Psykoterapeut København Katrine Boeck

Kend dine grænser - det kan redde dit liv

I oktober var jeg en del af en verden, hvor mine grænser blev voldsomt udfordret, og hvor jeg fik brug for at stå op for mig selv, bl.a. for at undgå Coronasmitte, der pludselig kom tæt på i en situation, hvor jeg var meget sårbar for virus.

Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke har kigget døden i øjnene. Men hvem ved, måske det kun gik godt, fordi jeg var heldig – eller fordi jeg kæmpede min egen kamp og stod på mine grænser på en af Danmarks travleste afdelinger, nemlig lungeafdelingen på Bispebjerg Hospital. Her fik jeg vist den verden, som TV2´s dokumentar om overbelægning og mangel på sygeplejersker dækkede. Personalets kvalifikationer kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved. Men man kan være nok så dygtig, hvis der ikke er tid til at udfolde ens kvalifikationer.

Da jeg bliver indlagt, ryger jeg på akut medicinsk afd. grundet en alvorlig hospitalskrævende lungebetændelse. Efter et døgn flyttes jeg så igen, nu til neurologisk akut afd. Jeg spørger nervøst, hvorfor jeg er her? Svaret: de udveksler hele tiden senge, fordi overbelægninger er normalen, men at de ringer til lægerne på lungeafdelingen. Natten på denne afdeling bliver svær at komme igennem, da jeg får det meget skidt, men går ud som et lys, da jeg får en cocktail af piller. På tredjedagen vågner jeg op på neurologisk akutafd., men ender dagen på lungemedicinsk afd. Det blev altså tredje flytning inden for 3 døgn, som alle går gennem de uopvarmede flisegange med høj fart koblet på et elkøretøj. Og der var langt mellem afdelingerne. Imens lå jeg med mit tynde tæppe, og tænkte om det her mon var godt for en lungebetændelse. Og hvordan en behandling kunne være sammenhængende med så mange flytninger og medarbejderskift hver 8. time. På intet tidspunkt havde jeg den samme sygeplejerske eller læge, bort set fra, da jeg om fjerdedagen kan genkende en fra dagen før.

Nå men tredje dag lander jeg altså på min tredje afdeling, lungeafdelingen. Nu må jeg være i gode hænder. Inden jeg bliver kørt derhen, får jeg igen at vide, at medicinen ikke virker på lungebetændelsen, da infektionstallet er uændret, og at de ikke ved, hvad der skal til.

Fjerde dag er der samme melding. Samme dag kommer der en ny patient ind på stuen, som dagen før skulle have lavet et indgreb i lungerne, men som nær gik galt, hvorfor hun var tæt på at dø. Nå men jeg bliver pludselig meget dårlig igen, og beder om samme cocktail som to dage før.

På femtedagen vågner jeg, og har det stadig meget skidt. Men jeg får ingen hjælp, og jeg ser nu et mønster i dagene. Jeg ligger der bare, og ingen kommer og ser til mig. Jeg føler mig efterhånden overladt meget til mig selv. Det kombineret med, at jeg har det meget skidt, gør at jeg skriver en sms til min familie: Min tilstand er meget forværret, høj feber, blodtryk på 170. Er der nogen, der vil tage sig lidt af mig? De har slet ikke tid. Har endnu ikke set en sygeplejerske, når jeg kalder. Og de andre (vikarer, SOSU´er, elever) ved og må ingenting. Når nogen taler, får jeg skæld ud.

 

Alle dage har jeg sat en ære i at tjekke de glas med piller for, hvad der mon var i. Med al den flytten rundt og travlhed og mange personer ind over, der konstant spurgte til min daglige medicin, jeg fik før indlæggelsen, turde jeg ikke overlade det til personalet, da jeg tænkte der let kunne ske fejl. Så selv om jeg havde høj feber, mellemørebetændelse og lungebetændelse og en dårlig almentilstand, så var jeg vågen, da jeg var nødt til at sætte den grænse, at de ikke skulle overtage at dosere min medicin uden, at jeg selv var med i det.

