

Kender du de der mennesker, der kan suge al saft og kraft ud af dig?
Efter at have tilbragt noget tid sammen med dem, kan du føle dig helt drænet bagefter. Det er som om, du er blevet tappet for al energi. Faktisk kan bare tanken om, at skulle tilbringe noget tid sammen med en energivampyr, gøre dig træt.
De er allevegne, og nogen af dem kan du sikkert godt undgå. Andre ikke.
Og så er der dem, der sniger sig ind på dig. Hvor du ikke lige havde set den komme, men pludselig er fanget. De har fået kløerne i dig, og energitapningen går i gang, hvis ikke du passer på dig.
Hvem er de?
Energivampyrer er mennesker i underskud. Det er mennesker, der har det svært. De er hverken værre eller bedre end andre. De er bare et sted, hvor de ikke magter at bringe sig selv ovenpå, og har brug for hjælp til det.
En måde de kan forsøge at gøre det på, er ved at trække andre med ned. På den måde er der nemlig nogen at dele byrden med, og det giver en form for lettelse. Så skal de ikke bære smerten alene.
Det giver også en fællesskabsfølelse at være samme sted. Man kunne sige, at det er ligesom radiobølger. Man er stillet ind på samme frekvens.
Måske kender du det lidt selv?
Når man har det rigtig svært, så kan glade og positive mennesker næsten ikke være til at holde ud. Man kan fristes til at ønske dem langt væk med deres gode humør. Fordi de minder én om, hvordan man gerne selv vil have det, men ikke har. De irriterer én, fordi der er for lang afstand mellem frekvenserne.
Det er som, hvis den ene spiller munter popmusik på sin kanal, og den anden tunge blues. Det spiller bare ikke sammen. Og det er umuligt at være indstillet på flere kanaler på én gang.
Så hvilken frekvens stiller du ind på, når der er én, der er på den lave? Hvilken kanal vælger du?
Den stærkeste energi vinder altid
Hvis du vil undgå at blive trukket ned af en energivampyr, så pas på dit overskud.
Lad være med, i misforstået godhed, at lade dig trække derhen, hvor du bliver et match til den lave frekvens. Bliv på din energikanal.
Det betyder ikke, at du ikke kan hjælpe dem, der har det svært og er på lav frekvens. Du hjælper dem bare ikke ved selv at gå ned. Så ender det med, at der to, der er nede i stedet. Eller at I bytter pladser, så du har fået hevet dem op, men nu selv ligger og roder rundt dernede.
Du kan godt være empatisk og give andre omsorg uden at overtage deres lave energi, eller lade dem stjæle din.
Du kan blive i dig selv, og ikke ”gå over” i dem. Du kan lytte og høre deres historie. Du kan give dem taletid, så de får luft. Du kan vise dem, at de betyder noget for dig. Du kan udtrykke omsorg, og at du prøver at forstå dem. Og du kan inspirere dem ved at være det gode eksempel. Ved at holde fast i dig selv.
Alt det kan du bruge noget af dit overskud til, uden at det helt forsvinder.
Måske kan du også stille og roligt få deres energi vendt mere i din retning. Men de skal selv ville det.
For det kan også være, at du bare ikke kan flytte dem. Det er i heller ikke dit ansvar at gøre det, men deres eget. Så må du slippe dem, når du begynder at mærke energien sive ud af dig.
Men uanset hvad, så vil andre aldrig kunne stjæle din energi, hvis ikke du giver dem lov til det.
Ligesom de har ansvaret for deres energi, har du også ansvaret for din. Og det vil til enhver tid være bedre for både dem og dig, at du passer godt på den.
Kærlig hilsen
Malouna
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerJeg har lidt svært ved at greje dette stykke:
"Du kan godt være empatisk og give andre omsorg uden at overtage deres lave energi, eller lade dem stjæle din.
Du kan blive i dig selv, og ikke ”gå over” i dem. Du kan lytte og høre deres historie. Du kan give dem taletid, så de får luft. Du kan vise dem, at de betyder noget for dig. Du kan udtrykke omsorg, og at du prøver at forstå dem. Og du kan inspirere dem ved at være det gode eksempel. Ved at holde fast i dig selv."
Umiddelbart tænker jeg, at der er en vis risiko - afhængigt af personen - for at det bliver opfattet som falskhed.. hvilket det jo objektivt set også er, da det er en forstillelse, man lader som om?