Se kontaktoplysninger og profil for Alice Persson

I går læste jeg en statusopdatering på Sjælens pastelfarvede profil:

"Jubii, så lykkedes det. Jeg er så glad."

Straks mærker jeg irritationen. Hvorfor melder hun ikke klart ud, hvorfor hun er glad? Jeg føler mig manipuleret med. Selv om jeg ved, at det kan være en frygt for at vise hele sig selv.

I mit stille sind ved jeg godt, at hun vil have mig til at skrive: "Jamen, hvad er der sket? Hvorfor er du så glad?"

Jeg er født glad i dag. Så jeg skriver:

"Jamen, hvad er der sket? Hvorfor er du så glad?"

"Det er Kroppen. Og Sindet. De har set hinanden. Og mig!"

Jeg har bemærket, hvordan hun i årevis har flagret rundt om Kroppen og Sindet og basket med sine små vinger. I håb om at de lytter. Men hendes vingeslag er så bløde, at hun ikke er blevet hørt. Jeg har tit sanset hende flyve forbi. Jeg har mærket den bløde og rare snurren af dunede vingefjer og følt hendes kærlige strejf på min kind. Men jeg vidste ikke, at hun havde et formål med det: lyt til hinanden, lyt! Se! Først når I ser og hører hinanden, kan I for alvor være sammen.

Kroppen har i mange år været sig selv. Han er meget fysisk og ved godt, hvor skabet skal stå. Han kan selv finde på at flytte det. Der skal løbes ture og svedes, både ude i skoven og i fitnesscentret. Til tider. Til andre tider sidder han i timevis foran computeren eller ligger dovent henslængt på sofaen og er ikke til at få op igen. Strækker halvsvage arme ud mod noget, han tror han har behov for. Alkohol, søde sager, popcorn og andet, der i perioder forsøder hans tilværelse. Kroppen tror på fysikken. Og det han mærker. Men han mærker kun, når det gør ondt og der er problemer. Ellers lægger han såmænd ikke mærke til så meget. Hjernen arbejder autonomt, som den plejer med at holde kroppen i live.

Sindet er også en instans med egen selvforståelse. Som Kroppen ved hun, hvor skabet skal stå, men nøjes med at tænke sig til det. Sindet har en skattekiste fuld af tanker. Anerkendende tanker, negative tanker, håbefulde tanker, længselsfulde tanker. Hun ved godt, at tanker kan bruges til at skabe følelser med. Ofte har hun oplevet, at visse tanker skaber rigtig svære følelser, som det er uudholdeligt at være i. Så hun øver sig og øver sig i at skabe andre tanker. Skriver ned, reflekterer, presser, lokker og skælder ud. Nogle gange lykkes det at holde de negative tanker væk. Skrive solskinshilsener til sig selv hver dag og sætte på køleskabet. Det hjælper for en stund. Men pludselig er de der igen. Som insisterende vredt brummende hvepse sætter de sig i hjernen og kværner løs derinde.

Sjælen er klar over alt dette. Sjælen er en guddommelig lille samler. Hun vil så gerne have, at de alle tre kan være én stor familie. Så hun flyver rundt i det fælles rum og skaber rar stemning. Prøver at gøre opmærksom på sig selv. Hun strejfer den hånd, der griber ud efter lakridskonfekten. Hun oplever håb, da hånden pludselig tøver, som om den har fornemmet den subtile berøring. Hun mister  håbet igen, da tre stykker lakridskonfekt på én gang ryger fra hånden i munden. Hun prøver at få Sindet til at hjælpe Kroppen med at lokke for noget andet. Stikker sit ferskenfarvede næb hen til Sindets øre og hvisker: Kunne du ikke fortælle kroppen, at den har lyst til at gå en tur? Og hvad med dig? Har du måske ikke lyst til at lave noget andet? Du kunne jo ringe til nogen, meditere, male, skrive lidt eller mødes med mig?

Telefonen drager. Jeg har lyst til en mere direkte kontakt med Sjælen. Der er noget distance i kun at kommunikere på Facebook. Jeg ønsker at komme tættere på hende, den lille ufangelige og lette strejfer.

"Nu er det lykkedes mig," kvidrer Sjælen og basker med vingerne, så den ligner en oppustet undulat i brusebad. "Nu er vi sammen. Vi ser og hører hinanden, og vi mærker efter hvad vi har lyst til."

