Er din indre båndoptager fyldt med gammelt sludder?

Anonym

Måske har du hørt nogen sige noget så mange gange eller med så stor autoritet, at ordene er blevet til din overbevisning, uden at det i virkeligheden er sandt for dig.

Det er ikke alle ordsprog eller talemåder, der passer til vores egen sandhed. Vi ved det måske godt, men alligevel parerer vi ordre, når den indre stemme taler. Det er også muligt, at vi slet ikke hører den. Sådan virkelig hører den. Ordene har ligesom sat sig fast, og når vi ikke er meget bevidste om, hvad den indre stemme siger, går vi på autopilot og handler efter den.

Vi kan have hørt tingene så mange gange eller nogen kan have sagt det med så stor overbevisning, at vi har taget det til os. Det er sagt af mennesker, som vi har stolet på, og som vi troede vidste bedre end os selv. Og det er ok, for hvordan skulle vi kunne andet? Vi har været et usikkert sted og haft brug for at blive vejledt af andre. Og så er ordene blevet til en slags indre guide for os, som måske har fungeret meget godt til tider, men som vi kan opdage også kan forhindre os i at gøre ting, vi gerne vil. Eller få os til at gøre noget, vi dybest set ikke vil. 

Det kan være, du kender det? At du er lige ved at gøre et eller andet, og så er der sådan en stemme inde i hovedet, der fyrer en gammel skrøne af? Et ordsprog eller en sætning. Det kan for eksempel være noget, vi har hørt vores forældre, lærere eller andre sige mange gange i vores opvækst. Men er det nu rigtigt? 

Måske skal skomageren slet ikke blive ved sin læst?

Måske må man godt flyve bare lidt højere, end vingerne bærer?

Måske skal man i virkeligheden nyde, før man kan yde?

Og måske kommer alt godt slet ikke til den, der venter, men den der springer ud i det?

Hvad der er sandt for dig, må du lige mærke efter, hvis din indre båndoptager går i gang. Prøv at spole tilbage, hør godt efter og undersøg, om det er sådan, at du synes, det er for dig.

Bliver du guidet af andres stemmer eller er det dig, der snakker? Det er den, der snakker, der bestemmer.