Psykoterapeut København Katrine Boeck

Anerkendelse og bekræftelse – den grundlæggende usikkerhed hos alle

Begreberne bruges ofte, men hvad er anerkendelse og bekræftelse, og betyder de fuldstændig det samme? 

Anerkendelse betyder at kende an … hvilket er en lidt anden definition end at bekræfte (at give kraft). Man hører det i ordene, at bekræftelsen går en del dybere.

Vi søger alle at blive en del af samfundet og at få anerkendelse og bekræftelse af den person, vi er. Derfor udvikler vi en orientering mod de ydre omgivelser og personer, og oplever vi ydre anerkendelse og bekræftelse, falder vi på en eller anden måde til ro.

Denne orientering mod de ydre omgivelser medfører, at vi finder måder til i en eller anden grad behage andre. For nogen bliver ligningen til: hvis jeg opfylder dine behov, så giver du mig anerkendelse (en opfyldelse af mit behov). En bonusgevinst i denne logik er, at opfylder man andres behov, så mister man dem ikke, og undgår afvisninger og at blive forladt.

Men er helt ovre i andres sko, og ikke går i sine egne mere, ses den konsekvens, at man mister sig selv, fordi man faktisk får afvist og forladt sig selv. Så for at undgå en ydre ”af”kræftelse og glemsel, iværksætter man en indre i stedet.

Men hvor er så balancen? Skal vi være selvforsynende, eller er det ok at søge bekræftelse? Det spørgsmål forvirrer mange.

 

Om eksistens

I bund og grund er vi helt og aldeles afhængige af hinanden. Alle vores dybeste længsler, og vores værste mareridt, drejer sig om vores forhold til andre mennesker, lige som at vores oplevelse af eksistens, altså det overhovedet at eksistere, ligger i relationen.

Indtil vores oplevelse af et eller andet er bekræftet af et andet menneske, er der en usikkerhed om kvaliteten i eksistensen af den pågældende oplevelse. Et andet menneskes bekræftelse af vores oplevelser er porten ind til eksistensens kerne: det der er = betydningen = meningsfuldheden.

Hvis andre afviser oplevelsen, kan vi godt opleve eksistens alligevel, hvis vi her forstår selv at bekræfte os, samt at bekræfte den betydning vi har, og betydningen af vores oplevelser og følelser. Men længslen efter den ydre bekræftelse fra et andet menneske, er ikke noget vi opgiver. For det er andre menneskers bekræftelse, som i første omgang stadfæster at vi er til, samt betydningen heri. Forelskelsen er én lang berusende bekræftelse, hvor en anden elsker ALT ved os.

Er man ikke blevet bekræftet nok, eller er blevet bekræftet på en måde, hvori man ikke er blevet set, som det man er, så vil vi i høj grad have brug for den ydre bekræftelse til at lukket ”hullet” og hele os. Mors og fars bekræftelse som en førsproglig og dyb eksistentiel bekræftelse fra en autoritet til et identitetsskabende barn, er imidlertid ikke noget vi kan regne med i vores voksen relationer, da det netop er relationer mellem voksne. Voksne mennesker ”stiller” som regel ikke op med den form for behovstilfredsstillelse og bekræftelse, som en manglende bekræftelse i barndommen vil efterlade en evig længsel og søgning efter.

Oplevelsen af eksistens forudsætter tilstedeværelsen af et andet menneske eller en udgave af sig selv, med en ikke-krævende indstilling. Det giver os mulighed for at fordybe os i os selv uden forstyrrelser. Det er det, som det terapeutiske rum fasciliterer. Skal vi kunne opleve vores eksistens, og føle værdi i den, har vi brug for et andet menneske eller en højere del i os, som ubetinget bekræfter vores oplevelser, som de kommer til udtryk.

