Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut København Hanne Christensen

Kræft – at være pårørende er en svær dobbeltrolle

Mange pårørende rammes af stress, er min erfaring som psykoterapeut og når man en gang er ramt, så er man for altid særlig sårbar overfor nye belastninger.

Mange pårørende rammes også af depression og angst. Rammes af frygten for at miste den man elsker så højt.

Pårørende kan opleve at få koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelser, nedsat energi og opleve de ikke kan glædes over det, de plejer at glædes over.

De skal være støtte for den der er blevet syg og håndtere og bearbejde egen angst for hvad fremtiden bringer. En frygtelig svær balancegang.

Nogen kan slet ikke kende sig selv, de mister sig selv i krisen, der er så meget uvished, et velfungerende liv bliver slået fuldstændig ud af kurs af angst, af at være vidne til en pårørendes langvarige sygdomsforløb. Usikkerheden er helt ubærlig, specielt når det er vores børn der rammes eller det er forældre mindreårige børn

Måske kommer man til at føle dig utilstrækkelig, man vil gerne være ved den syges side hele tiden, man vil gerne være hjemme hos de andre børn, arbejdslivet kommer ud af kurs. Normalt har man et velfungerende liv, lige pludselig er overblikket væk og livet hænger ikke sammen længere.

Man skal prioritere i mellem noget der er helt umuligt at prioritere i.

Du er blevet pårørende, du er også ramt.

Måske oplever du, at du slukker ildebrand hele tiden, det er meget belastende ikke at føle man slår til nogen steder.

Det er vigtigt, du sørger for at drage omsorg for dig selv, så godt det nu er muligt i situationen, ellers er det svært at være en støtte.

At være pårørende er også at opdage nye stærke sider hos sig selv, at kunne skubbe nogle problemer i baggrunden og stadig fungere, at kunne slippe kontrollen og være i nuet, at finde ud af hvad der er godt nok eller muligt og leve med det.

At være ærlig omkring hvad man magter, vælge til og vælge fra. Fravalgene kan være de sværeste, men er nødvendige ellers kuldsejler hele familiens liv måske.

Benhård prioritering af tid og ressourcer, kan sætte dig i vanskelige dilemmaer, men at lade tingene ske uden, gør at du måske føler dig uansvarlig og mister fornemmelsen af dit eget liv.

At bede om hjælp og definere denne hjælp, kan være nødvendig at lære for at familien kommer hel i gennem kræftforløbet.

Stine er pårørende.

Stine kommer i psykoterapi fordi hun er i underskud, underskud på alt. Hun har en oplevelse af, at alt er blevet ligegyldigt. Hun er så slidt, så træt og ked af det. Der har ikke været plads til hendes følelser i Asks sygdomsforløb, Stine har glemt sig selv.

Stines søn Ask har været ramt af kræft. Familien har været igennem mange op og nedture, lange forløb der har slidt på alles ressourcer.

Alt har handlet om at få familien til at hænge sammen derhjemme og at være hos Ask.

Nu er Ask erklæret rask og Stine forstår ikke, at hun ikke kan finde glæden.

Taknemmeligheden er kommet til at overskygge alt, også alle de svære følelser der undervejs er blevet gemt væk og som presser på for at få plads nu.

Kampen med senfølger efter kræften er kommet til som en skræmmende virkelighed, hun ikke kan se bort fra, familien er ikke bare vendt tilbage, til der hvor de slap, da Ask blev syg.

En helt ny virkelighed med senfølger er kun lige begyndt. Det er ved at gå op for hende at fremtiden bliver meget anderledes for Ask, end hun havde forstille sig, den dag han blev erklæret kræftfri…

At få en kræftdiagnose er et chok og for nogen bliver det et traume…

At få at vide dit barn har kræft er en helt utænkelig situation og så rædselsfuld at ingen ord kan beskrive det, men det er virkeligheden for mange.

Du når ikke at få bearbejdet chokket inden behandlingsforløbet tager fuldstændig over, du oplever bare du må følge med, dit barns liv er lagt i hænderne på fremmede, du er nødt til at bevare håbet, hvordan det så end lader sig gøre…

Dit barn, dig og den nærmeste familie er trådt ind i en fremmed verden, så skræmmende og grufuld.

Fremtiden er forsvundet, angsten for det værst tænkelige har taget over.

Du skal som pårørende være stærk, samtid med du er så frygtelig bange. Du skal holde balancen hele tiden. Ikke kigge for meget ned i afgrunden, så klarer du måske ikke at bevare håbet.

Kræftforløbet havde for Ask og hans familie været en frygtelig tid med en angst så stor, som ingen forestiller sig, hvem kan sætte sig ind i, hvor frygteligt det er, at skulle se i øjnene, at det dyrebareste du har, kan blive revet fra dig, så ung, kun lige startet på voksenlivet og slet ikke i stand til at forholde sig til en livstruende sygdom og en diagnose, der kan ende med døden...

