Psykoterapeut København Katrine Boeck

Vores kraft

For mange opstår tilvalget af terapi, når vi mærker, at vi har brug for at blive mødt og anerkendt for dem vi er, og at det ikke rigtig er sket endnu. Vi mærker ofte også et behov for større nærhed og større frihed og en større evne til at sætte grænser. Vi har måske en følelse af at blive styret – at vi er underlagt en magt, der ikke er vores egen. Nogen gange er man klar over, at man selv har givet den fra sig – andre gange oplever vi, at andre bruger magt over for os. Det kan f.eks. være i grove oplagte tilfælde, men også i mere forfinede tilfælde som at vi nægtes/berøves at blive mødt, hvor vi er, som dem vi er – og accepteret, anerkendt og bekræftet i den virkelighed vi oplever. Vi kan også reagere, når noget påduttes os hen over hovedet på os, og vi f.eks. mister betydning og/eller værdighed.

Det kan være, at vi oplever vi har forsøgt at påvirke vores omgivelser – at styre os til anerkendelse – men ej fik den. Det kan være, at vi føler os bundet på hænder og fødder, og ikke ved hvordan vi løsner rebet. Vi kan muligvis også have en reaktion på den positivitetsfascisme, som der hersker på nogen af de arbejdspladser, der arbejder med anerkendende kultur, eller coaches der praktiserer positiv psykologi i en mere unuanceret form. Når der er noget vi parkerer, som vi ikke får med i os, så reagerer vi. Så får vi følelser, der sætter sig, og som kræver væren og bæreevne frem for gøren og benægtelse. Følelser der som udgangspunkt kræver, at du siger ja til dem og dig, i stedet for at tænke væk fra dem, undgå dem og dermed undgå og sige nej til dig selv.

Ofte er vi afkræftede, når vi checker ind for at ”gøre noget mere” end normalt, og psykoterapi i egentlig forstand kommer på banen som et selvbestaltet og selvbetalt valg. Vi VIL noget nu. Vi har sandsynligvis opdaget, at vi mangler kompetencer i at åbne os eller lukke os på en måde, hvor vi kan blive mættede og samtidig er beskyttet. Vi har måske også opdaget, at vi mangler sprog til at opnå nærhed, til at komme tættere på sig selv, og ikke mindst på andre. Til at opnå samhørighed, som føles kærlig og omsluttende. Vi ved som regel rigtig meget om at bruge sproget intellektuelt og formelt til at deale med ting og sager og ikke med følelser. Sproget bruges til at opretholde afstand (som tidligere skrevet). Men vi ønsker nærhed, så hvordan erobres den?

Og med alle disse mere eller mindre ubehagelige længselsfulde sultne ansatser, starter rejsen ind i at blive nærværende over for sig selv, andre og livet. 

Her starter udgangspunktet for en ny fordeling mellem væren og gøren, mellem inadskuen og fokus på ydre ting såsom andre menneskers handlinger, på ting, på livsvilkår, hændelser etc.  Der er nu et ønske om at se bagved og mærke det transparente nærhedsprincip. Hvad mener jeg med det? Jo, lærer man at se igennem begivenheder, indtil det egentlige nærende indhold vil din sjæls udvikling, så vil fremmedgjortheden over for dig selv og verden – adskillelsen som vi alle finder smertelig – blive mindre og på sigt gennemgå en sanselig forvandling fra afstand til nærhed.    

Det ansvar, der taget, når vi vælger at ”gøre noget mere’, også selv om det er gøren i den traditionelle forstand, kickstarter rejsen hen mod at blive et mere autentisk menneske.

Det er et ansvar, som den gode terapeut motiverer til, så du igen og igen vil tage det, når du er ved at slippe. Et ansvar som går fra en gøren men sove termenologi, til en væren men vågen termenologi. Og det jeg her taler om er en ændring i bevidsthed, fra at sove og følge alt tillært uden at forholde sig kritisk til det, til at vågne og at tilvælge det, som mætter og beliver.