Derfor er bekræftelse ikke lig med enighed, da kravet om enighed er en betinget bekræftelse. Enighed går på værdier. Og fundamentet for de bæredygtige værdier hos en person må komme indefra. Skal vi udvikle os som mennesker, er en del af vejen at finde de værdier, finde vores begrænsninger og udvidelser, det der ikke har betydning/det der har. Vi skal så at sige finde vores afgrænsning som menneske, som hænger sammen med det at have grænser.

I terapi kan man blive afklaret med, hvad dét er, der er, og så vil værdien af dette vise sig. Det er her terapien kan noget omkring den bekræftende kontakt, sådan at gabet og angsten for at blive afvist bliver mindre, når man går ud i verden i diverse voksenrelationer.

Angst har rigtig meget at gøre med eksistens, fordi angsten opstår, når vores eksistens er truet, eller vi føler/oplever den er truet. Angst er forbundet med meget smerte. Det smertefulde i vores liv udgør paradoksalt en af de største muligheder, vi har for at møde vores inderste, autenticiteten. På den måde kan man faktisk opleve lykke ved at have fået en følelsesmæssig kontakt til noget smertefuldt i sit liv. Det viser den dualitet vi rummer: at vi kan være lykkelige selv om vi føler smerte, og at vi f.eks. kan have skyldfølelser, når vi ellers har det godt.

Det handler om at få et meningsfuldt forhold til sin smerte, og at ”tåle” den på de dage, hvor den er knap så meningsfuld, og hvor dagen føles dårlig. Et eksempel på at tåle er:

 

På gode dage har jeg det godt

OG

På dårlige dage har jeg det …. godt

 

Selvfølgeligt er det sådan, at ”godt” i dette eksempel ikke har samme betydning, men at det at trives er gradbøjet efter livets indhold. Det illustrerer ganske godt, at livet jo netop opleves i grader, men at mindre godt ikke behøver at betyde skidt. Dette er udtryk for en vej, hvorpå der forekommer en eller anden form for balancering i gode og dårlige følelser, gode og dårlige dage, gode og dårlige begivenheder.

Hvor forløsende og livgivende det end kan være at tåle sin smerte ved at være nærværende og anerkendende over for den (og dermed sig selv), så kan vi ikke deale med smerten på samme tålelige måde, hvis vores eksistens ikke bekræftes i en bekræftende og medfølende kontakt. At bekræfte et menneske er først og fremmest at bekræfte pågældendes følelsesmæssige oplevelser. Fraværet af en sådan kontakt kan få vores smerte til at føles uudholdelig, og smerten bliver da nemt til fortvivlelse (udad) eller depression (retræte, opgivelse).

Kontakt kan derfor i sig selv vække smerte. Men kontakt kan også hele smerte. Faktisk kan smerte udelukkende heles, hvis vi oplever kontakt, hvori vi bekræftes og dermed opnår en bæreevne for smerten, da den dermed bliver tålelig.

De følelsesmæssige oplevelser vi har, som enten bekræftes eller ikke bekræftes af andre mennesker og/eller os selv, kan ikke være sande eller falske. De er subjektive, de er vores virkelighed, dét der ér. Derfor kan vores oplevelser ændre sig. Når vi f.eks. fordyber os i det følelsesmæssige, så opstår der en ny virkelighed for os, et nyt og dybere lag.

Oplevelser kan ikke betvivles, og man kan altid tale ud fra et ”jeg oplever”, som dels tager dit udgangspunkt alvorligt samtidig med at det levner plads til en andens ”jeg oplever”.

Jo mere vi bliver i stand til at anerkende vores oplevelser og efterleve dét, der er, jo klarere bliver det for os, at det er præcis dét, vi dybest set agter, og dét, vi kæmper for. I os selv og hos andre. Jo mere vi efterlever autenticiteten i vort liv, jo mere kommer vi derfor i kontakt med den stærkeste oplevelse af selvværd, nemlig værdigheden.

