

Ordet psykoterapi kommer oprindeligt fra græsk. På græsk betyder psyke sjæl, og terapi betyder behandling. Psykoterapi handler altså om behandling af sjælen.
Aura Soma terapi kaldes for sjælsterapi. Det er en anerledes form for psykoterapi end traditionel psykoterapi. I Aura Soma terapi er farverne en vej til kontakt med sjælen. Som terapeut er jeg mere en slags guide, der med min viden om farver, hjælper klienten med at få kontakt til sit indre, sin sjæl. Udgangspunktet er, at vi altid har alle svarene i os selv, og at farverne kan hjælpe os til at komme i forbindelse med den visdom, viden, kraft og potentiale, der er i os alle.
Aura Soma er et unikt redskab til selvudvikling. Jeg vil kalde det en genvej, en metode der ikke bare hjælper dig med at blive klogere på dig selv og opnå større selvaccept, men også en måde, hvorpå du samtidig healer gamle sår og traumer, så du oplever at blive mere hel og få mere fred og glæde i livet.
Når du ser på de 116 Aura Soma flasker, er det som at betragte en smuk blomstrende have. Så fuld af skønhed, strålende, smukke farver og dufte, som bringer minder og erindringer frem fra det inderste i dig.
At farver har en evne til at hjælpe os med at komme i kontakt med os selv og kommunikere med vores inderste, er ikke noget nyt, det har været en kendt del i tidligere tiders terapi og healing.
Farver har et sprog. Alle farver har en betydning, og kan fortælle om, hvordan du tænker, føler og handler. Farverne er et spejl af dig. Kombinationen af farverne i de enkelte flasker tilføjer hver flaske et ganske særligt tema.
En Aura Soma terapi starter med, at du kort fortæller om, hvad du er kommet for. Herefter vælger du 4 flasker. Du vælger dem, der tiltrækker din opmærksomhed. Det er ikke nødvendigvis dem, du synes er flotteste, men ofte nærmere dem, der er noget ved, som gør dig nysgerrig eller som drager dig.
Valget af flaskerne slår temaet an, det som din sjæl ønsker at tale med dig om, det, som du har brug for at se nærmere på for at kunne finde svaret på det, du kommer efter. Med farverne som baggrund taler vi rundt om temaet, indtil du har fået den klarhed, du har brug for. Klarhed over, hvad du tænker, hvad du føler, og hvordan du kan handle, sådan at der er overensstemmelse mellem disse tre lag. Det er nemlig, når der ikke er overensstemmelse mellem vores tanker, følelser og handlinger, at vi får ”ondt i livet”.
Forleden havde jeg en kort session med en klient, som meget godt illustrerer Aura Soma terapi.
Kort fortalt havde hendes ene datter brudt kontakten til hende, og hendes øvrige børn var heller ikke på talefod. Hun var ked af det og i tvivl om, hvad hendes andel i det var, og ikke mindst om, hvordan hun kunne løse det mellem dem alle. Hun havde vendt og drejet situationen i lang tid uden at finde en udvej. Jeg opfodrede hende til at trække en flaske. Hun trak en flaske, og ud fra den fik vi en snak. I begyndelsen gentog hun de tanker, hun allerede havde gjort sig, om hvordan hun kunne fixe det hele, men heller ikke nu hjalp analyserne hende. Jeg fyldte et par ord mere på om farvernes og temaet i flasken, og stille og roligt var det, som om hun begyndte at se situationen et andet sted fra, der dukkede nye tanker op omkring den, andre følelser dukkede op, og efterhånden bredte der sig en form for indsigt i hende. Til sidst havde hun fået så meget forståelse og klarhed omkring sig selv og situationen, at hun også vidste, hvad hun kunne bidrage med for at tingene kunne ændre sig. Til forskel fra at føle, at hun skulle fixe det, så kunne hun nu rumme det og give plads til, at alle kunne være der ude at være forkerte. Det gav hende ro og håb. Dagen efter fik jeg en sms fra hende, hvor hun takkede og skrev, at hun var fuldstændig overvældet af den klarhed, flaskerne havde givet hende.
Der er ingen færdige hokus pokus løsninger i flaskerne. Derimod en kærkommen mulighed for at skabe kontakt til vores indre stemme. Alt for ofte glemmer vi nemlig, at vi har alle svarene i os selv. Farverne giver os indsigt og en større bevidsthed om, hvad det hele handler om, at vi hverken skal fixe noget eller af med noget. Gennem vores liv har vi ofte mistet den naturlige forbindelse til vores indre, til vores visdom, kraft og potentiale, og derfor kan vi have brug for hjælp til at genfinde vejen ind. Det er det, Aura Soma kan hjælpe os med, det er redskabet, der kan hjælpe os med at finde tilbage til os selv og til svarene i os selv.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer