Hvad nu, hvis ...

"Hvad nu, hvis ...?" hørte jeg tit som barn. Jeg var omgivet af voksne, der var angst og altid spejdede efter den værst tænkelige situation. Hvad nu, hvis min far gik nedenom og hjem med fabrikken? Så måtte vi gå fra hus og hjem. Eller hvis nu der skete en ulykke på vej til skole? Eller hvis ...

Min tante var den værste: "Nej, lad være med det. Ikke gå ud. Der kunne ske noget," sagde min hun tit til sit barn. Hun lod ham sidde i sikkerhed på værelset, så længe han var lille. Hun var bange for, at han skulle komme noget til. Han blev vartet op som en lille herre. Da skolepligten indtraf, fulgte hun ham i skole i mange år. Helt til det pinlige. Så han blev mobbet. Selvfølgelig blev han mobbet. I dag er det barn en ældre herre, som bor dybt ensom uden venner.

Har du også én?

En "Hvad nu, hvis ..." sætter sig fast i én. Selv om jeg er voksen og med mit mentale sind, min krop og mit nervesystem godt ved, at den er overdrevet og forældet, så vinker den da stadig til mig indimellem. Hvordan kommer jeg af med den? 

Kontakt din "Hvad nu, hvis ..."
En "Hvad nu, hvis..." kommer man ikke sådan af med. Man kan arbejde med den, iagttage den og anerkende den. En "Hvad nu, hvis ..." har i virkeligheden brug for din hjælp. Gå i dialog med den. De bange følelser gestalter sig i dit lille indre barns skikkelse. Når du bevidst spalter dine følelser ud i et lille indre barn, kan du bedre se dem, mærke dem og drage omsorg for dem. Tage dig af "barnet."

"Hvad nu, hvis ..." sidder i barnestørrelse over for dig i en stol. Du ved godt, at du er voksen. At du har et problem med at gå ud eller bare at tage kontakt til andre. I kigger på hinanden. Du ser et lille bange menneske og føler måske kærlighed til hende/ham. Eller bliver du irriteret?

Kontakt din indre voksne
Du har heldigvis en voksen side. Hvis du er i tvivl og ikke kan mærke den, så mærk efter i kroppen og tænk på dine ressourcer. Hvornår er det, at du ikke er bange? Hvad er du god til? Organisere? Regne? Skrive? Dyrke sport? Løbe? Lave mad? Er du stærk, når du står i en skov og læner dig op ad et træ? Når du kæler med din hund eller kat? Det kan være mange situationer, hvor du føler dig stærk og god.

Når du får kontakt til den side, som er den voksne inden i dig, kan du spørge hende den lille bange: "Hvordan kan jeg hjælpe dig?" Hun svarer måske: "Fortæl mig, at jeg roligt kan gå ud. At der ikke vil ske noget."

Tag din "Hvad nu, hvis ..." i hånden
Kan man love nogen, at der ikke vil ske noget? Nej. Men du kan tilbyde barnet, at du går med og viser det, hvad det farlige består i. Så det ikke længere er så diffust. At du tager barnet i hånden og går ud. Viser det helt konkret, hvad man skal passe på derude. Se til højre og venstre. Stoppe for rødt, gå over for grønt. Sørge for at lukke sin taske ordentligt. Klæde sig varmt på, hvis det er koldt. Være bevidst om sine sanser. Trække vejret dybt. Sige små bemærkninger til ekspedienter i butikker. Smile til folk i bussen. Altsammen små initiativer, der bringer barnet mere ro.

"Hvad nu, hvis ..." skal ikke fjernes. Den skal bare reguleres, så den ikke laver så meget ballade. "Hvad nu, hvis ..." kan være god at have som en fornuftig påpasser. Men angsten skal helst vendes til fornuftig jordforbindelse. For der ér grund til at passe på sig selv. Se sig godt omkring. Udvikle sine sanser. 

Mange nye erfaringer skal der til
Det skal prøves mange gange, før man er overbevist. "Hvad nu, hvis ..." spiller som en grammofonplade inden i og har gjort det i mange år. Den spiller ad de samme spor. Gradvis, når vi får flere erfaringer for, at noget ikke er farligt, vil vores nervesystem af sig selv pløje et nyt spor som erfaringsrille. Nye gode erfaringer finder nye spor i hjernen.

Mange hilsener,

Alice Persson
Organisk psykoterapeut på Østerbro, København.

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hvad nu, hvis ... Psykoterapeut Alice Persson på Levlykkeligt.dk