Et sådan selvværd, en sådan agtelse og værdighed, en sådan autenticitet, har imidlertid en pris, nemlig det vi må give slip på for at beskytte værdigheden. Hvis vi af en eller anden grund ikke kan eller er parate til at betale denne pris, kan vi forsøge at kompensere for et lavt selvværd ved at øge og skrue på selvtilliden – ved at anstrenge os for at gøre noget, som andre gerne vil give bekræftelse på, uanset om det føles rigtigt eller forkert for os.

Forskellen på at søge ydre bekræftelse og indre bekræftelse er tydelig: ved ydre bekræftelse kan man blive nødt til at miskreditere ens agtelse af sig selv, og dermed sætte sin følelse af værdighed, respekt og selvværd på spil. Ved indre bekræftelse er formålet altid at bekræfte dét, der er, og dermed den man er lige nu i dette øjeblik. Det kræver vågenhed, opmærksomhed, ærlighed og ikke mindst mod og villighed til at sige fra over for/opgive det og dem, der ikke vil mig, som den jeg er. Alene den proces kan vække en sorg, som har ligget skjult før.

Alt dette forklarer jo, hvorfor det er en rejse, der tager tid, ja år, og at sådan en udvikling endda kan tage mange år. Vi kan aldrig blive for autentiske – der er altid mere fordybelse og betydning, mere agtelse at komme efter. Mere bekræftelse af os, og dermed mere ro og heling omkring de situationer, hvor livet byder os mangler og kontakt, der ikke bekræfter os. 

 

Skam og anerkendelse

Det er svært ikke at relatere skam til anerkendelse. I henhold til Axel Honneth, som er daglig leder af Frankfurter-skolen, kan det menneskelige system betegnes som: individets kamp for anerkendelse (Honneth, 2003). Det der skal til, for at individer ikke skammer sig, kan være at de føler sig anerkendte.

Kampen for anerkendelse kan i dette perspektiv indirekte ses som kampen for undgåelse af skam.       

Hvor Honneth har set, at skammen kan indfinde sig, når anerkendelsen udebliver så har Sennett et udgangspunkt i de allerede kiksede anerkendelsesforhold. Hos Sennett er fokus ikke meget på skamgørelse gennem fysisk krænkelse, men snarere krænkelsen i den retslige sfære i form af social udelukkelse og i den solidariske sfære i form af degraderende evalueringer. Med dette for øje mener Sennett, at vejen ud af skammen for allerede skamgjorte individer er at opnå anerkendelse. På denne måde taler Honneth og Sennett om den samme mekanisme, blot med hver deres udgangspunkt. Sennett har søgt at skabe en ’anerkendelses etik’ (Sennett, 1993).

For at kunne betræde vejen mod anerkendelse, er skamgjorte individer nødt til at blive bevidste om og kende deres egne mønstre af at underkaste sig. Så snart individerne er opmærksomme på deres egen andel i opretholdelsen af den fortsatte underkastelse og undertrykkelse, så kan de udfordre gyldigheden og naturen af autoriteten. Sennett mener her, til forskel fra Honneth, at individet selv spiller en rolle i opretholdelsen af skampositionen.

Når det enkelte individ begynder at udfordre gyldigheden og naturen af autoriteten, så bliver dynamikkerne i dominans og underkastelse gjort synlige og åbenlyse og kan derfor transcenderes så autonomi og frihed opnås (Sennett, 1993:125ff). Der bliver nu basis for opstarten af et samfund baseret på gensidig anerkendelse, hvor autoriteterne bestræber sig på at være begrænsede, letlæselige, tydelige og ærlige i deres krav til borgerne (Sennett, 1993:165ff).

I forbindelse med at slå blikket ned og skamme sig, så har Goffman (1963) valgt at skelne mellem tre typer af stigmatisering: Først er der afsky ved kroppen og dens forskellige mulige deformiteter. Denne type kategori beskæftiger Honneth sig ikke med og dog er vi inde på det kropslige felt, når privatsfæren krænkes. Så er der vanæren over individuelle karakterer, der opfattes som viljessvage, dominerende, upålidelige, uærlige, stivsindede eller som havende unaturlige passioner.

