Du kan ikke såre eller glæde andre

Det er ikke muligt at såre andre mennesker. Heller ikke at glæde dem.

Er det virkelig sandt, at mennesker er i stand til at fornærme eller såre hinanden?

Umiddelbart vil det fortørnede svar måske være at ”ja, det er da, min kæreste gjorde mig ked af det så sent som i går, og jeg bliver da tit såret over noget, mine forældre gør, så selvfølgelig kan mennesker såre og fornærme hinanden”. Men det kan de ikke.

Hvis det var sandt at mennesker kan såre hinanden, hvordan kan det så være, at det samme menneske kan sige nøjagtig det samme til to medmennesker – men kun den ene bliver fornærmet, mens den anden ler?

Husker du Muhammedkrisen? Den tog udgangspunkt i en fælles antagelse om, at mennesker kan såre hinanden. Som jeg husker det, anfægtede så godt som ingen den grundpræmis. Men præmissen var forkert dengang, og det er den stadig. 

Hvis det virkelig var sådan, at tegningerne var krænkende, hvordan kan det så være, at ikke alle, der kiggede på dem, blev krænket? Det må de jo blive – det er dog tegningerne, der er krænkende?

Generelt, uanset hvilken religiøs baggrund man har, er det for nutidsmennesket afgørende at få øje på den illusion, mange stadig baserer deres holdning på: Illusionen om, at mennesker kan krænke,  såre eller for den sags skyld glæde hinanden.

Sårethed kræver samarbejde

Skal jeg såre eller glæde et medmenneske kræver det ubetinget at den anden samarbejder med mig om det. Jeg kan ikke gøre det alene. Den magt har intet menneske over et andet menneske. Mennesker er i stand til at fornærme (eller glæde) sig selv. Ved hjælp af det, de tænker om det, andre gør og siger, og ved hjælp af den måde, de vælger at fortolke det på. Et hvert menneske skaber selv sin virkelighed, via den måde, det vælger at forholde sig til tingene på.

Det faktum er godt illustreret af Nelson Mandelas historie. Når det ikke lykkedes at gøre ham til et hadefuldt og bittert menneske, fyldt med smerte og had, var det fordi han ikke ville samarbejde med sine modstandere om det. De kunne spærre ham inde, de kunne forsøge at ydmyge ham – men de havde ingen magt til at få ham til at blive bitter og hadefuld over deres gerninger. Der var ellers grunde nok til det, skulle man mene.

Hans historie er bare ét eksempel på, hvor magtfuldt det enkelte menneske er, omstændighederne uanset. Og selv om vi måske ikke alle er i liga med hr. Mandela, så er det stadig en mulighed for alle at tage deres menneskelige styrke til sig. Om den enkelte så vil det er hendes eget valg.

Slip illusionen og vedkend dig din egen magt

Når mennesker imidlertid holder så godt fast i illusionen om, at det er de andre, der skaber min virkelighed, et det fordi den på kort sigt er bekvem. Den fritager individet for at handle og beslutte selvstændigt. Det kan være meget hensigtsmæssigt for en person der er vokset op i et land, hvor selvstændig handlen og beslutningstagning ikke er velset. Men for hver gang et menneske ”køber” den illusion (og jeg vil gerne se den der ikke gør det fra tid til anden) undlader det at vedkende sig sin egen styrke og magtfuldhed, og foretrækker at dyrke et billede af sig selv som offer. Det er et valg, og det valg er og bliver den enkeltes eget ansvar. Det kan aldrig blive dit. Derfor kan du ikke såre andre.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Undskyld mig min ligefremhed, men det er altså noget vrøvl.

Med al mulig respekt, og ikke for at såre eller støde, så forudsætter din tese, at alle er i besiddelse af en sådan Mandela-super-usårligheds-kappe de kan iføre sig når bombardementet begynder. Mig bekendt er det langt fra virkeligheden, omend en godhjertet tanke.

Selvfølgelig er vi ansvarlige for de ord der kommer ud af vores mund, og de mulige konsekvenser vore handlinger kan have for andre mennesker. Hvis vi forblændes fordi vi måske har fundet vores egen usårlighedskappe, og på den konto konkludere at det samme måtte være gældende for alle andre, hopper kæden af. Da bliver ønsket om at kaste lys over illusionen i sig selv illusorisk.

Jeg er helt med på at valget er mit, og jeg selv bestemmer om jeg hopper på limpinden, og hvorvidt jeg vælger at digte med på historien når jeg udsættes for smæderige og sårende ytringer fra andre mennesker. Men det fratager mig ikke mit personlige ansvar overfor mine egne handlinger og deres påvirkning på mine omgivelser.

Det er i dette spænderum, mellem ens egen virkelighedsopfattelse og formodningen om andres ditto, at vores største fordringer ligger. Det er her vores moralske og empatiske evner skal afprøves. I den virkelighed der udgør vore relationer. Disse kan ikke opløses med et trylleslag. Mange tidligere forsøg på dette, har medført ubodelig skade.  

kh Søren  

Hej Søren, tak for komplimenten ;-)

Og tak fordi du responderer kvalificeret, det er altid en fornøjelse - så får man også selv lejlighed til at fortsætte sine reflektioner.

Du og jeg taler om to sider af samme mønt, tænker jeg. Dit indlæg handler om afsenderens ansvar for det, vedkommende siger. Ja, i høj grad, jeg kunne ikke være mere enig. Mit indlæg handler om modtagerens magt til at bestemme, hvordan det afsendte bliver modtaget. I min verden kompletterer de to aspekter hinanden.

Modtageren af kommunikation er magtfuld. Modtageren bestemmer, hvad hun vil oversætte det kommunikerede til - uanset hvad der var afsenderens hensigt med det kommunikerede. Det hører med, at en afsender kan have til hensigt at glæde modtageren, men det kan stadig ikke lade sig gøre at opfylde den hensigt medmindre modtageren er indstillet på det, og ikke tager det sagte op som en personlig fornærmelse. Den magtfuldhed er Mandela ikke alene om at have. Den har alle mennesker. Om de vil tage den i brug er et spørgsmål om at have kontakt til den magtfuldhed, og - enig - det har de færreste. Men det betyder ikke, at den ikke er et potentiale. Om det er specielt godhjertet at gøre opmærksom på eksistensen af det potentiale ved jeg ikke - de færreste synes om at få frataget en offermulighed.

Tak for dine inspirerende tanker!

Bedste hilsner

Birgitte Asmussen

PS: Blev for nogle år siden kaldt "en selvfed ko" af en meget aggressiv nabo. På det tidspunkt havde jeg i mange år arbejdet med at reparere på et elendigt selvværd, så da han sagde det tænkte jeg glad og oplivet, at hvis jeg kunne ses sådan, så var der i hvert fald et eller andet der var lykkedes :-)

 

 

At såre og glæde andre er umuligt uden samarbejde med dem