Senere fortæller lægen, at infektionstallene fortsat er høje, og at medicinen altså slet ikke hjælper. Lidt efter kommer sygeplejersken og undskylder, at hun slet ikke har været der, men at hun har haft for travlt. Hun fortæller, at hun er den eneste til at oplære en masse sygeplejerskestuderende. At 14 sygeplejersker har sagt op, og at hun har været der længst, selv om hun blev færdig som sygeplejerske for 2 år siden. Og jeg er lykkelig for endelig at tale med en, der interesserer sig for mig, og kan forklare lidt om det, lægen har sagt.

Imens har jeg fået det bedre, og alt synes godt, selv om jeg endnu ikke modtager en behandling, der virker. Men jeg er tryg, og føler endelig jeg er i gode hænder. Men det skal vare kort. For nu kommer en læge ind på stuen til en patient, der lige er kommet. Jeg kan ikke undgå at høre lægen sige ”du har jo lungebetændelse”. Og så begynder lægen at spørge ham ud om, hvad der foregår i hans hverdag. Jeg tænker det er mærkeligt, at der ingen lægelige oplysninger kommer. Så siger lægen ”ja det et måske lidt svært at fortælle om, når man er meget syg”, og fortsætter ”må jeg spørge dig om noget abstrakt?”. Og jeg tænkte ”tak skæbne, hvor skal vi nu hen.” Lægen spørger ”om han godt ved, man kan dø af lungebetændelse? Ja for måske han ville dø, i bedste fald komme hjem med en masse komplikationer.” Lægen udpensler så chancerne for at dø i 3 min, mens 20 sek. gik på at sige ”Og så går det jo godt nogle gange. Skulle vi ikke satse på, at det går godt?”. At være vidne til den samtale gav mig en angst for, om min lungebetændelse kunne udvikle sig i den forkerte retning, nu hvor vi ikke kunne få has på infektionen med medicin. Samtidig tænkte jeg på damen, der skulle overhøre denne samtale, der var mere sort og destruktiv end lys og opløftende. Uden hensyn til, at jeg så sidder med spørgsmålet: kan jeg så også dø i morgen? og uden hensyn til den ældre kvindes dødsoplevelse.

Jeg skal nu på wc på gangen, og ser et gult Corona isolationsstue skilt på døren over for min stue. Da jeg spørger, om jeg kan møde en med Corona ude på gangen, er svaret ja. Det får mig til at kontakte en sygeplejerske, der dog ikke kan give mig konkrete svar mht, om de lever op til Coronahotellernes standarder om at låse dørene ude fra. Da jeg spørger, hvorfor vi ikke er blevet underrettet om, at vi nu ligger mellem Coronapatienter, siger hun ”vi får så mange nu, at vi ikke kan holde dem nede i den anden ende af gangen”.

Her ligger jeg og andre med et meget nedsat og sygt immunforsvar i kampen for at nedkæmpe alvorlige lungesygdomme. Det værste, der kunne ske nu var, at vi blev smittet med Corona. Og mine gæster tør ikke være her længere. Imens har jeg åbenbart talt med så alvorlige ord, da jeg tydeligt mærker, at denne grænse skal sættes, da det handler om liv og død. For sygeplejersken har nu undersøgt, at døren ikke låses til Coronastuen. Imens hører vi lyden af en desinficering af næste stue, hvor der åbenbart havde været en Coronapatient, uden at vi også vidste det. Jeg spørger, om jeg kan forflyttes til den anden lungeafdeling, og dermed lander jeg (selvforskyldt) på min fjerde afdeling på 5 dage. Alt er godt, indtil jeg på 8. dagen udskrives, fordi en ny medicin virker. Og min seng venter på de nye Coronapatienter, som en ny bølge har medført.

__________________________

Katrine Boeck, Psykoterapeut og parterapeut i København/Lyngby.
Læs mere på: https://coachcare.dk/
Skriv eller ring på 23206983, eller send en mail til katbo@coachcare.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Kend dine grænser - det kan redde dit liv. Læs mere