Disse vanærede grupper kan indbefatte eksempelvis mentalt syge, fængslede, alkoholikere og andre misbrugere/afhængige, homoseksuelle, arbejdsløse, selvmordskandidater og folk med en radikal politisk adfærd (som opsummeret af Lemart & Branaman, 1997:73) hvilket ser ud til at indbegribe emner for krænkelser indenfor Honneths solidaritetsfære. Endelig er der stamme stigmatiseringer ud fra racer, religion eller nationalitet, hvilket kan sammenstilles med Honneths retslige sfære.

Men hvor Honneth har sit fokus på, at der er tale om borgere i et retssamfund, har Goffman snarere opdelt efter religiøst tilhørsforhold, stamme eller nationalitet. Goffmans opdeling kan opfattes som en mere fleksibel kategori end Honneths. Stamme stigmatiseringer er ifølge Goffman at betragte som værens stigmata og kan overføres via afstamning og besmitte alle medlemmer af en familie (Goffman, 1963).

Overordnet er der for alle Goffmans tre typer af stigmatiseringer tale om grupper af individer, der alle besidder træk, som kan påtvinge andres opmærksomhed på sig og som kan vende disse andre imod sig. Individet har så at sige en uønsket anderledeshed, fra hvad vi havde forventet (ibid.). Vi støder dem fra os som værende ikke en del af os, mindreværdige og ikke helt så menneskelige som os selv beskriver Goffman (Goffman, 1990) og der kan være en tendens til, at vi tillægger dem yderligere negative kvaliteter i tillæg til den oprindelige opfattede ufuldkommenhed. Eller vi tilskriver deres forsvars responser mod deres situation, selvsamme defekter, således at også deres handlinger direkte ses som afspejlende deres defekt. Eller vi ser deres defekt og deres reaktions mønstre herpå, som en hævn for noget de eller deres stamme har gjort, hvorved måden at behandle dem på retfærdiggøres (Lemert & Branaman, 1997:74). De stigmatiserede modtager med andre ord lige det dimentralt modsatte af anerkendelse.

Her er både Honneth, Sennett og Goffman på linje med hinanden. Goffman forklarer, at de stigmatiserede meget vel kan opfatte, at uanset hvad andre forsikrer dem om, så er de andre ikke virkelig i stand til at acceptere de stigmatiserede og ej heller er de i stand til at kontakte dem på lige fod som med de normale (Goffman, 1990). Goffman påpeger dog, at der findes, om end for nedadgående, tilfælde af stigmatiserede individer, som er beskyttede af deres egne identitets forestillinger, hvormed de føler sig som fuldgyldige individer, og som tænker, at det måske snarere er de såkaldte normale, som ikke er så menneskelige. Sådanne grupper mener Goffman omfatter eksempelvis egyptere, meget ortodokse jøder og skamløse slyngler (Lemert & Branaman, 1997:74).

Det er dog det typiske for stigmatiserede, at de har de samme forestillinger omkring identitet som de normale, hvilket uundgåeligt forårsager, at de mere eller mindre føler, at de ikke formår, at være som de burde være, og her er det at skammen kommer ind i billedet, opstående af individets frustration over at besidde elementer, som det ikke ønsker at besidde og som det hellere var fri for, hvilket i den forbindelse kan føre til både selv-nedvurdering og selvhad.

Stigmatiserede individer skammer sig således over, ikke at kunne leve op til den normative identitet, og kan dybest set føle, at de er normale mennesker, der fortjener at få en chance. Godt integrerede eller hvad Goffman lidt harskt kalder ”a good ajustment” er, når de stigmatiserede vælger at afholde sig fra situationer, hvor normale ville have svært ved at acceptere dem, samtidig med at de ubevidst anerkender sig selv som værende essentielt lige som de andre, og her er skammen mindst. Jo mere stigmatiserede føler sig forskellige fra den normative identitet, jo mere skammer de sig almindeligvist (Goffman, 1990). Goffman har et eksempel i bogen ”Stigma”, hvor han illustrerer et sådant skamfuldt stigmatiseret individ. Det er en 43 årig tysk arbejdsløs murer under Depressionen. Manden fortæller:

”How hard and humiliating it is to bear the name of an unemployed man. When I go out, I cast down my eyes because I feel myself wholly inferior. When I go along the street, it seems to me that I can’t be compared with an average citizen, that everybody is pointing at me with his finger. I instinctively avoid meeting anyone. Former acquaintances and friends of better times are no longer so cordinal. They greet me indifferently when we meet. They no longer offer me a cigarette and their eyes seem to say, ‘You are not worth it, You don’t work’.”

(Goffman, 1990:28)

Eksemplet viser, hvordan den stigmatiserede er flov over ikke at følge normen og i denne mangel på anerkendelse instinktivt søger at undgå at møde nogen, for ikke at blive peget finger ad, eller set ned på. Denne mand mangler, efter Sennetts teori, at ”udfordre gyldigheden og naturen af autoriteten” og det kan nok tænkes at blive en udfordring for ham, at skulle gå op imod normen om, at man bør have et arbejde, når man er i den arbejdsdygtige alder.

Den Britiske psykolog George Brown har beskrevet, hvordan det at blive arbejdsløs, som en ydmygende begivenhed for mange, fører til at de føler de mister deres identitet, selvværd og sociale formål med tilværelsen. Han har endvidere påvist, at det ikke at have et betalt arbejde udenfor hjemmet er at regne for en af fire sårbarhedsfaktorer for udvikling af depression (Brown, 1996). Også Richard Smith, tidligere redaktør for British Medical Journal, beskriver hvordan skammen i forbindelse med fyring og arbejdsløshed kan føre til depression og i værste fald selvmord (Smith, 1987).

Stanford M. Lyman og Marvin B. Scott beskriver i bogen ”A Sociology of the Absurd” (1970) om en anden måde, hvorpå afvigere søger at undgå stigmatiseringen. Det er ved kun at vise positivt evaluerede sider af dem selv frem, eller ved at komme med ’accounts’ som er en slags forklaringer så individet kan stå inde forsine ellers upassende handlinger. Lyman og Scott skelner i den forbindelse mellem undskyldninger og retfærdiggørelser (om Lyman og Scott i Jacobsen, 2009 kap. 11:279-303). Både det at nøjes med at vise sine bedste sider frem, samt det at komme med accounts, må tænkes at virke skamreducerende på det ellers stigmatiserede individ.

Lyman og Scott beskriver endvidere hvordan afvigere, som konsekvens af deres situation, kan opleve paranoia som en følge af deres instinktive frygt for at blive latterliggjort, eksponeret eller ydmyget (ibid). Gerne en slags forfølgelsesvanvid, som er en psykisk forstyrrelse, hvor individet udvikler vrangforestillinger om andre. Disse individer er kendetegnede ved at være dybt mistænksomme og usikre sammen med andre. Nogle af afvigerne evner succesfuldt at foretage en ’passing’, det vil sige, de springer over ydmygelsen ved at fremvise en ikke afvigende identitet. Eksempelvis homoseksuelle, som sammen med familien ikke afslører deres afvigelse, hvilket nødvendiggør en såkaldt dobbelt identitet for disse individgrupper.

I forbindelse med passing udtrykker Jacobsen, at ”Fejltrin, fortalelser, afsløringer, bommerter, ’at falde igennem’ eller ’træde ved siden af’ samt ansigtstab kan i vores samfund være nogle af de skæbnesvangre konsekvenser af ikke at kunne leve op til den identitet, hvad enten den er stigmatiseret eller ej, som man forsøger at give udtryk for” (Jacobsen, 2007:32). Som Goffman beskriver det: ”Det indtryk af virkeligheden, som frembringes af en optræden, er en delikat og skrøbelig ting, der kan knuses af selv det mindste fejltrin” (Goffman, 1963). En problematik som naturligt vil være størst for de stigmatiserede eller afvigende identiteter. Men som kan ramme alle og som gennem frygten for skammen over fejltrin kunne, som historien går, få en vis H. C. Andersen til at holde sig så længe til et middagsselskab, at hans blære sprang, hvilket angivelige skulle have forårsaget hans død. En slagside ved strategien passing er, at det kan gøre afvigeren sårbar for udvikling af paranoide træk (Jacobsen, 2009). Fordelen er åbenlyst, at han er i stand til at reducere skammen, der for ham ville være forbundet med eksponeringen af den afvigende identitet. Han får ikke nødvendigvis anerkendelse, men han slipper i hvert fald for stigmatiseringen.