Uanset hvilken proces vi befinder os i, er det essentielt at spørge sig selv: er jeg i kontakt med min kraft, og hvad vil jeg bruge den på? Uanset proces, er der brug for tid til fokus og at holde fast og gøre beslutninger igen og igen. Struktur er rammen for at sætte udvikling i gang, og det vi propper ind i, kalder på opmærksomhed hver dag. I vores kroppe, følelser, tanker, sansninger sker der noget hvert minut, hvert sekund, hver dag, måned for måned år ud og år ind, hele livet. At tro, at nu går det godt, og nu er jeg færdig med at lære, er som at droppe ud af skolen efter 2. klasse. Vi har som kendt 9-10 års skolegang efterfulgt af yderligere uddannelse. Når først skolen er slut begynder skolen ude på arbejdspladserne. Når vi er trænede fagligt, kan vi begynde at træne personligt og i det relative felt med kollegerne, chefen, ens medarbejdere etc. Hernæst kan vi gå videre til familien, vennerne, og alle dem vi ellers har berøring med i løbet af et liv. Skolen stopper aldrig. Så vil vi lade os styre, eller vil vi lære livets poler at kende, og lære det transparente aspekt i alt? Det aspekt, hvor alt er stille, står klart og smyger sig meningsfuldt om vores kroppe. Der hvor vi oplever kærlighed.

Gørens princippet er meget i fokus, når folk henvender sig til mig. Og for at udvikle en værens bevidsthed, der er vågen, starter jeg med at sætte rammen for fordybelse, undersøgelse, væren. Og den ramme er tid til og nærvær over for sin beslutning. Det er det ansvar, der må stå sin prøve i forhold til, om man vil give sin beslutning fylde og plads – om man vil sige JA til sig selv og lidt mere NEJ til andre i en periode. For vi kan ikke være 2 steder på én gang. Så en del af at gå i gang er faktisk at lære at sætte tempoet ned.

Så hvordan kommer vi videre, hvordan sætter vi udvikling i gang? Svaret et:

 

Ved at blive hvor vi er!

 

Det giver da ikke mening …

Forståeligt nok er det reaktionen, når dette er mit svar på, hvordan der kan speedes op under udvikling. Det svar er paradoksalt, og kan rent metodisk også henføres til det, som der kaldes den paradoksale ændringsteori (Gary Yontef: Awareness, dialogue and process).  ”Jo mere jeg prøver at være, hvad jeg ikke er, jo mere vil jeg vedblive at være den samme” er direkte citeret fra denne teori. Det kan forklares med, at udvikling af JEG´ et kræver en identifikation og association af JEG´ et og ikke en dissociation, hvor man fjerner sig fra JEG´ et, og derved udvikler på noget andet end ens eget JEG. Dissociation er at sammenligne med en distancering, at fjerne sig. En association er derimod at komme nærmere, at træde ind i, at arbejde for nærvær. At arbejde for nærvær gøres ved ingen vegne at gå i fysisk forstand, hvor man løser og gør noget i sin ydre verden. Nærvær opstår ved at blive, ved at mærke sin krop og følelser, høre sine tanker. Nærvær er at træde ind i sin virkelighed. For når vi accepterer, slipper vi den energi, der er bundet til den, og som holder os fast i den. Så kan det nye komme ind. Så sker der udvikling. Har man en angst for undergang (hvilket rigtig mange har), eller er der poler i os som vi undgår, så er det store skridt vi kan tage at bakke ud af tunnelen, tilbage til det vi undgår - følelserne i følelseskorridoren. Herefter kan vi fortsætte ned gennem passagen. Når vi ser angsten i øjnene, så opløses den. Når man ser, hvad man har af forestillinger og fantasier, så finder man ud af, at det er en illusion. Når man ser, så er man vågen. Når man ikke vil se, så lukker man øjnene og falder i søvn. Når man vælger at se igennem det, der opleves som virkelighed, ved at gå ind i virkeligheden, kan vi opdage den illusoriske natur. Illusioner, som der ikke tages luft ud af, kan vokse sig store. Og således kan f.eks. angst vokse sig stor og invaliderende, til et fængsel hvor vi guides rundt af en vogter, der fortæller os hvad vi kan og hvad vi ikke kan tillade os. Medmindre vi altså konfronterer angsten eller den undgåede pol ved at gå ind i det illusoriske, så det opløses. Det skal man som udgangspunkt have støtte til. Vælg derfor med omhu en støtte, der kan være dit fundament, når du træder ind i illusioner. De kan være meget magtfulde, og de har ikke deres gang her på jorden. De kan derfor føre dig i alle retninger væk fra virkeligheden. Har du en støtte der holder dig fast i virkeligheden, mens du oplever illusionens kraft (eller nærmere kræft), så vil virkeligheden, livet og lyset træde frem. Og illusionens mørke og død og undergang vil med tiden eller til tider pludseligt erkendes og opløses, samt ses som den er: en illusion, der ikke er sand.

