Selvtab og den falske personlighed
Ufrivilligt har nogen af os lært fra barnsben at skulle være noget bestemt. Dermed camouflerer vi vores sande personlighed, og udvikler en, der er falsk. Dermed får vi udslettet vores egne behov og grænser.
Som barn udvikler man af forskellige grunde antenner rettet mod mig forældrenes behov. Det kan f.eks. være, hvis der ikke bliver lyttet til en som barn, og man mærker at der ikke er plads til ens behov i forældrenes liv. Eller hvis man ikke får opmærksomhed, eller er meget alene med sine følelser, eller man fysisk er meget alene. Det kan også være, hvis du har oplevet meget tydelige svigt –modsat de mere skjulte svigt som mangel på opmærksomhed, ingen plads til ens behov i forældrenes liv, eller er meget alene med sine følelser, som ikke rummes og/eller forstås og relativeres af forældrene.
Det er sådanne skjulte svigt, som mine klienter ofte ckecker ind med i terapien, ofte med en følelse af, at man brokker sig, er for egoistisk, forkert eller anderledes, og for alt i verden skal være stærk eller den der tager ansvar.
Ofte hænger den rolle også sammen med at skulle være sød og venlig og til rådighed for andre. Og Det kan være med til at udvikle en falsk personlighed. Det har den schweiziske psykoterapeut Alice Miller omtalt i sin bog "Det selvudslettende barn”, som er en barsk fortælling om selvtab. Her beskriver hun selvtabet som et falskt og dødt selv:
”Tilpasningen til forældrenes behov fører ofte (men ikke altid) til udviklingen af ´som-om-personlighed´ eller det, man hyppigt kalder det falske selv. Personen udvikler en holdning, hvor vedkommende kun viser det, der forventes af ham, og helt smelter sammen med dette billede. Det sande selv kan ikke udvikles og differentieres, fordi det ikke kan leves. Forståeligt nok klager disse mennesker over følelser som tomhed, meningsløshed, rodløshed, for denne tomhed er yderst reel. Der har faktisk fundet en tømning, en forarmelse, et partielt drab på mulighederne sted. Barnets integritet er blevet krænket, og dermed er det levende, det spontane blevet kappet af. I disse menneskers barndom optræder der somme tider drømme, hvor de oplever sig selv som delvis døde.”
Selvtab er, når du lever et liv ud fra andres forventninger, f.eks. at man er den stærke, samt er generelt for stort fokus på, at andre har det godt på bekostning af din trivsel. Andres følelser bliver vigtigere end dine egne.
Også de danske forfattere Marianne Davisen-Nielsen og Nina Leick har beskrevet selvtabet i bogen ”Den nødvendige smerte”:
”Prisen er selvtabet. Det betyder, at barnet må opgive at forstå, ja endog registrere sine egne følelser. Havde forældrene kunnet rumme barnets mangeartede følelser, kunne selvet være forblevet levende.”
Også i kriser er det muligt at udvikle selvtab. Når vi er i krise og er blevet overvældede og på ny skal nyorientere os mht. at finde ny måder at være i verden på, så vil vi i en periode være ude af os selv. Her opstår muligheden for, at vi farer vild i personlighedens terræn på vejen hjem, dvs. mister os selv i et selvtab.
Selvtabet opstår, når vi f.eks. udøver selvhad over for os selv, via tanker og handlinger. Men selvtab opstår også, når vi ikke føler vi er noget værd. Og når vi er loyale over for andre, og ekstremt illoyale over for os selv. Så sker der et selvtab.
Bag destruktiv adfærd kan der ligge et selvtab, som er så smertefuldt, at selvdestruktivitet et eneste vej og i virkeligheden en forlænget arm i forhold til det angreb, vi allerede udøver på os selv gennem den illoyale eller nedbrydende adfærd.
Det håbefulde er, at et mistet jeg kan samles op igen og generobres, selv når det har været mistet længe, evt også i barndommen, hvis man har skullet pakke sig selv langt væk af hensyn til forældre og/eller søskende, der har fyldt, har været utilregnelige, ikke kærlige, eller som på anden måde ikke har rummet den, du er. For i skamfølelser ligger også det at tabe sig selv, som den, du er dybest set.
Som voksne holder vi gang i selvtabet er, når vi svigter os selv. Derfor er selvtabet den største forladthed vi kan opleve, fordi det er os selv, der forlader os selv.
I psykoterapi kan den sande personlighed langsomt titte frem, når ærlighed, autenticitet og sårbarhed får støtte nok, hvorfor den falske personlighed viger sit altsigomgribende tag - til at starte med blot et par minutter, med tiden mere, når jeg får lov at se og være med den personlighed, som er gemt langt væk. Så der er håb. Og det at vælge terapi er at vælge sig selv og sine sande behov, værdier og grænser. Og der har du allerede taget første skridt ind i at vinde dig selv tilbage.
__________________________
Katrine Boeck, Psykoterapeut og parterapeut i København - Østerbro - Lyngby og Nordsjælland (Lyngby og Gilleleje v/ Helsinge og Frederiksværk.)
Læs mere på: https://coachcare.dk/
Skriv eller ring på 23206983, eller send en mail til katbo@coachcare.dk