstationsramtheden skingrende tydeligt – og samtidig anerkende den. For jeg var sammen med et anerkendende menneske, som jeg kunne lære af og spejle mig i. Et menneske, der lærte mig at have et sprog på et andet plan end det, samfundet, mine forældre og skolen havde lært mig.
Som præstationsramte og præstationsramte vil vi typisk have tabt det sprog. Tabet af et sprog i forhold til vores præstationsramthed og præstationsramthed, er et af de helt store tab.
Med denne blog håber jeg på, at der er kommet mere sprog.
__________________________
Katrine Boeck, Psykoterapeut og parterapeut i København/Lyngby.
Læs mere på: http://coachcare.dk/