Så at blive i dine følelser frem for at flygte fra dine følelser, fører til udvidelse. Og udvidelsen får dig netop gennem de følelser, som du måske først ønskede at flygte fra. Men flygter du fra dine følelser, flygter du fra dig selv. Og så er kimen lagt til en gigantisk følelsesmæssig smerte.

Bruger vi nu billedet ild som metafor for den flamme af liv, vi har inde i os, så kan ilden beskrives med følgende karakteristika:

Den brænder

Den kan skrues op og intensiveres, og i sin yderste pol blive til et bål eller en ildebrand   

Den kan skrues ned, og i sin yderste pol blive til en flamme eller gnist, eller slukkes helt

 

Måden at intensivere ild på er at give den luft. Måden at slukke ild på er ved at puste det ud, frarøve den ilt eller ved at hælde vand på.

Følelserne er repræsenteret i vandet, og når de ikke passerer og opløses, løber de som en syndflod, der oversvømmer ilden i dig. Når man slukker en ild med vand, får vi en kraftig røg. Røgen er at sammenligne med den forvirring, der opstår, når følelserne tager magten og slukker ilden i os. Det er ikke sjældent, at mennesker ”overmander” eller overhælder deres bål med en spand vand, for herefter at stå i et røgslør, hvor det er svært at skelne virkelighed fra følelsernes univers. Det er som en kraft, der pludselig bremses som en bil, der torpederer mod et træ, eller en morgenleg, hvor du vækkes med en spand koldt vand. Det er kraftigt, og i værste fald dræbende. For at kunne bevæge sig i følelsernes univers (vandet) uden, at livs slukkes og man forsvinder i røgen og mister orientering, så har vi brug for at livsfundament der ikke er indeholdt i ildens, luftens og vandets logik, og hvor ilden ikke kan slukkes eller intensiveres. Det kommer jeg mere ind på lige om lidt. Det har at gøre med det sidste element: jord.

Èn ting er, når vi mennesker hælder vand på vores ild. En anden ting er, når vi mennesker ser det som en værdi i sig selv at brænde rigtig meget. I den pol hælder vi på bålet, så vi brænder endnu mere kraftigt, for til sidst at udbrænde og slukkes. Og i den proces bliver vi forbrændte, og får en del 3. gradsforbrændinger. Og det sker endda på vores eget bål. Og når vi har helet vores sår, opdager vi, at vi har taget af vores reserver af træ. Vi har så at sige ofret rigtig meget på bålet.

Forbrændinger (stresstilstande) og decideret udbrændthed (bålet der slukkes), samt udmattelse, er nogen af de tilstande, der står forret i køen til forvirringstunnelen, fordi energien til klarhed mangler grundlæggende. Der kan simpelthen ikke præsteres mere, når der ikke er mere træ at hælde på bålet. Træet skal først findes, fældes, saves op og kløves, samt tørre en sæson (eller to). Så er det muligt igen. Her kan vi så ty til aviser og brænde op med dem. Men når vi forlader ilden, vil den brænde ud, da den nu er afhængig af ydre stimulering for at holde sig gående og i live.  Når vores flamme er i ubalance, enten for lille eller for stor, så lider vi og føler smerte følelsesmæssigt. Så vi har brug for en stabil flamme, som ikke er afhængig af ydre stimulering, og som brænder vedholdende på et fast afbalanceret niveau.

