Længsler og ligninger

Nogen gange kan man godt få skubbet sine drømme og længsler langt væk, fordi man synes, der kan være så meget at skulle tage hensyn til. Det kan virke helt umuligt at få ligningen til at gå op.

Måske har du en partner, børn, familie og venner. Så er der måske et job og en hobby. Der er hus, lejlighed, regninger. Alle mulige omstændigheder, som er dele af dit liv, som det er lige nu.

Har du nogen sinde tænkt på, om du bruger dine omgivelser og ydre omstændigheder som undskyldninger og begrænsninger for ikke at gå efter dine længsler?

Måske er du ikke engang klar over, hvad du dybest set ønsker dig?

Jeg synes selv, jeg er privilegeret på mange måder. Den anden dag sad jeg og glædede mig over det, men funderede også lidt over, om jeg har længsler, jeg ikke får opfyldt. Det synes jeg, man skal gøre for sig selv jævnligt, også selvom man på mange måder har det godt. Sådan lige mærke ind i, hvor man er med det hele.

Når jeg gør det, så tænker jeg ofte på en ligning.

En ligning skal gå op, men for at jeg kan mærke ordentligt efter, så må jeg tage nogle af elementerne ud af min ligning først. For at nå frem til, hvad jeg - og kun jeg - gerne vil.

Når vi tænker mand, kone, børn, job, økonomi og alt muligt ind i ligningen, så kan det være rigtig svært at mærke ordentligt efter. Så har vi nemlig, allerede før vi er i gang, lagt nogle begrænsninger ind over (”Hvis ikke var fordi jeg havde xx, manglede xx, xx blandede sig, og jeg skulle tage hensyn til xxxx, så ville jeg xxxxx”).

Så har du lyst til at undersøge, om du har længsler, drømme og ønsker, som skal op til overfladen og føres ud i livet, så prøv at spørge dig selv:

Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var helt alene?

Ville du flytte, skifte job, rejse mere, gå mere ud, gå før i seng, danse, spise anderledes, købe nye sko, have mere ro ….? Hvad længes du efter, stort og småt?

Hvad så, når det er landet i mig?

Når du mærker dine længsler, så skal ligningen til at gå op. Det kan være, det er noget, du selv kan gøre uden hensyn eller indblanding, men det kan også være, at dine ønsker skal tilpasses lidt for at matche nogle andre ting.

Det behøver ikke nødvendigvis at være at gå på kompromis. Det kan bare være, at tingene bare skal udspille sig anderledes, end du lige havde forestillet dig.

Men forudsætningen er helt sikkert, at du starter med at være klar på, hvad du længes efter.

Jeg har et sjovt, lille eksempel fra mit eget liv. For mange år siden ønskede jeg mig en overdækket terrasse. Min mand ville hellere have et drivhus. Det var jeg ikke så vild med. Jeg kunne ikke lige forestille mig, at det ville pynte i vores have, faktisk er drivhuse slet ikke min smag. Og der var i hvert fald ikke plads til både og i vores lille have.

Vi satte os ned en aften og snakkede vores ønsker og drømme igennem, og blandt andet kom vi ind på dette. Jeg nåede frem til, at det, jeg virkelig længtes efter, var at kunne sidde længe ude om aftenen uden af få dug eller regn på mig. At der var lidt læ og varme, så jeg kunne komme tidligere ud om foråret og trække sommeren lidt længere også. Min mand drømte om at dyrke tomater og oliven og andre sjove ting, der krævede mere end bare tag over, men ellers mange af de samme ting, som jeg havde nævnt.

Dagen efter faldt vi over en havepavillon på nettet. Den fineste, smukke 8-kantede pavillon med plads til både borde og stole, og masser af planter. Den passede perfekt ind i et hjørne af terrassen. Vi købte den lige på stedet.

Vores samtale gjorde, at vi fik øje på en mulighed ingen af os havde set, før vi begge fik mærket godt efter og udtrykt vores ønsker.

Først kom længslerne, så kom løsningen, og så var ligningen gået op.

 

Kærlig hilsen

Malouna

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Længsler og ligninger er svært forenelige. Læs hvorfor