Hvem er med på din vogn?

Når du vil fremad, har du brug for mennesker, der hjælper dig i den rigtige retning.

Vi har alle sammen ting, vi gerne vil opnå, små og store. Det kan være alt lige fra drømmejob og vægttab, til mere tryghed eller frihed.

Ansvaret for at opnå disse ting er vores eget. Vi kan enten handle eller lade os begrænse. Men vi er ikke alene. Der er mennesker omkring os, der kan bidrage til begge dele.

Jeg hørte en fin, lille historie den anden dag, som jeg gerne vil dele med dig. Den stammer fra amerikanske Butch Lewis. Han hjalp andre med at opnå mål og succes, og var blandt andet boksemanager for den olympiske vinder Michael Spinks.

Han brugte ofte historien til at illustrere, hvorfor det er vigtigt at se på, hvem man omgiver sig med, når man vil opnå succes med sine drømme og ønsker. Historien lød nogenlunde sådan her:

 

Se på din vogn

Forestil dig, at du har en vogn, som du skal trække op ad en bakke for at nå dit mål.

Det er din vogn, så du går forrest og styrer den. Du ved, hvor du gerne vil hen.

Du har et reb om maven, som du har fastgjort til vognen.

I vognen sidder alle de mennesker, du kender. De er med på din rejse.

Men vognen er tung, så du kan ikke trække den alene. Du må have hjælp.
 
Derfor må du se på, hvem du har med i vognen.

Nogle af dem, du kender, vil have foden nede og skubbe godt med, så du kommer fremad. Nogen hopper af og skubber bagpå eller hjælper dig med at trække.

Men der kan også være nogen, der har foden nede, og bruger den til at bremse med, så vognen bliver endnu tungere at flytte eller står helt stille. Og så er der måske nogen, der bare er med på turen, men ikke gør andet end at tynge.

Nu må du spørge dig selv: Hvem vil du have med videre?

Hvem hjælper dig fremad?
Er der nogen, der må forlade vognen?
Og skal du have flere med?

 

Hvordan er din "passagerliste"?

Måske er du blevet inspireret af historien til at se nærmere på din egen ”vogn”?

Du kan prøve at tænke over nogle af de ting, du gerne vil opnå, eventuelt skrive dem ned.

Derefter kan du lave en liste over alle de mennesker, du omgås.

Gennemgå listen ved at se på personerne én for én.

Hvad er svarene på spørgsmålene ovenover til dem hver især?

Kærlig hilsen
Malouna

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hvem er med på din vogn? Når du vil fremad, har du brug for mennesker, der hjælper dig i den rigtige retning.