Den afbalancerede flamme er indeholdt i vulkan metaforen. Vulkanen er høj, og derfor kan vandet ikke nå op om siderne og slukke ilden nede i vulkanen. Den kan faktisk ikke slukkes af noget udefra, da gløderne er forbundet med lava, der er forbundet med selve jordens indre. Livet i en vulkan holder sig stille ulmende og i live. Intensiveres kraften brænder ressourcen ikke ud, da den jo er forbundet til selve jordens indre,  der er en uudtømmelig ressource i forhold til det, der er ude på kordens overflade. Hældes der vand på en vulkan, eller dens lava, vil det prelle af. En vulkan er i kontakt med en enorm kraft. Både den og det vedholdende liv i vulkanens indre bruger jeg som metafor for det, som du kan tage kontakt til og åbne for i dit liv:

En stille ulmende livsvarme, en livspuls der er uberørt, et hjerte der bare banker, et åndedræt der bare trækker vejret

En ro og samtidig en bevægelighed, hvor dine følelser (vand) er mulige med hvor de preller af eller omfavnes af din varme ro

En lysfakkel i det dejligste gyldne lys, i alskens farver fra gul til orange til rød, der lægger vejen og lyser op i mørket

En kraft så enorm, at undergang er umulig (vulkanen har kontakt til selve jordens kerne, som ikke går under på den måde vi regner med, at jorden vil kunne gøre det, eller som jorden allerede har gjort det en del gange)

Prøv engang at tænke på billedet af, hvor truet en vulkan er i forhold til de mange skrækscenarier vi har af den totale undergang … Var ilden i jordens kerne f.eks. slukket under istiden? Reagerede jordens indre kerne på Hiroshima atombomben eller på verdenskrigene? Eller på 11/9 2011? Eller på de mange oversvømmelser, orkaner og jordskælv vi udsættes for nu eller under syndfloden og den totale oversvømmelse? Var der liv, da hele verdens økonomi gik i chok omkring år 2008?

Din kontakt til jordens indre og dit eget indre, med dens/dets kraft, det ulmende, de rolige bevægelser, varmen , varmen og lyset; er din vej ind i dit indre rum. Herinde er du et sted, som kun ejes af dig, og som ingen kan tage fra dig, uanset faktiske trusler eller forestillede trusler om undergang. I denne rolige tilstand connectes du til din egen kraft, lige som at du connectes til kraften i den fælles indre jordkerne, hvori du er forbundet med alle andre. Når du står i kernen af jorden, vil du kunne se op i hver vulkan, som repræsenterer hver et menneske. Jo mere du er connectet til tilstanden nede i vulkanen (og dermed den indre kerne i dig), jo mere samhørighed vil du føle, fordi vulkaners indre er et kollektivt fænomen, som tilhører hele jordkloden.

Så hvordan kommer vi derhen? Hvordan går vi fra gøren til væren, fra bangehed og usikkerhed til mod og klarhed? Det er her, at det er let at fare vild. Og ofte er det, når så meget gøren er gjort uden et tilfredsstillende resultat, at man ”bare” ønsker ro. Og fra det udgangspunkt åbner mulighederne sig for, at man bliver mere parat og mere modig i forhold til at gå ind i en større væren og opmærksomhed. Derfor er der stor udvikling at hente i de perioder, hvor man siger stop, fordi man føler sig udbrændt via stress, depression, kriser, sygdom, eller en mere udefinérbar form for pres. Og netop derfor er det så vigtigt at arbejde i dybden frem for at have som mål at have energi hurtigst muligt, som skal bruges på gøren og opmærksomhed på andre (job, familie etc.).

Tilbage igen til vulkanmetaforen, vil jeg nu inddrage følelseskorridoren i historiefortællingen om vulkanen. Vi tager lige et kig på følelseskorridoren. Vi ser et hul, som når dybden er nået, åbner sig og derfor bliver til en korridor, hvori følelserne kan passere.

