Når selvhjælpsbøger ikke hjælper

Hvor mange hyldemeter selvhjælpsbøger skal man op på, før det går op for én, at de ikke har gjort den store forskel?

Det er selvfølgelig en overdrivelse, for der sker der en udvikling hele tiden. Det er nok nærmest umuligt ikke at udvikle sig, hjulpet af bøger eller ej. Men om antallet af indkøbte, lånte, halv- og hel læste selvhjælpsbøger står mål med resultatet, er en anden sag.


Hvad nu, hvis der slet ikke er noget galt med dig?

Jeg har selv været storforbruger af selvhjælpsbøger. Der er skrevet rigtig mange gode, og en del mindre gode. Jeg er ikke i tvivl om, at det meste har sin berettigelse i en eller anden grad, og nogen har brug for det. Det har jeg også haft for en stor del. Det er bare ikke min pointe lige nu. Jeg er ikke ude på at få nogen til at holde op med at skrive eller læse. Overhovedet ikke.

For mit eget vedkommende er jeg bare nået frem til, at jeg ikke kun har haft gavn af alle bøgerne. Jeg har grædt og grinet og kæmpet og kedet mig igennem den ene proces værre end den anden. Eller jeg har med halvsort samvittighed afsluttet læsningen af en bog, uden nogensinde at få lavet de mange gange utallige øvelser i den. Og er ofte nået frem til den konklusion, at når bøgerne ikke virkede for mig, så måtte det jo enten være de forkerte bøger - eller mig, der var et håbløst tilfælde.

Jeg har en del på hylden, som har gjort en slags positiv forskel for mig. Den skal de alligevel have. Det har de. Men jeg har altså mange, mange flere, der har gjort det modsatte.

Hvorfor?

Fordi de har været med til at holde liv i en illusion om, at jeg har været forkert og har skullet repareres. Fordi jeg er vokset op i en tid, hvor alt har skullet fikses, i stykker eller ej. Hvor det er blevet gjort skamfuldt og problematisk at have problemer. Og den gigantisk store selvhjælpsindustri har understøttet den opfattelse for mig.

Mange gange, når jeg har været udfordret i mit liv, har jeg forsøgt at lappe på den følelse af forkerthed ved hjælp af endnu en bog, i stedet for at acceptere den, jeg er, hvad livet byder mig, og give mig selv lov til at gennemleve alle de naturlige følelser, der følger med.
 
Så man kan sige, at grunden til, at der er mange af mine problemer, jeg ikke har kunnet løse ved hjælp af bøgerne har været, at der ikke var noget problem.

Gad vide, om nogen har skrevet en bog om det?

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Når selvhjælpsbøger ikke hjælper. Psykoterapeut Charlotte Palm Holstebro på Levlykkeligt.dk