Se kontaktoplysninger og profil for Alice Persson

Undgå næsegrus fald på grund af glæde. Gør som naturen: gå roligt over gevind. Dosér dit liv: én del gadedrengeløb, én del påpasseligt pigeløb. Som i choktraumeterapi.

Forleden var jeg som sædvanlig på morgentur i vores lille "Eskemoseskov" tæt på Sjælsø.

Dybt at falde
Et sted, hvor stien er smal og kuperet, begynder jeg at gå hurtigere. Den morgen er mine ben i ellevildt forårshumør. Jeg småløber. Hu hej, hvor det går. Solen skinner på sin himmel, frøerne kvækker i skovens vandhul, gæssene skræpper og de små sangfugle huuitter. Og jeg bliver næsten ikke forpustet! Da min småløben er ved at transformere sig til gadedrengeløb, sker det.

Jeg falder over en trærod. Ligger dér, pladask med ansigtet begravet i muld og visne blade. Et ordentligt slag mod næsen, lettere chokeret.

Foran mig flimrer et billede af en lille pige med ankelsokker, der glad drøner af sted på sine spinkle ben, gadedrengehop, begejstringen bliver større, og pludselig falder hun. Straffen for at more sig. Sådan kan livet nogle gange spænde ben for én. "Op igen," siger min indre voksne, "pyt med det."

Jeg rejser mig op, spejder rundt (har nogen set det?) Finder ud af, at næsen er hel. Kun en hudafskrabning. Ingen styrtblødning ud af næseborene. Ræsonnerer - ikke for første gang - at det er vigtigt at passe på sig selv, også mens man er jætteglad. Bliver irriteret over at høre mors velmente formaning i øret: "Pas nu på, du ikke går over gevind. Det ender bare med ..."

Ja, hvad mon det ender med? Her slipper jeg med en øm næse og må igen spørge mig selv: kan man passe på sig og samtidig være storglad? Vil jeg være nødt til at begrænse glæderne? For evigt pisket til at passe på? Får mor ret? Sandheden kigger frem bag et træ: ja - vi skal passe på - og ja - vi skal også være glade.

Jeg faldt over træets fod. Det gode gamle træ, der har stået dér i alle de år. Det har - om nogen - jordforbindelse og visdom, og det spændte ben for mig: husk lige jordforbindelsen! Tak for det, gode træ.

Choktraume
Turen inspirerer til tanker om det jeg arbejder med i choktraumeterapi. Det handler netop om at skabe balance i nervesystemet. Balance mellem at være "oppe at køre" (angst/stress) og "helt nede" (skamfuld/stivnet).

Vores enestående nervesystem er fra naturens  hånd automatisk indrettet til at være i balance. Ideelt set er vi til tider aktive, til andre tider passive.

Vi vil generelt være gode til at balancere os, hvis vores liv former sig vel: Vi vokser op uden at blive overvældet af stress omkring os. Vi føler os elskede og får opfyldt vores grundlæggende behov. Vi møder chok og traumer undervejs, men ikke større, end at vores system kan håndtere dem.

Det er dog de færreste af os, der ikke bliver overvældede på vores vej gennem livet.

Højt at flyve, dybt at falde, hedder et gammelt ordsprog. Jeg er fascineret af de gamle ordsprog. For under disse ord, som vi bare siger og måske ikke tænker videre over, skjuler sig uendelig visdom.

Balancelunteri
Og bedst af alt: det er stadig godt at gå tur i skoven og samle inspiration. Ikke kun løbe som gadens friske dreng, men også som skovens påpasselige pige. Balancelunteri, der skaber ro og en følelse af at være hel.

Kærlige hilsener

Alice Persson
Psykoterapeut Østerbro