Når vi sidder fast i hullet på grund af diverse ubalancer i polerne, bl.a. også i om vi pendulerer ml. en for stor/for lille flamme; ja så oplever vi følelsesmæssig smerte. Derfor skal vi lære den af polerne at kende, som vi flygter fra/er svær at være i. Og det gør vi ved at gå i dybden med vores arbejde for kendskab/rummen, så vi efter en periode bliver bedre i stand til at svinge, så også følelserne kan passere, og vi kan formå at holde os intakte. Går vi nu det skridt, så kan vi kigge videre ud i krystalkuglen og se på den udvikling, som vil ske. Her kan vi se, at følelseskorridoren kan opleves og sanses som den del den er af selveste vulkanen.

Her ser vi, at åbningen i følelseskorridoren fører os fra vulkanens krater (rammen for følelseskorridoren) ned igennem passagen til roen, der opstår når følelser er passeret, symboliseret ved selveste jordens indre, som er at finde nederst i vulkanens åbning. Bunden af følelseskorridoren fører til nye liv, set i vulkanens perspektiv. Her får vi kontakt til den indre stille ulmende kerne. Her er vi beskyttede, vandet kan ikke oversvømme os, og et udbrud fører ikke til ildebrande eller udslettelse – for her er vi jo lavaen selv. Så her dør vi ikke. Vi gløder og holder os forbundet med jordens indre, og vi forbinder os med andre fra et helt andet udgangspunkt end vi plejer. Her er den ro, vi længes efter. For her er vi ikke truet på vores eksistens.

Så hvorfor er vi så bange for undergang, når nu vi har denne kraft at trække på? Hvilke dybere følelser er der på spil, når vi føler os svigtede, kede af det, afviste, nedværdiggjorte, skamfulde, usikre, stressede, bange, bekymrede etc. etc.? Svaret er, at følelsen som vi sættes i kontakt med på et dybere plan, er følelsen af forladthed. Vi taler om den dybe forladthed, hvor vi føler os ganske alene, glemte, efterladte og hjælpeløse. Forestil dig et spædbarn, som er fuldstændig afhængigt af sin mor og far for at kunne overleve. Forlades det, er det helt og aldeles hjælpeløst og dømt til at bukke under og dø, medmindre nogen finder det. Denne dybe form for forladthed sidder i en eller anden form i os alle, selv når vi er voksne. Men jo mere hjælp, støtte og opmærksomhed vi har fået i vores liv, jo mindre vil følelsen optræde. For følelsen vil have fundet et leje, hvorfra vi ved, at vi ikke er alene, lige som at vi ved at hjælpen eksisterer i vores liv. Denne dybe følelse, som får næring hos nogen grundet svigt i barndommen, både de usynlige og synlige, skal der tages forsigtigt hånd om. For den kan føles som, at man går i stykker inden i. Ofte er der et lag oven på, der fungerer som en buffer. Det er her vi har angsten, som jo også kan føles voldsom, men ikke nær så ødelæggende som selve forladtheden med dens hjælpeløshed og afmagt. I angsten kan vi være alt fra bekymrede, nervøse, bange eller skræmte - jo nærmere vi kommer forladthedens kerne, jo voldsommere vil angsten ofte være. Men…. den gode nyhed er, at angsten vidner om en illusion, som angsten beskytter imod. En forestilling om, hvordan forladtheden føles. Angsten for, hvad der er i vente, er som regel større end hvad der rent faktisk er i vente/sker. Det kender vi vist alle til, det her med at ånde lettet ud, når vi opdager at det slet ikke var så slemt, som vi forestillede os. Men nogen gange sætter de sig, bliver kroniske, eller styrer os ved bestemte typer af hændelser. Og det er helt normalt. Vi har alle vores blindspots, nogen mere end andre. Men dem, der har mest er akkurat lige så normale som dem, der har mindst. Og det er, hvad mange i terapi har brug for at høre: at de er normale, at de ikke er syge, at de er accepterede, at de stadig er en del af samfundet ligeværdigt med andre.

Se evt. min gruppe omhandlende den kraft, vi typisk mister, når vi som børn og voksne ikke bliver set, hørt og forstået som dem, vi er (det usynlige svigt):

https://levlykkeligt.dk/det_skjulte_svigt_og_konsekvenserne

 

__________________________

Katrine Boeck, Psykoterapeut og parterapeut i København/Lyngby.
Læs mere på: http://coachcare.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Få sværhedsgraden i dine følelser ned