Arlene Stein har som et eksempel på passing skrevet om hvordan overlevende fra kz-lejre følte sig nødsagede til, at lade være med at tale om alle deres traumatiserende historier, for at kunne indgå i almindelige sociale relationer. Dette skal forstås i den kontekst, at man på den tid endnu ikke kendte til og behandlede PTSD (Post Traumatisk Stress Forstyrrelse).

Der var således endnu ikke en accepteret norm omkring, at traumatiserede havde brug for at genfortælle deres traumatiserende fortællinger, for at bearbejde dem. Disse overlevere, fortæller Stein, var ofte var nødsagede til at ty til passing som en metode for at kunne indgå i sociale relationer, fordi lytterne ikke gerne hørte på deres forfærdelige historier. Denne uheldige takling af overleverne, transformerede dem ind i en skambåren gruppe, snarere end en gruppe der fortjente forståelse og sympati. De amerikanske overlevere fra kz-lejre formåede dog, at danne deres eget støttegruppe netværk, og herved mindskede de stigmatiseringen forbundet med overlevelsen, og bidrog til den efterhånden voksende bevidsthed om kz-lejre i USA (Stein, 2009).

Lyman & Scott har skabt en retning indenfor sociologien, som de kalder ’the sociology of the absurd’, hvilket er en bevægelse, der anser verden for grundlæggende objektivt meningsløs og dermed absurd, idet livet først får en betydning, når det tillægges en sådan af det enkelte individ, og alle forestillinger om livet derfor er ligeværdige og meningen med livet arbitrært. Det er det enkelte individ, som må grave en mening ud af en verden, som er meningsløs (Lyman & Scott, 1970). Lyman & Scott giver, hvad der kan tolkes som, en anden vinkel på en skamfund modsætning til anerkendelse. Der er her tale om de individer, som mislykkes i at skabe en mening i denne absurde verden og i deres kontakt med andre. Det er dem som ikke er i stand til at gøre oprør, sige nej, eller i det mindste præsentere et overbevisende selv, om det så er ægte eller manipuleret. De er ud fra absurditetens synspunkt taberne i det social interaktions spil, som forklaret af Jacobsen (Jacobsen, 2009:297).

Lyman og Scott beskriver disse individer som fortvivlede, forkuede og undertrykte individer, som lever i en afvigende verden, hvor de ikke kan finde hoved og hale i livet, eller forstå hvorvidt livet er en funktion af skæbnen, en mulighed eller en chance og de må blot undres og afvente (Lyman & Scott, 1970:23).

Disse individer, som ikke evner at tage et standpunkt, er fra absurditetens synspunkt taberne – afvigerne og det er nærliggende at forbinde denne position med skam, idet disse individer med fraværet af anerkendelse ikke følger normen og dermed ikke har anseelse i sociale relationer. Det ontologiske grundlag bliver således for absurdisterne den menneskelige menings skabende kapacitet (som påpeget af Jacobsen, 2009:284). Individerne må søge sig et territorium hvorfra de kan få en identitet, og Lyman & Scott skelner i den forbindelse mellem forskellige typer territorier, man kan gøre krav på. Der er henholdsvis et offentligt territorium, som individet via tilhørsforhold kan gøre krav på, så som offentlige parker, fortov, banegårde osv. Men hvor der ofte følger restriktioner. Dette territorium kan sammenstilles med Honneths retslige sfære, hvor man som borger bevæger sig rundt i retssamfundet, eller Goffmans bredere kategori for art eller tilhørsforhold i form af stamme, nationalitet eller religion. Det er i dette felt eller type af territorium, at individet kan have selvrespekt eller mangel på samme. Så er der hjemme territorier, hvori individerne almindeligvist kommer og som de oplever at have en relativ kontrol over og intimitet i. Det kan være eksempelvis klubhuse, bøsse barer, lokale pubber, cafeer, eller et lille stykke af det offentlige territorium, som tiggeren har gjort til sit hjemme territorium.