"Jamen, hvordan er det sket?" spørger jeg.

"Det er lykkedes dem begge to at være stille. Og først når de er stille, kan de høre og mærke mig. Det begyndte med, at Kroppen måtte opsøge noget hjælp. Han blev så presset, at han fik stress. Så han mødtes med et menneske, der kunne hjælpe ham med at mærke sig selv. Og så satte Kroppen sig til rette og prøvede at iagttage Sindet. Det var svært for ham. Han har prøvet det flere gange, men lige nu var der en åbning i ham, og han mærkede Stædigheden. Måske var det, fordi han blev så presset, at han fik stress. Først var det svært for ham at acceptere alle Sindets tanker. Og hun havde svært ved at føle sig så iagttaget. Men da det skete, faldt Sindet til ro, og så - pludselig, da jeg virrede rundt i luften over dem og heppede, åbnede de deres øjne og så. De så hinanden dybt i øjnene.

"Og hvad skete der så?", jeg spørger hurtigt og åndeløst.

"Der skete noget fantastisk," siger Sjælen glad. "Jeg overhørte deres samtale."

"Hej. Endelig, hviskede Sindet til Kroppen. Så mødes vi. Jeg så Kroppen få tårer i øjnene, og at Sindet pludselig mærkede, hvordan hendes hjerte slog. Jeg tror, der er en lille baskende sjæl i mit hjerte, som har prøvet at få noget opmærksomhed længe, sagde Sindet.

"Jeg blev så lettet som aldrig før. De har set mig og mærket mig. Så dér er jeg nu," jubler den lille pastelfugl. "Jeg bor i hjertet."

Det lyder alt for godt til at være sandt. Jeg ved ikke rigtig, om jeg tør håbe på, at det er rigtigt. Så jeg må putte lidt malurt i bægeret, fordi jeg er bekymret.

"Tror du så ikke, du kommer til at kede dig nu?" spørger jeg. "Du har jo haft så travlt med at tage dig af dem og føre jer sammen?"

Det giver et lille sæt i Sjælen. Halefjerene rejser sig. Hun kigger ned ad sin buttede dunede krop og pudser lidt på vingefjerene. Den pastelfarvede grønturkise mave lyser op.

"Nej, det er jo netop nu, jeg kan følge min lyst og lave alt det dejlige kreative, jeg har lyst til. Kroppen behøver ikke al den lakridskonfekt. Sindet tænker ikke så meget nu. Jeg har fred," siger hun. "Når der er fred, betyder det, at jeg bliver set og hørt. Og det betyder jo ikke, at vi skal være sammentømret hele tiden, vi tre, så vi ikke kan røre os hver for sig. Men jeg kan få ro til at være mig. Der er fred i mine relationer. Jeg har en base. Et hjem. Jeg kan komme og gå. Flyve ud og komme tilbage. I en rolig og regelmæssig rytme."

"Så er der bare én ting," siger jeg og føler mig modig over at nærme mig hende på et helt personligt plan. "Jeg bliver lidt irriteret, når du skriver kryptisk på Facebook. Så vil du ikke nok lade være med at manipulere dine svar frem? Det er, som om vi ikke rigtig er i kontakt, når du tvinger mig. Jeg vil gerne give dig noget. Vær sikker på, at vi er mange, der hjertens gerne vil møde dig og bekræfte dig, når du også skriver, hvad det handler om?"

Sjælen rødmer i sit lille pastelgrønne ansigt. Et øjeblik bliver hun helt rund og dunet som en nyudsprunget fugleunge. "Tak, fordi du siger det til mig. Jeg har ikke helt glemt min rolle. Husk på, at hele mit liv har jeg svævet rundt foran de andre og forsøgt at få dem til at se hinanden og mig. Selv om det er noget, jeg har længtes efter, er det også lidt farligt at blive set. Jeg bliver bange for at miste dem igen. Så måske har jeg behov for at manipulere bare lidt mere. Bare for at beskytte mig selv. Men hav tålmodighed med mig. Jeg har først lige lært at flyve rigtigt."

Jeg taster "Synes godt om" i hendes status.

Kærligst
Psykoterapeut Alice Persson