Stine måtte være klippen der stod fast og vise hun troede på, det nok skulle gå, være den der bevarede roen midt i kaos og behandlinger, samtidig med at hun måtte forholde sig til sønnens virkelighed og familiens virkelighed.

Høre om sønnens angst, smerte og sorg med kærlighed og omsorg ikke spørge om for lidt ikke spørge om for meget. Bare være til rådighed for snakken om alt det svære, være nærværende når Ask havde behov. Berolige uden at være overfladisk, dele sorgen uden at vise panikken, angsten lå lige under overfladen hele tiden.

Holde balancen midt i et helvede af angst og ensomhed, som ingen forstod og ingen turde lytte til. Og de færreste turde spørge til. Pludselig var hun alene. I virkeligheden helt helt alene.

Samtidig med at hun ville vise Ask, at hun var til rådighed og ville støtte og lytte. Ville tale om det han havde behov for at tale om på hans betingelser, i alle de vanskelige situationer der opstod og som der skulle tages stilling til.

Ikke skræmme ham med sin egen angst og sorg, Stine måtte bevare roen og overblikket også i de lange venteperioder, hvor ingen vidste hvor det bar hen, i de situationer hvor der kom dårlige svar på prøverne og verden stod stille, inden livet igen ramlede fuldstændig sammen, fordi alt ikke var som det skulle være.

Kræft er frygtelige ventetider med håb og nedture i en uendelighed, livet kører op og ned, til man næsten ikke føler man er til mere, men det er man, fordi viljen er der og det bliver der ikke stillet spørgsmål til undervejs. Konsekvensen i form af stress, måske også depression kommer først senere, hvor du opdager hvad kræftforløbet har gjort ved dig som pårørende.

Stine skulle midt i dette vise hun bevarede håbet, også når hun ikke kunne få øje på det, hun ville give Ask og familien derhjemme troen på, at det nok skulle gå. Hun ville kæmpe for en hver pris.

Give Ask håb og vise ham, at alle ville ham det bedste og virkelig gjorde deres yderste for ham, også når han syntes, han var glemt som menneske, men bare var en krop, der skulle repareres og gøres rask. Og ingen tvivl, der blev kæmpet og repareret af mange professionelle, denne kamp for Ask ser Stine tilbage på med taknemlighed og som en ressource viljen til at ville, også når det ser håbløst ud.  

Ask er rask og senfølgerne tager fart, det er blevet en lang og svær kamp tilbage til en værdigt liv med en ændret identitet.

Stine begynder mere og mere at mærke, hvordan sønnens kræftforløb har påvirket hende, nu hvor det almindelige liv vender tilbage.

Stine er meget taknemligt. Hun er ikke i tvivl om hvordan hendes liv skal være og hvordan hun vil prioritere, hun er ved at finde en ro og en langsomhed i livet, hun holder af, er blevet opmærksom på pausernes og roens vigtighed, har etableret sig i et arbejde, der giver hendes liv mening i dag.

Uden stress, kaos og drama…

Stressen er farlig, når du en gang har været ramt, så skal der ikke meget til før du næste gang lynhurtigt er oppe i det røde farlige felt igen, så Stine har måtte indse at tilbagevendende stress er en alvorlig påmindelse om, at tage det rolig og sænke farten, når livet rammer.

Hvordan skilsmissen der fulgte, påvirkede hende så voldsomt, at hun oplevede at hun var fysisk syg. Hjertet gjorde ondt og svimmelheden var enorm.

Stine var heldig at blive hurtigt og effektivt undersøgt og kunne derfor med god ro tage fat i en psykoterapeut og begynde en tiltrængt støtte i form af psykoterapi, så hun kunne få sit nervesystem i ro og søge balancen i livet igen. Få mærket sine følelser få givet dem den opmærksom, der skulle til for at hun kunne holde ud at mærke og være i både de smertefulde følelser og dem der fylder livet med kærlighed, glæde og varme.

Vi kan ikke undgå stressende oplevelser, men vi kan tage stresssymptomerne alvorligt og søge hjælp til at få balance i krop, følelser og hjerne, når vi har været ude for oplevelser, der har påvirket os meget voldsomt, når vi oplever vi er ramt af stress og tror vi fejler noget fysisk. 

Ingen går rundt med et ubehandlet brækket ben i årevis, men mange går rundt med et ubehandlet dybt såret sind og et rystet nervesystem, der nogen gange udtrykker sig som en adfærd, andre til tider tager afstand fra, fordi det de ramte gør virker uforståeligt.

Et sind der er rystet og traumatiseret af oplevelser, vi ikke er herre over, men som vi bare må igennem, skal beroliges til det falder ind i en tilstand af normalitet og velvære igen. Det kan være en lang proces tilbage til roen og balancen, måske livslang.

Jeg vil som psykoterapeut gå vejen med dig i det omfang, du har behov for.

Kærlig hilsen

Hanne Christensen

Psykoterapeut i København

__________________________

Hanne Christensen, Privatpraktiserende Psykoterapeut & Parterapeut
Læs mere på: http://www.kbhpsykoterapi.dk