Så er der ifølge Lyman og Scott kropsterritorierne, som er den plads, som optages af individets krop og som strækker sig ud til og med intimsfæren (som først beskrevet af Edward T Hall, 1969). Hjemme og krops territorierne kunne sammenstilles med Honneths privatsfære, hvor individet har mulighed for at opnå selvtillid eller mangel på samme, hvilket igen i sidste henseende kan sammenstilles med Goffmans felt omkring kropslig stigmatisering. Og endelig er der interaktions territoriet, som er mødet mellem individer. Dette territorium kan trækkes sammen med Honneths solidaritet sfære og når det går skævt her, kan disse sammenstilles med Goffmans felt for vanære over personlige karaktertræk.

Indenfor Lyman og Scotts 4 territorier, som individet kan gøre krav på, har individet mulighed for at skabe sig en identitet og herved holde livets absurditet i ave. (Om Lyman & Scotts territorier i Jacobsen, 2009:286ff). Det er med andre ord indenfor disse typer af felter i den absurde verden, at individet har mulighed for at undgå skammen ved at gøre sig og få skabt en identitet.

I det offentlige territorium kunne man eksempelvis forestille sig gøgleren, som opnår anerkendelse i sin indtagelse af et hjørne af en park; i hjemmeterritoriet kan drag queen’en opnå applaus i klubben for transvestitter; i interaktions territoriet kan den udadvendte gæst brilliere med sit vid til en fest; mens individet også har mulighed for at prøve at have succes med personlig skønhed indenfor krops territoriet, måske i form at en tatovering eller en piercing. Mislykkes man i et af disse territorier, fordi det forurenes, invaderes eller skades, må det være en kilde til skam. Det er således mere eller mindre skamfuldt både eksempelvist at falde igennem offentligt – det offentlige territorium; at blive udstødt af stambaren – hjemmet territoriet; ikke at kunne formulere sig og tabe tråden – interaktionsterritoriet; eller at blive voldtaget – krops territoriet. 

Jeg gentager lige, hvad jeg skrev for lidt siden: Lyman & Scott har skabt en retning indenfor sociologien, som de kalder ’the sociology of the absurd’, hvilket er en bevægelse, der anser verden for grundlæggende objektivt meningsløs og dermed absurd, idet livet først får en betydning, når det tillægges en sådan af det enkelte individ, og alle forestillinger om livet derfor er ligeværdige og meningen med livet arbitrært. Det er det enkelte individ, som må grave en mening ud af en verden, som er meningsløs (Lyman & Scott, 1970)

At skam således hænger meget sammen med bekræftelse og anerkendelse, og styrer ens mål i livet, er noget som vi beskæftiger os med på kurset "tiltrækning af dine mål", fordi intet mål kan defineres ud fra en autentisk og sand mening, uden at der kigges på den anerkendelse og bekræftelse vi søger og har søgt i vores liv.  

https://levlykkeligt.dk/tiltr%C3%A6kning_af_dine_m%C3%A5l_workshop_eller...

 

Bloggen er skrevet af Katrine Boeck, Psykoterapeut og parterapeut, coachcare.dk, tlf. 23206983

 

__________________________

Katrine Boeck, Psykoterapeut og parterapeut i København/Lyngby.
Læs mere på: http://coachcare.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Anerkendelse og bekræftelse – den grundlæggende usikkerhed hos alle